'Jeg' i Biblen

og da jeg kom til Jerusalem og opdagede det onde, Eljasjib havde øvet for Tobijas Skyld ved at indrette ham et Kammer i Guds Hus's Forgårde,

harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud af Kammeret

og bød, at man skulde rense Kammeret, hvorefter jeg atter bragte Guds Hus's Kar, Afgrødeofferet og Røgelsen derind.

Da fik jeg at vide, at Afgifterne til Leviterne ikke svaredes dem, og derfor var de Leviter og Sangere, der skulde gøre Tjeneste, flyttet ud hver til sin Landejendom;

så gik jeg i Rette med Forstanderne og spurgte dem: Hvorfor er Guds Hus blevet vanrøgtet?" Og jeg fik atter Leviterne samlet og satte dem på deres Pladser.

og jeg overdrog Tilsynet med Forrådskamrene til Præsten Sjelemja, Skriveren Zadok og Pedaja af Leviterne og gav dem til Medhjælper Hanan, en Søn af Zakkur, en Søn af Mattanja, da de regnedes for pålidelige; og dem pålå det så at uddele Tienden til deres Brødre.

Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for Tjenesten der!

I de Dage så jeg i Juda nogle træde Persekarrene på Sabbaten, og andre så jeg bringe Horn i Hus eller læsse det på deres Æsler, ligeledes Vin, Druer, Figener og alle Slags Varer, og bringe det til Jerusalem på Sabbaten. Dem formanede jeg da, når de solgte Levnedsmidler.

Jeg gik derfor i Rette med de store i Juda og sagde til dem: Hvor kan l handle så ilde og vanhellige Sabbatsdagen?

Og så snart Mørket faldt på i Jerusalems Porte ved Sabbatens Frembrud, bød jeg, at Portene skulde lukkes, og at de ikke måtte åbnes, før Sabbaten var omme; og jeg satte nogle af mine Folk ved Portene for at vogte på, at der ikke førtes Varer ind på Sabbaten.

advarede jeg dem og sagde: "Hvorfor bliver I Natten over uden for Muren? Hvis I gør det en anden Gang, lægger jeg Hånd på eder!" Og siden kom de ikke mere på Sabbaten.

Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig efter din store Miskundhed!

På samme Tid lagde jeg også Mærke til, at hos de Jøder, der havde ægtet asdoditiske, ammonitiske eller moabitiske Kvinder,

Da gik jeg i Rette med dem og forbandede dem, ja, jeg slog nogle af dem og rykkede dem i Håret og besvor dem ved Gud: Giv dog ikke deres Sønner eders Døtre til Ægte og tag ikke deres Døtre til Hustruer for eders Sønner eller eder selv!

En af Ypperstepræsten Eljasjibs Søn Jojadas Sønner, der var Horoniten Sanballats Svigersøn, jog jeg bort fra min Nærhed.

Således rensede jeg dem for alt fremmed, og jeg ordnede Tjenesten for Præsterne og Leviterne efter det Arbejde, hver især havde.

Hvis Kongen synes, lad der så udgå skriftlig Befaling til at udrydde dem; jeg vil da kunne tilveje Embedsmændene 10.000 Talenter Sølv til at lægge i Kongens Skatkamre.

Alle Kongens Tjenere og Folkene i Kongeos Lande ved, at der for enhver, Mand eller Kvinde, som ukaldet går ind til Kongen i den inderste Gård, kun gælder een Lov, den, at han skal lide Døden, medmindre Kongen rækker sit gyldne Septer ud imod ham; i så Fald beholder han Livet. Men jeg har nu i tredive Dage ikke været kaldt til Kongen!

Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!

Ester svarede: "Hvis Kongen synes, vil jeg bede Kongen og Haman om i Dag at komme til et Gæstebud, jeg har gjort rede for ham."

hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"

Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.

Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port."

Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og giv mig mit Folk på mit Ønske;

thi jeg og mit Folk er solgt til at udryddes, ihjelslås og tilintetgøres.

og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn, udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle Kongens Lande;

thi hvor kan jeg udholde at se den Ulykke, som rammer mit Folk, og hvor kan jeg udholde at se min Slægts Undergang!"

Da sagde Kong Ahasverus til Dronning Ester og Jøden Mordokaj: Hamans Hus har jeg givet Ester, og han, selv er blevet hængt i Galgen, fordi han stod Jødeme efter Livet.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Hvi døde jeg ikke i Moders Liv eller udånded straks fra Moders Skød?

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Min Sjæl er led ved mit Liv, frit Løb vil jeg give min Klage over ham, i min bitre Sjælenød vil jeg tale,

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

jeg burde have været som aldrig født, været ført til Graven fra Moders Skød.

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

Også jeg har som I Forstand, står ikke tilbage for eder, hvo kender vel ikke sligt?

hvad I ved, ved også jeg, jeg falder ikke igennem for jer.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Jeg vil bære mit Kød i Tænderne og tage mit Liv i min Hånd;

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;