'Sin' i Biblen

Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

Så taler han til dem i Vrede, forfærder dem i sin Harme:

En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom. (3:2) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

(7:13) Visselig hvæsser han atter sit Sværd, han spænder sin Bue og sigter;

(9:8) Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,

thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

ikke bagtaler med sin Tunge, ikke volder sin Næste ondt og ej bringer Skam over Ven,

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(20:7) Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

(21:10) Du gør dem til et luende Bål, når du viser dig; HERREN sluger dem i sin Vrede. Ild fortærer dem.

(22:9) "Han har væltet sin Sag på HERREN; han fri ham og frelse ham, han har jo Velbehag i ham."

Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

han får Velsignelse fra HERREN, Retfærdighed fra sin Frelses Gud.

Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

HERREN er Værn for sit Folk, sin Salvedes Tilflugt og Frelse.

Ej frelses en Konge ved sin store Stridsmagt, ej fries en Helt ved sin store Kraft;

til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

(38:11) mit Hjerte banker, min Kraft har svigtet, selv mit Øje har mistet sin Glans.

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(42:9) Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

(46:5) En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;

(47:9) Gud har vist, han er Folkenes Konge, på sin hellige Trone har Gud taget Sæde.

En Sang. Salme af Kora-Sønnerne (48:2) Stor og højlovet er vor Gud i sin Stad.

(49:8) Visselig, ingen kan købe sin sjæl fri og give Gud en løsesum

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

(55:21) På Venner lagde han Hånd og brød sin Pagt.

(57:4) han sender mig Hjælp fra Himlen og frelser min Sjæl fra dem, som vil mig til Livs. Gud sender sin Nåde og Trofasthed.

(58:10) Før eders Gryder mærker til Tjørnen, ja, midt i deres Livskraft river han dem bort i sin Vrede

(58:12) Og Folk skal sige: "Den retfærdige får dog sin Løn, der er dog Guder, som dømmer på Jord!" 

(60:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med jubel, udmåle Sukkots Dal;

Lovet være Gud, som ikke har afvist min Bøn eller taget sin Miskundhed fra mig! 

(67:7) Landet har givet sin Grøde, Gud, vor Gud, velsigne os,

(68:34) hyld ham der farer frem på Himlenes Himle, de gamle! Se, han løfter sin Røst, en vældig Røst.

(68:36) frygtelig er Gud i sin Helligdom. Israels Gud; han giver Folket Styrke og Kraft. Lovet være Gud! 

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

(85:13) Derhos giver HERREN Lykke, sin Afgrøde giver vort Land;

Sin Stad, grundfæstet på hellige Bjerge, har Herren kær,

(89:49) Hvo bliver i Live og skuer ej Død, hvo frelser sin sjæl fra Dødsrigets Hånd? - Sela.

thi HERREN bortstøder ikke sit Folk og svigter ikke sin Arvelod.

Den retfærdige kommer igen til sin Ret, en Fremtid har hver oprigtig af Hjertet.

for HERRENs Åsyn, thi han kommer, han kommer at dømme Jorden; han dømmer Jorden med Retfærd og Folkene i sin Trofasthed. 

Sin Frelse har HERREN gjort kendt, åbenbaret sin Retfærd for Folkenes Øjne;

han kom sin Nåde mod Jakob i Hu, sin Trofasthed mod Israels Hus. Den vide Jord har skuet vor Guds Frelse.

den, der sværter sin Næste, udrydder jeg; den opblæste og den hovmodige tåler jeg ikke.

En Bøn. Til Brug for en Hjælpeløs, når han føler Afmagt og udøser sin Klage for Herren (102:2) HERRE, lyt til min bøn, lad mit råb komme til dig,

(102:17) thi HERREN opbygger Zion, han lader sig se i sin Herlighed;

(102:20) thi han ser ned fra sin hellige Højsal, HERREN skuer ned fra Himmel til Jord

HERREN har rejst sin Trone i Himlen, alt er hans Kongedømme underlagt.

hvor Fuglene bygger sig Rede; i Cypresser har Storken sin Bolig.

Du skabte Månen for Festernes Skyld, Solen kender sin Nedgangs Tid;

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

han ihukommer for evigt sin Pagt, i tusind Slægter sit Tilsagn,

han styred hans Øverster efter sin Vilje og viste hans Ældste til Rette.

Da sendte han Moses, sin Tjener, og Aron, sin udvalgte Mand;

Thi han kom sit hellige Ord i Hu til Abraham, sin Tjener;

Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at gøre sin Vælde kendt;

Da blev HERREN vred på sit Folk og væmmedes ved sin Arv;

han kom sin Pagt i Hu og ynkedes efter sin store Miskundhed;

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

(108:8) Gud talede i sin Helligdom: "Jeg vil udskifte Sikem med Jubel, udmåle Sukkots Dal;

Herren ved din højre knuser Konger på sin Vredes Dag,

Dem, der frygter ham, giver han føde, han kommer for evigt sin pagt i hu.

Han sendte sit folk udløsning, stifted sin pagt for evigt.

Hvo er som HERREN vor Gud, som rejste sin Trone i det høje

Hvorledes holder en ung sin Vej ren? Ved at bolde sig efter dit Ord.

Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

Som Pile i Krigerens Hånd er Sønner, man får i sin Ungdom.

Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.

Thi HERREN udvalgte Jakob, Israel til sin Ejendom.

som skabte Himmel og Jord, Havet og alf, hvad de rummer, som evigt bevarer sin Trofasthed

Israel glæde sig over sin Skaber, over deres Konge fryde sig Zions Børn,