'Jeg' i Biblen

(22:11) på dig blev jeg kastet fra Moders Skød, fra Moders Liv var du min Gud.

(22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

(22:18) jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

(22:23) Dit Navn vil jeg kundgøre for mine Brødre, prise dig midt i Forsamlingen:

(22:26) Jeg vil synge din Pris i en stor Forsamling, indfri mine Løfter iblandt de fromme;

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider. 

HERRE, jeg løfter min sjæl til dig

min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

Jeg tager ej Sæde blandt Løgnere, blandt falske kommer jeg ikke.

Jeg hader de ondes Forsamling, hos gudløse sidder jeg ej.

Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN. 

HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?

Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Åsyn!" Dit Åsyn søger jeg, HERRE;

Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Hør min tryglende Røst, når jeg råber til dig, løfter Hænderne op mod dit hellige Tempel.

min Styrke, mit Skjold er HERREN, mit Hjerte stoler på ham. Jeg fik Hjælp, mit Hjerte jubler, jeg takker ham med min Sang.

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(30:3) HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

(30:7) Jeg tænkte i min Tryghed: "Jeg rokkes aldrig i Evighed!"

(30:8) HERRE, i Nåde havde du fæstnet mit Bjerg; du skjulte dit Åsyn, jeg blev forfærdet.

(30:9) Jeg råbte, HERRE, til dig, og tryglende bad jeg til HERREN:

(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?

(30:13) at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt! 

Til Korherren. Salme af David (31:2) HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.

(31:6) i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:10) Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

(31:12) For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

(31:13) Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

(31:15) Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

(31:18) HERRE, lad mig ej blive til Skamme, jeg råber jo til dig, lad de gudløse blive til Skamme og synke tavse i Døden.

(31:23) Og jeg, som sagde i min Angst: "Jeg er bortstødt fra dine Øjne!" Visselig, du hørte min tryglende Røst, da jeg råbte til dig.

Mine Ben svandt hen, så længe jeg tav, under Jamren Dagen igennem,

Min Synd bekendte jeg for dig, dulgte ikke min Skyld; jeg sagde: "Mine Overtrædelser vil jeg bekende for HERREN!" Da tilgav du mig min Syndeskyld. - Sela.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

Af David. Dengang han spillede vanvittig overfor Abimelek, som jog ham væk så han drog bort. (34:2) Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund

(34:5) Jeg søgte HERREN, og han svarede mig og friede mig fra alle mine Rædsler.

(34:12) Kom hid, Børnlill, og hør på mig, jeg vil lære jer HERRENs Frygt.

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Falske Vidner står frem, de spørger mig om, hvad jeg ej kender til;

Da de var syge, gik jeg i Sæk, med Faste spæged jeg mig, jeg bad med sænket Hoved,

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

Jeg vil takke dig i en stor Forsamling, love dig blandt mange Folk.

Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

Jeg har set en gudløs trodse, bryste sig som en Libanons Ceder

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

(38:6) Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

(38:7) jeg er såre nedtrykt, sorgfuld vandrer jeg Dagen lang.

(38:9) jeg er lammet og fuldkommen knust, jeg skriger i Hjertets Vånde.

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(38:17) når jeg siger: "Lad dem ikke glæde sig over mig, hovmode sig over min vaklende Fod!"

(38:18) Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

(38:19) thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

(38:21) som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

Til Korherren. For Jedutun. Salme af David (39:2) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(39:4) mit Hjerte brændte i Brystet, Ild lued op, mens jeg grunded; da talte jeg med min Tunge.

(39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

(39:8) Hvad bier jeg, Herre, da efter? Mit Håb står ene til dig.

(39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

(39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

Til Korherren. Salme af David (40:2) Jeg biede troligt på Herren, han bøjede sig til mig, og hørte mit Skrig.

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:8) Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

(40:10) I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

(40:11) Din Retfærd dulgte jeg ej i mit Hjerte, din Trofasthed og Frelse talte jeg Om, din Nåde og Sandhed fornægted jeg ej i en stor Forsamling.

(40:13) Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

(40:18) Er jeg end arm og fattig, vil Herren dog tænke på mig. Du er min Hjælp og min Frelser; tøv ej, min Gud! 

(41:5) Så siger jeg da: Vær mig nådig, HERRE, helbred min Sjæl, jeg har syndet mod dig!

(41:10) Endog min Ven, som jeg stolede på, som spiste mit Brød, har løftet Hælen imod mig.

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

(42:3) Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?

(42:5) Min Sjæl er opløst, når jeg kommer i Hu, hvorledes jeg vandred med Skaren op til Guds Hus under Jubelråb og Lovsang i Højtidsskaren.

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:7) Nedbøjet er min Sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og Hermontindernes Land, fra Mizars Bjerg.

(42:10) Jeg siger til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af Fjender?

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!