'Er' i Biblen

HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

Thi det er unyttigt at udspænde Garnet for alle Fugles Øjne;

Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

idet den frier dig fra den ondes Vej, fra Folk, hvis Ord kun er vrange, -

thi en Grav til Døden er hendes Hus, til Skyggerne fører hendes Spor;

thi den er bedre at købe end Sølv, bedre at vinde end Guld;

den er mere værd end Perler, ingen Klenodier opvejer den;

en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

hold fast ved Tugt, lad den ikke fare, tag Vare på den, thi den er dit Liv.

men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane;

men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd;

hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke.

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

En Nidding, en ussel Mand er den, som vandrer med Falskhed i Munden,

Seks Ting hader HERREN, syv er hans Sjæl en Gru:

thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

løssluppen, ustyrlig er hun, hjemme fandt hendes Fødder ej Ro;

"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

Hendes Hus er Dødsrigets Veje, som fører til Dødens Kamre. 

ja, Sandhed taler min Gane, gudløse Læber er mig en Gru.

Rette er alle Ord af min Mund, intet er falskt eller vrangt;

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

thi Visdom er bedre end Perler, ingen Skatte opvejer den

Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

HERRENs Frygt er Visdoms Grundlag, at kende den HELLIGE, det er Forstand.

Er du viis, er det til Gavn for dig selv; spotter du, bærer du ene Følgen!

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Stjålen Drik er sød, lønligt Brød er lækkert!

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

Velsignelse er for retfærdiges hoved, på uret gemmer gudløses mund.

Den retfærdiges mund er en livsens kilde, på uret gemmer gudløses mund.

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Den retfærdiges Tunge er udsøgt Sølv, gudløses Hjerte er intet værd.

For Tåben er Skændselsgerning en Leg, Visdom er Leg for Mand med Indsigt.

Når Storm farer frem, er den gudløse borte, den retfærdige står på evig Grund.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

For lydefri Vandel er HERREN et Værn, men en Rædsel for Udådsmænd.

Falske Vægtskåle er HERREN en gru, fuldvvægtigt Lod er efter hans Sind.

Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

Bagtaleren røber, hvad ham er betroet, den pålidelige skjuler Sagen.

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

At hige efter Retfærd er Liv, at jage efter ondt er Død.

De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

Retfærds Frugt er et Livets Træ, Vismand indfanger Sjæle.

At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand får ingen Trusel at høre.

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.

Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgås Dødens Snarer.

God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.

Hver, som er klog, går til Værks med Kundskab, Tåben udfolder Dårskab.

Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Tåber en Gru.

Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

På Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.

Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom. 

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Selv under Latter kan Hjertet lide, og Glædens Ende er Kummer.