Thi Vanheld vokser ej op af Støvet, Kvide spirer ej frem af Jorden,

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

som fanger de vise i deres Kløgt, så de listiges Råd er forhastet;

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du har Pagt med Markens Sten, har Fred med Markens Vilddyr;

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

Graven når du i Ungdomskraft, som Neg føres op, når Tid er inde.

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,