'Sin' i Biblen

den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

Kan nogen bære Ild i sin Brystfold, uden at Klæderne brænder?

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

Mon ikke Visdommen kalder, løfter Indsigten ikke sin røst?

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

Salomos ordsprog. Viis søn glæder sin fader, tåbelig søn er sin moders sorg.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Den lydefris Retfærd jævner hans Vej, for sin Gudløshed falder den gudløse.

Med sin Mund lægger vanhellig Næsten øde, retfærdige fries ved Kundskab.

Mand uden Vid ser ned på sin Næste, hvo, som har Indsigt, tier.

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold står troløses Hu.

Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Den kloge i sin Visdom er klar på sin Vej, men Tåbers Dårskab er Svig.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Fattigmand hades endog af sin Ven, men Rigmands Venner er mange.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Ved sin Ondskab styrtes den gudløse, ved lydefri Færd er retfærdige trygge.

Dåre lader hånt om sin Faders Tugt, klog er den, som tager Vare på Revselse.

Viis Søn glæder sin Fader, Tåbe til Menneske foragter sin Moder.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

En Mand holder al sin Færd for ren, men HERREN vejer Ånder.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Kløgt er sin Mand en Livsens Kilde, Dårskab er Dårers Tugt.

Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Ven af Kiv er Ven af Synd; at højne sin Dør er at attrå Fald.

Tåbelig Søn er sin Faders Sorg, Kvide for hende, som fødte ham.

Den, som har Kundskab tøjler sin Tale, Mand med Forstand er koldblodig.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Tåbelig Søn er sin Faders Ulykke, Kvindekiv er som ustandseligt Tagdryp.

Den vogter sin Sjæl, som vogter på Budet, men skødesløs Vandel fører til Død.

Fra HERREN er Mands Fjed, hvor kan et Menneske fatte sin Skæbne!

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

En Mand holder al sin Færd for ret, men HERREN vejer Hjerter.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den gudløse optræder frækt, den retsindige overtænker sin Vej.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

men bider til sidst som en Slange og spyr sin Gift som en Øgle;

at ikke HERREN skal se det med Mishag og vende sin Vrede fra ham.

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

Forstandig Søn tager Vare på Loven, men Drankeres Fælle gør sin Fader Skam.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

Den mættes med brød, som dyrker sin Jord, med Fattigdom den, der jager efter Tomhed.

Hvo Visdom elsker, glæder sin Fader, hvo Skøger omgås, bortødsler Gods.

Mand, der smigrer sin Næste, breder et Net for hans Fod.

I sin Brøde hildes den onde, den retfærdige jubler af Glæde.

En Tåbe slipper al sin Voldsomhed løs, Vismand stiller den omsider.

Ris og Revselse, det giver Visdom, uvorn Dreng gør sin Moder Skam.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Der findes en Slægt, som forbander sin Fader og ikke velsigner sin Moder,

Den, som håner sin Fader og spotter sin gamle Moder, hans Øje udhakker Bækkens Ravne, Ørneunger får det til Æde.

en bortstødt Hustru, når hun bliver gift, en Trælkvinde, når hun arver sin Frue.

en sadlet Stridshest, en Buk, en Konge midt i sin Hær.

lad ham drikke og glemme sin Fattigdom, ej mer ihukomme sin Møje.

Hun er som en Købmands Skibe, sin Føde henter hun langvejs fra.

Hun bælter sin Hofte med Kraft, lægger Styrke i sine Arme.

Hun rækker sin Hånd til den arme, rækker Armene ud til den fattige.