'Er' i Biblen

Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu sat til at trælle.

Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv er i Vånde.

Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort som Fanger for Fjendens Åsyn.

Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin glødende Vredes Dag.

Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt, thi Fjenden er blevet for stærk.

Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til Afsky.

HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og inde Døden.

Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte er sygt. 

Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker mod Jord deres Hoved.

Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde forsmægter på Byens Torve;

hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved Moderens Bryst.

Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud er stort som Havet, hvo læger dig vel?

Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"

De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted, skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi vented, vi fik den at se."

Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,

lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.

Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.

og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."

At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;

HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,

hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.

Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.

Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder. 

Forældreløse, faderløse er vi, som Enker er vore Mødre.

Vore Fædre, som synded, er borte, og vi må bære deres Skyld.

Vor Hud er sværtet som en Ovn af Hungerens svidende Lue.

Vort Hjertes Glæde er borte, vor Dans er vendt til Sorg.

For Zions Bjerg, som er øde, Ræve tumler sig der.

Eller har du helt stødt os bort, er din Vrede mod os uden Ende?