'Sin' i Biblen

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Thi han har ingen Hjælp af sin Rigdom, trods sine Skatte reddes han ikke;

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

Han beder til Gud, og han er ham nådig, han skuer med Jubel hans Åsyn, fortæller Mennesker om sin Frelse.

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

så oplader Job sin Mund med Tant, uden Indsigt taler han store Ord. 

Se, ophøjet er Gud i sin Vælde, hvo er en Lærer som han?

Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

Fatter du, hvorledes Gud kan magte dem og lade Lys stråle frem fra sin Sky?

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?