'Sit' i Biblen

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

hun sidder ved sit Huses indgang, troner på Byens Høje

Kærlig Mand gør vel mod sin Sjæl, den grumme er hård ved sit eget Kød.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Visdom bygger sit hus,dårskabs hænder river det ned.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Alt skabte HERREN, hvert til sit, den gudløse også for Ulykkens Dag.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

Større end Helt er sindig Mand, større at styre sit Sind end at tage en Stad.

Som Løvebrøl er Rædslen, en Konge vækker, at vække hans Vrede er at vove sit Liv.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind. 

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.

Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

Den, der vender sit Øre fra Loven, endog hans Bøn er en Gru.

Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

Den, der stoler på sit Vid, er en Tåbe, men den, der vandrer i Visdom, reddes.

Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Af Sne har hun intet at frygte for sit Hus, thi hele hendes Hus er klædt i Skarlagen.