'Sit' i Biblen

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

"Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Du, som i Vrede sønderslider din Sjæl, skal for din Skyld Jorden blive øde og Klippen flyttes fra sit Sted?

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

han fæstner sin Trones Hjørner og breder sit Skylag derover;

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

Sølvet har jo sit Leje, som renses, sit sted

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Tier han stille, hvo vil dømme ham? Skjuler han sit Åsyn, hvo vil laste ham? Over Folk og Mennesker våger han dog,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

Han slipper det løs under hele Himlen, sit Lys til Jordens Ender;

Har du nogen Sinde kaldt Morgenen frem, ladet Morgenrøden vide sit Sted,