'Er' i Biblen

Kys mig, giv mig Kys af din mund thi din Kærlighed er bedre end Vin.

Lifligt dufter dine Salver, dit Navn er en udgydt Salve, derfor har Kvinder dig kær.

Jeg er sort, dog yndig, Jerusalems Døtre, som Kedars Telte, som Salmas Forhæng.

Se ej på mig, fordi jeg er sortladen, fordi jeg er brændt af Solen. Min Moders Sønner vrededes på mig, til Vingårdsvogterske satte de mig - min egen Vingård vogted jeg ikke.

Dine Kinder er yndige med Snorene din Hals med Kæderne.

Min Nardus spreder sin Duft, mens Kongen er til Bords;

min Ven er mig en Myrrapose, der ligger ved mit Bryst,

min Ven er mig en Koferklase fra En-Gedis Vingårde.

Hvor du er fager, min Veninde, hvor du er fager, dine Øjne er Duer!

Hvor du er fager, min Ven, ja dejlig er du, vort Leje er grønt,

vor Boligs Bjælker er Cedre, Panelet Cypresser! 

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lilje

Som en Lilje midt iblandt Torne er min Veninde blandt Piger.

Som et Æbletræ blandt Skovens Træer er min Ven blandt unge Mænd. I hans Skygge har jeg Lyst til at sidde, hans Frugt er sød for min Gane.

Til en Vinhal bragte han mig, hvor Mærket over mig er Kærlighed.

Styrk mig med Rosinkager, kvæg mig med Æbler, thi jeg er syg af Kærlighed.

Hans venstre er under mit Hoved, hans højre tager mig i Favn.

Hør! Der er min Ven! Ja se, der kommer han i Løb over Bjergene, i Spring over Højene.

Min Ven er som en Gazel, han er som den unge Hjort. Se, nu står han alt bag vor Mur. Han ser gennem Vinduet, kigger gennem Gitteret.

Thi nu er Vinteren omme, Regntiden svandt, for hen,

Blomster ses i Landet, Sangens Tid er kommet, Turtelduens Kurren høres i vort Land;

min Due i Fjeldets Kløfter, i Bjergvæggens Skjul! Lad mig skue din Skikkelse, høre din Røst, thi sød er din Røst og din Skikkelse yndig.

Min Ven er min, og jeg er hans,som vogter blandt Liljer;

Hvad er det, som kommer fra Ørkenen i Støtter af Røg, omduftet af Myrra og Røgelse, alskens Vellugt?

Se, det er Salomos Bærestol, omgivet af tresindstyve Helte, Israels Helte,

gjorde dens Støtter af Sølv, dens Arme af Guld; i Midten er Ibenholt indlagt, Sædet er Purpur.

Hvor du er fager, min veninde, hvor er du fager! Dine Øjne er Duer bag sløret, dit Hår som en Gedeflok bølgende ned fra Gilead,

dine Tænder som en nyklippet Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

som en Purpursnor er dine Læber, yndig din Mund, din Tinding som et bristet Granatæble bag ved dit Slør;

din Hals er som Davids Tårn, der er bygget til Udkig, tusinde Skjolde hænger derpå, kun Helteskjolde;

Du er fuldendt fager, min Veninde og uden Lyde.

Hvor herlig er din Kærlighed, min Søster, min Brud, hvor din Kærlighed er god fremfor Vin, dine Salvers Duft fremfor alskens Vellugt!

Dine Læber drypper af Sødme, min Brud, under din Tunge er Honning og Mælk; dine Klæders Duft er som Libanons Duft.

Min Søster, min Brud er en lukket Have, en lukket Kilde, et Væld under Segl.

Dine Skud er en Lund af Granattræer med kostelige Frugter, Kofer,

Min Haves Væld er en Brønd med rindende Vand og Strømme fra Libanon.

Jeg sov, men mit hjerte våged; tys, da banked min ven: "Luk op for mig, o Søster, min Veninde, min Due, min rene, thi mit Hoved er fuldt af Dug, mine Lokker af Nattens Dråber."

Jeg besværger eder, Jerusalems Døtre: Såfremt I finder min Ven, hvad skal I da sige til ham? At jeg er syg af Kærlighed!

Min Ven er hvid og rød, herlig blandt Titusinder,

hans Hoved er det fineste Guld, hans Lokker er Ranker, sorte som Ravne,

hans Kinder som Balsambede; Skabe med Vellugt, hans Læber er Liljer, de drypper, af flydende Myrra,

hans Hænder er Stænger af Guld, fyldt med Rubiner, hans Liv en Elfenbensplade, besat med Safirer,

hans Ben er Søjler af Marmor På Sokler af Guld, hans Skikkelse som Libanon, herlig som Cedre,

hans Gane er Sødme, han er idel Ynde. Sådan er min elskede, sådan min Ven, Jerusalems Døtre. 

Hvor er din Ven gået hen, du fagreste blandt Kvinder? Hvor har din ven vendt sig hen? Vi vil søge ham med dig.

Jeg er min Vens, og min Ven er min, han, som vogter blandt Liljer.

Du er fager, min Veninde, som Tirza, yndig som Jerusalem, frygtelig som Hære under Banner.

Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.

dine Tænder som en Fåreflok, der kommer fra Bad, som alle har Tvillinger, intet er uden Lam;

din Tinding er et bristet Granatæble bag ved dit Slør.

Dronningernes Tal er tresindstyve, Medhustruernes firsindstyve, på Terner er der ej Tal.

Men een er hun, min Due, min rene, hun, sin Moders eneste, hun, sin Moders Kælebarn. Blev hun set af Piger, fik hun Pris, af Dronninger og Medhustruer Hyldest.

Hvo er hun, der titter frem som Morgenrøden, fager som Månen, skær som Solen, frygtelig som Hære under Banner?

Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,

Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet.

Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!

Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.

Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.

Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem. 

Hvem er hun, der kommer fra Ørkenen, støttet til sin ven?"Under Æbletræet vækked jeg dig; der nedkom din moder med dig, der nedkom hun, som dig fødte."

Læg mig som en seglring om dit hjerte, som et Armbånd om din Arm! Thi Kærlighed er stærk som døden, Nidkærhed hård som Dødsriget; i dens gløder er Brændende Glød, dens lue er HERRENS Lue.

Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.

Jeg er en Mur, Mine Bryster Tårne. Da blev jeg i hans Øjne som en, der finder Fred.

Jeg har for mig selv min Vingård; de tusinde, Salomo, er dine, to hundrede deres, som vogter dens Frugt.