'Nâr' i Biblen

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

ej svarer min Træl, når jeg kalder, jeg må trygle ham med min Mund;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Når min sønderslidte Hud er borte, skal jeg ud fra mit Kød skue Gud,

Når I siger: "Hor vi skal forfølge ham, Sagens Rod vil vi udfinde hos ham!"

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Var min Avindsmands Fald min Glæd jubled jeg, når han ramtes af Vanheld

I Drømme, i natligt Syn, når Dvale falder på Mennesker, når de slumrende hviler på Lejet;

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Du, hvis Klæder ophedes, når Jorden døser ved Søndenvind?

når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

Hvem skaffer Ravnen Æde, når Ungerne skriger til Gud og flakker om uden Føde? 

Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Den taber ej Modet, når Jordan stiger, er rolig, om Strømmen end svulmer mod dens Gab.

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.