'Jeg' i Biblen

Jeg er din Tjener, giv mig Indsigt, at jeg må kende dine Vidnesbyrd!

Derfor elsker jeg dine Bud fremfor Guld og Skatte.

Derfor følger jeg oprigtigt alle dine Befalinger og hader hver Løgnens Sti.

Jeg åbned begærligt min Mund, thi min Attrå stod til dine Bud.

Udløs mig fra Menneskers Vold, at jeg må holde dine Befalinger!

Ringe og ussel er jeg, men dine Befalinger glemte jeg ikke.

Dine Vidnesbyrd er Ret for evigt, giv mig indsigt, at jeg må leve!

Jeg råber af hele mit Hjerte, svar mig, HERRE, jeg agter på dine Vedtægter.

Jeg råber til dig, o frels mig, at jeg kan holde dine Vidnesbyrd!

Årle råber jeg til dig om Hjælp, og bier på dine Ord.

For længst vandt jeg Indsigt af dine Vidnesbyrd, thi du har grundfæstet dem for evigt.

Se min Elende og fri mig, thi jeg glemte ikke din Lov.

Mange forfølger mig og er mig fjendske, fra dine Vidnesbyrd veg jeg ikke.

Jeg væmmes ved Synet af troløse, der ikke holder dit Ord.

Se til mig, thi jeg elsker dine Befalinger, HERRE, hold mig i Live efter din Miskundhed!

Jeg glæder mig over dit Ord som en, der har gjort et vældigt Bytte.

Jeg hader og afskyr Løgn, din Lov har jeg derimod kær.

Jeg priser dig syv Gange daglig for dine retfærdige Lovbud.

Jeg håber på din Frelse, HERRE, og jeg har holdt dine Bud.

Min Sjæl har holdt dine Vidnesbyrd, jeg har dem såre kære.

Jeg holder dine Befalinger og Vidnesbyrd, thi du kender alle mine Veje.

Lad din Hånd være mig til Hjælp, thi jeg valgte dine Befalinger.

Jeg længes efter din Frelse, HERRE, og din Lov er min Lyst.

Farer jeg vild som det tabte Får, så opsøg din Tjener, thi jeg glemte ikke dine Bud. 

Jeg råbte til HERREN i Nød, og han svarede mig.

Ve mig, at jeg må leve som fremmed i Mesjek, bo iblandt Kedars Telte!

Jeg vil Fred; men taler jeg, vil de Krig! 

Jeg løfter mine Øjne til Bjergene: Hvorfra kommer min Hjælp?

Jeg frydede mig, da de sagde til mig: "Vi drager til HERRENs Hus!"

For Brødres og Frænders Skyld vil jeg ønske dig Fred,

for Herren vor Guds hus's skyld vil jeg søge dit bedste. 

Jeg løfter mine Øjne til dig, som troner i Himlen!

Fra det dybe råber jeg til

Jeg håber.på HERREN, min Sjæl håber på hans Ord,

Herre, mit hjerte er ikke hovmodigt, mine øjne er ikke stolte, jeg sysler ikke med store Ting, med Ting, der er mig for høje.

Nej, jeg har lullet og tysset min Sjæl; som afvant Barn hos sin Moder har min Sjæl det hos HERREN.

"Jeg træder ej ind i mit Huses Telt, jeg stiger ej op på mit Leje,

før jeg har fundet HERREN et Sted, Jakobs Vældige en Bolig!"

HERREN tilsvor David et troværdigt, usvigeligt Løfte: "Af din Livsens Frugt vil jeg sætte Konger på din Trone.

Såfremt dine Sønner holder min Pagt og mit Vidnesbyrd, som jeg lærer dem, skal også deres Sønner sidde evindelig på din Trone!

Her er for evigt mit Hvilested, her vil jeg bo, thi det har jeg ønsket.

Dets Føde velsigner jeg, dets fattige mætter jeg med Brød,

dets Præster klæder jeg i Frelse, dets fromme skal synge med Fryd.

Der lader jeg Horn vokse frem for David, sikrer min Salvede Lampe.

Jeg klæder hans Fjender i Skam, men på ham skal Kronen stråle!" 

Ja, jeg ved, at HERREN er stor, vor Herre er større end alle Guder.

Jerusalem, glemmer jeg dig, da visne min højre!

Min Tunge hænge ved Ganen, om ikke jeg ihukommer dig, om ikke jeg sætter Jerusalem over min højeste Glæde!

Jeg vil prise dig HERRE, at hele lovsynge dig for Guderne;

jeg vil tilbede, vendt mod dit hellige Tempel, og mere end alt vil jeg prise dit Navn for din Miskundheds og Trofastheds Skyld; thi du har herliggjort dit Ord.

Den Dag jeg råbte, svared du mig, du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke.

Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.

Du ved, når jeg står op, du fatter min Tanke i Frastand,

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!

Hvorhen skal jeg gå for din Ånd, og hvor skal jeg fly for dit Åsyn?

Farer jeg op til Himlen, da er du der, reder jeg Leje i Dødsriget, så er du der;

tager jeg Morgenrødens Vinger, fæster jeg Bo, hvor Havet ender,

Og siger jeg: "Mørket skal skjule mig, Lyset blive Nat omkring mig!"

Jeg vil takke dig, fordi jeg er underfuldt skabt; underfulde er dine Gerninger, det kender min Sjæl til fulde.

Mine Ben var ikke skjult for dig, da jeg blev skabt i Løndom, virket i Jordens Dyb;

Tæller jeg dem, er de flere end Sandet, jeg vågner - og end er jeg hos dig.

Jeg hader jo dem, der hader dig, HERRE, og væmmes ved dem, der står dig imod;

med fuldt Had bader jeg dem, de er også mine Fjender.

Se, om jeg er på Smertens Vej, og led mig på Evigheds Vej! 

(140:7) Jeg siger til HERREN: Du er min Gud, HERRE, lyt til min tryglende Røst!

(140:13) Jeg ved, at HERREN vil føre de armes Sag og skaffe de fattige Ret.

HERRE, jeg råber til dig, il mig til hjælp, hør min Røst, når jeg råber til dig;

Bøj ikke mit Hjerte til ondt, til at gøre gudløs Gerning sammen med Udådsmænd; deres lækre Mad vil jeg ikke smage.

Slår en retfærdig mig, så er det Kærlighed; revser han mig, er det Olie for Hovedet, ej skal mit Hoved vise det fra sig, end sætter jeg min Bøn imod deres Ondskab.

Dog, mine Øjne er rettet på dig, o HERRE, Herre, på dig forlader jeg mig, giv ikke mit Liv til Pris!

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. 

Maskil af David. En Bøn. Dengang han var i Hulen (142:2) Jeg løfter min røst og råber til Herren, jeg løfter min Røst og trygler HERREN,

(142:4) Når Ånden vansmægter i mig, kender du dog min Sti. På Vejen, ad hvilken jeg vandrer, lægger de Snarer for mig.

(142:5) Jeg skuer til højre og spejder, men ingen vil kendes ved mig, afskåret er mig hver Tilflugt, ingen bryder sig om min Sjæl.

(142:6) HERRE, jeg råber til dig og siger: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land!

(142:7) Lyt til mit Klageråb, thi jeg er såre ringe, frels mig fra dem, der forfølger mig, de er for stærke for mig;

(142:8) udfri min Sjæl af dens Fængsel, at jeg kan prise dit Navn! De retfærdige venter i Spænding på at du tager dig af mig. 

Jeg kommer fordums Dage i Hu, tænker på alle dine Gerninger, grunder på dine Hænders Værk.

Jeg udbreder Hænderne mod dig, som et tørstigt Land så længes min Sjæl efter dig. - Sela.

Skynd dig at svare mig, HERRE, min Ånd svinder hen; skjul ikke dit Åsyn for mig, så jeg bliver som de, der synker i Graven.

Lad mig årle høre din Miskundhed, thi jeg stoler på dig. Lær mig den Vej, jeg skal gå, thi jeg løfter min Sjæl til dig.

Fri mig fra mine Fjender, HERRE, til dig flyr jeg hen;

udslet i din Miskundhed mine Fjender, tilintetgør alle, som trænger min Sjæl! Thi jeg er din Tjener. 

min Miskundhed og min Fæstning, min Klippeborg, min Frelser, mit Skjold og den, jeg lider på, som underlægger mig Folkeslag!

Gud, jeg vil synge dig en ny Sang, lege for dig på tistrenget Harpe,

Jeg vil ophøje dig, min Gud, min konge, evigt og alt love dit Navn.

Jeg vil love dig Dag efter Dag, evigt og altid prise dit Navn.

De taler om din Højheds herlige Glans, jeg vil synge om dine Undere;

de taler om dine ræddelige Gerningers Vælde, om din Storhed vil jeg vidne;

Jeg vil prise HERREN hele mit Liv, lovsynge min Gud, så længe jeg lever.

Vend eder til min Revselse! Se, jeg lader min Ånd udvælde for eder, jeg kundgør eder mine Ord:

Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

derfor ler jeg ved eders Ulykke, spotter, når det, I frygter, kommer,

Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

Min Søn, glem ikke, hvad jeg har lært dig, dit hjerte tage vare på mine bud!

sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

thi gavnlig Viden giver jeg jer, slip ej hvad jeg har lært jer.

Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

Jeg viser dig Visdommens Vej, leder dig ad Rettens Spor;