'Er' i Biblen

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

en Mand, hvis Vej er skjult, hvem Gud har stænget inde?

Thi Suk er blevet mit daglige Brød, mine Ve råb strømmer som Vand.

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Min Sjæl vil ej røre derved, de Ting er som Lugt af en Løve.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

er dine Dage som Menneskets Dage, er dine År som Mandens Dage,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." 

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt,

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

"Ja, sandelig, I er de rette, med eder dør Visdommen ud!

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

Er Alderdom eet med Visdom, Dagenes Række med Indsigt?

Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

mens I smører på med Løgn; usle Læger er I til Hobe.

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;

"Nok har jeg hørt af sligt, besværlige Trøstere er I til Hobe!

mit Ansigt er rødt af Gråd, mine Øjenlåg hyllet i Mørke,

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

Thi talte er de kommende År, jeg skal ud på en Færd, jeg ej vender hjem fra. 

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;

visselig, Spot er min Del, og bittert er, hvad mit Øje må skue.

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

mit Øje er sløvet af Kvide, som Skygger er mine Lemmer til Hobe;

Mine Dage stunder mod Døden, brudt er mit Hjertes Ønsker;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

ved min Ånde væmmes min Hustru, mine egne Brødre er jeg en Stank;

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"