Lyt, mit folk til min lære, bøj eders øre til ord fra min Mund;

jeg vil åbne min Mund med Billedtale, fremsætte Gåder fra fordums Tid,

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

og Manna regne på dem til Føde, han gav dem Himmelkorn;

Han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Fårenes Folde,

han vogtede dem med oprigtigt Hjerte,ledede dem med kyndig Hånd. 

Han sendte sin Vredesglød mod dem, Harme, Vrede og Trængsel, en Sendefærd af Ulykkesengle;

Da vågnede Herren som en, der har sovet, som en Helt, der er døvet af Vin;

Og dog er han barmhjertig, han tilgiver Misgerning, lægger ej øde, hans Vrede lagde sig Gang på Gang, han lod ikke sin Harme fuldt bryde frem;

Dog fristed og trodsede de Gud den Allerhøjeste og overholdt ikke hans Vidnesbyrd;

Og dog blev de ved at synde og troede ej på hans Undere.

De fristede alter Gud, de krænkede Israels Hellige;

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

Han gjorde Undere for deres Fædre i Ægypten på Zoans Mark;

Da bød han Skyerne oventil, lod Himlens Døre åbne

kom i Hu, at Gud var deres Klippe, Gud den Allerhøjeste deres Genløser.

han ledede dem ved Skyen om Dagen, Natten igennem ved Ildens Skær;

Når han vog dem, søgte de ham, vendte om og spurgte om Gud,

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

han kom i Hu, de var Kød, et Pust, der svinder og ej vender tilbage.

hvad vi har hørt og ved, hvad vore Fædre har sagt os;

da han gjorde sine Tegn i Ægypten, sine Undere på Zoans Mark,

Mennesker spiste Englebrød, han sendte dem Mad at mætte sig med.

de talte mod Gud og sagde: "Kan Gud dække Bord i en Ørken?

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

de fristede Gud i Hjertet og krævede Mad til at stille Sulten,

han kløvede Klipper i Ørkenen, lod dem rigeligt drikke som af Strømme,

alt førstefødt i Ægypten slog han, Mandskraftens Førstegrøde i Kamiternes Telte,

ej slægter Fædrene på, en vanartet, stridig Slægt, hvis Hjerte ikke var fast, hvis Ånd var utro mod Gud

han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elsker;

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

Gudspagten holdt de ikke, de nægtede at følge hans Lov;

slog deres Vinstokke ned med Hagl, deres Morbærtræer med Frost,

lod sit Folk bryde op som en Hjord, ledede dem som Kvæg i Ørkenen,

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

deres Hjerter holdt ikke fast ved ham, hans Pagt var de ikke tro.

De hyklede for ham med Munden, løj for ham med deres Tunge;

frit Løb gav han sin Vrede, skånede dem ikke for Døden, gav deres Liv til Pris for Pest;

de krænkede ham med deres Offerhøje, æggede ham med deres Gudebilleder.

han kløvede Havet og førte dem over, lod Vandet stå som en Vold;

hans Gerninger gik dem ad Glemme, de Undere, han lod dem skue.

han bragte dem til sit hellige Land, de Bjerge, hans højre vandt,

drev Folkeslag bort foran dem, udskiftede ved Lod deres Land og lod Israels Stammer bo i deres Telte.

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

hentede ham fra de diende Dyr til at vogte Jakob, hans Folk, Israel, hans Arvelod;

sendte Myg imod dem, som åd dem, og Frøer, som lagde dem øde,

ledede dem trygt, uden Frygt, mens Havet lukked sig over deres Fjender;

han gav sin Stolthed i Fangenskab, sin Herlighed i Fjendehånd,

fordi de ikke troede Gud eller stolede på hans Frelse.

Han rejste Østenvinden på Himlen, førte Søndenvinden frem ved sin Kraft;

hans Hånd kom de ikke i Hu, de Dag han friede dem fra Fjenden,

de faldt fra, var troløse som deres Fædre, svigtede som en slappet Bue,

Se, Klippen slog han, så Vand flød frem, og Bække vælded ud; mon han også kan give Brød og skaffe kød til sit Folk?"

rejste Guds Vrede sig mod dem; han vog deres kraftige Mænd, fældede Israels Ynglinge.

Kød lod han regne på dem som Støv og vingede Fugle som Havets Sand,

gav Æderen, hvad de avlede, Græshoppen al deres Høst,

han lod Bække rinde af Klippen og Vand strømme ned som Floder.

Ild fortærede dets unge Mænd, dets Jomfruer fik ej Bryllupssange,

prisgav Kvæget for Hagl og deres Hjorde for Lyn.

Da lod han deres Dage svinde i Tomhed og endte brat deres År.

han slog sine Fjender på Ryggen, gjorde dem evigt til Skamme.

forvandlede deres Floder til Blod, så de ej kunde drikke af Strømmene,

Og de spiste sig overmætte, hvad de ønskede, lod han dem få.

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

dets Præster faldt for Sværdet, dets Enker holdt ikke Klagefest.

prisgav sit Folk for Sværdet, blev vred på sin Arvelod;

lod dem falde midt i sin Lejr, rundt omkring sine Boliger;