'Sa' i Biblen

thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

slip den ikke, så vil den vogte dig, elsk den, så vil den værne dig!

hold den højt, så bringer den dig højt til Vejrs, den bringer dig Ære, når du favner den;

Hør, min Søn, tag imod mine Ord, så bliver dine Leveår mange.

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig!

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

vogt mine bud, så skal du leve, som din Øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig;

og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

I tankeløse, vind jer dog Klogskab, I Tåber, så få dog Forstand!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Lad Tankeløshed fare, så skal I leve, skrid frem ad Forstandens Vej!

revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Omgås Vismænd, så bliver du viis, ilde faren er Tåbers Ven.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

Vælt dine Gerninger på HERREN, så skal dine Planer lykkes.

Mangen Vej synes Manden ret, og så er dens Ende dog Dødens Veje.

Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

Hør på Råd og tag ved Lære, så du til sidst bliver viis.

Hør op, min Søn, med at høre på Tugt og så fare vild fra Kundskabsord.

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

Driv Spotteren ud, så går Trætten med, og Hiv og Smæden får Ende.

Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

Se ikke til Vinen, hvor rød den er, hvorledes den perler i Bægeret; den glider så glat,

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

vid, at så er og Visdom for Sjælen! Når du finder den, har du en Fremtid, dit Håb bliver ikke til intet.

Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

Jeg skued og skrev mig det bag Øre, jeg så og tog Lære deraf:

Når Slagger fjernes fra Sølv, så bliver det hele lutret;

Finder du Honning, så spis til Behov, at du ikke bliver mæt og igen spyr den ud.

Som at lægge Frakken, når det er Frost, og hælde surt over Natron, så er det at synge for mismodig Mand.

Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

Jeg så alt, hvad der sker under Solen, og se, det er alt sammen Tomhed og Jag efter Vind.

Jeg sagde ved mig selv: "Vel,jeg vil prøve med Glæde; så nyd da det gode!" Men se, også det var Tomhed.

Jeg kom på den Tanke at kvæge mit Legeme med Vin, medens mit Hjerte dog rådede med Visdom, og at slå mig på Dårskab, indtil jeg så, hvad det båder Menneskens Børn at gøre under Himmelen, det Dagetal de lever.

Jeg så, at Visdom har samme Fortrin for Tåbelighed som Lys for Mørke:

thi den vises Minde er lige sålidt evigt som Tåbens, fordi nu engang alt glemmes i kommende Dage; ak! den vise må dø så godt som Tåben.

thi der har et Menneske gjort sig. Flid med Visdom, Kundskab og Dygtighed, og så må han overlade sit Eje til et Menneske, som ikke har lagt Flid derpå. Også det er Tomhed og et stort Onde.

Thi det Menneske, som er godt i hans Øjne, giver han Visdom, Kundskab og Glæde; men den, som synder, giver han Slid med at samle og ophobe for så at give det til en, som er god i Guds Øjne. Også det er Tomhed og Jag efter Vind. 

Jeg så det Slid, som Gud har givet Menneskens Børn at slide med.

Fremdeles så jeg under Solen, at Gudløshed var på Rettens Sted og Gudløshed på Retfærds Sted.

Således indså jeg, at intet er bedre for Mennesket end at glæde sig ved sin Gerning, thi det er hans Del; thi hvo kan bringe ham så vidt, at han kan se, hvad der kommer efter hans Død? 

Fremdeles så jeg al den Undertrykkelse, som sker under Solen; jeg så de undertryktes tårer og ingen trøstede dem; de led Vold af deres Undertrykkeres Hånd, og ingen trøstede dem.

Og jeg så, at al Flid og alt dygtigt Arbejde udspringer af den enes Misundelse mod den anden. Også det er Tomhed og Jag efter Vind.

Og mere Tomhed så jeg under Solen.

Og når nogen kan overvælde den ensomme, så kan to stå sig imod ham; tretvundet Snor brister ikke i Hast.

Jeg så alle, som levede og færdedes under Solen, stille sig ved den Ynglings Side, som skulde træde i Kongens Sted;

(5:3) Når du giver Gud et Løfte, så tøv ikke med at holde det! Thi der er ingen Glæde ved Dårer. Hvad du lover, skal du holde.

(5:7) Når du ser den fattige undertrykt og Lov og Ret krænket på din Egn, så undre dig ikke over den Ting; thi på den høje vogter en højere, og andre endnu højere vogter på dem begge.

(5:12) Der er et slemt Onde, som jeg så under Solen: Rigdom gemt hen af sin Ejermand til hans Ulykke;

(5:13) går Rigdommen tabt ved et Uheld, og han har avlet en Søn, så bliver der intet til ham.

(5:14) Som han udgik af sin Moders Liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin Flid vinder han intet, han kan tage med sig.

(5:15) Også det er et slemt Onde: ganske som han kom, går han bort, og hvad Vinding har han så af, at han gør sig Flid hen i Vejret?

Der er et Onde, jeg så under Solen, og som tynger Menneskene hårdt:

Når Gud giver en Mand Rigdom og Gods og Ære, så han intet savner af, hvad han ønsker, og Gud ikke sætter ham i Stand til at nyde det, men en fremmed nyder det, da er dette Tomhed og en slem Lidelse.

Om en Mand avler hundrede Børn og lever mange År, så hans Levetid bliver lang, men hans Sjæl ikke mættes af Goder, så siger jeg dog, at et utidigt Foster er bedre faren end han;

Om han så levede to Gange tusind År, men ikke skuede Lykke - mon ikke alle farer sammesteds hen?

Begge Dele så jeg i mine tomme Dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres Retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres Ondskab.

Thi intet Menneske er så retfærdigt på Jorden, at han kun gør gode Gerninger og aldrig synder.

Tingenes Grund er langt borte, så dyb, så dyb; hvem kan finde den?

Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt Menneskene, som de bør være; men de har så mange sære Ting for. 

Hold en Konges Bud! Men drejer det sig om en Gudsed, så forhast dig ikke.

Som intet Menneske er Herre over Vinden, så han kan spærre den inde, er ingen Herre over Dødens Dag; Krig kan man ikke unddrage sig, og Gudløshed frier ikke sin Mand.

Alt dette så jeg, idet jeg rettede min Tanke på hver en Idræt, som øves under Solen: Der er Tider, da det ene Menneske hersker over det andet til hans Ulykke.

Ligeledes så jeg gudløse stedes til Hvile, medens de, som gjorde det rette, måtte gå bort fra det hellige Sted og glemtes i Byen. Også det er Tomhed.

Så spis da dit Brød med Glæde, drik vel til Mode din Vin; thi din Id har Gud for længst kendt god.

Og atter så jeg under Solen, at Hurtigløberen ikke er Herre over Løbet eller Heltene over Kampen, ej heller de vise over Brødet, ej heller de kløgtige over Rigdom, ej heller de kloge over Yndest, men alle er de bundet af Tid og Tilfælde.

Thi et Menneske kender lige så lidt sin Tid som Fisk, der fanges i det slemme Garn, eller Fugle, der hildes i Snaren; ligesom disse fanges Menneskens Børn i Ulykkens Stund, når den brat falder over dem.

Også dette Tilfælde af Visdom så jeg under Solen, og det gjorde dybt Indtryk på mig:

Der er et Onde, jeg så under Solen; det ser ud som et Misgreb af ham, som har Magten:

Trælle så jeg højt til Hest og Høvdinger til Fods som Trælle.

Er Skyerne fulde af Regn, så gyder de den ud over Jorden; og falder et Træ mod Syd eller Nord; så bliver det liggende der, hvor det falder.

Som du ikke kender Vindens Vej eller Fostret i Moders Liv, så kender du ej heller Guds Virke, han, som virker alt.

Så din Sæd ved Gry og lad Hånden ej hvile ved Kvæld; thi du ved ej, om dette eller hint vil lykkes, eller begge Dele er lige gode.

Min Ven stemmer i og siger så til mig: Stå op, min Veninde, du fagre, kom!

"Så står jeg op og går om i Byen, om På dens Gader og Torve og søger ham, som min Sjæl har kær. "Jeg søgte, men fandt ham ikke.

Vægterne, som færdes i Byen, traf mig: "Så I mon ham, som min Sjæl har kær?"

Knap var jeg kommet forbi dem, så fandt jeg ham, som min Sjæl har kær; jeg greb ham og slap ham ikke, før jeg fik ham ind i min Moders Hus, i hendes Kammer, som fødte mig.

Nordenvind, vågn, Søndenvind kom, blæs gennem min Have, så dens Vellugt spredes! Min Ven komme ind i sin Have og nyde dens udsøgte Frugt! 

Så lukked jeg op for min Ven, men min Ven var gået sin Vej. Jeg var ude af mig selv ved hans Ord. Jeg søgte, men fandt ham ikke, kaldte, han svared mig ikke.

"Hvad Fortrin har da, din Ven, du fagreste, blandt Kvinder? Hvad Fortrin har da din Ven, at du besværger os så?"

Vend dine Øjne fra mig, de forvirrer mig så! Dit Hår er som en Gedeflok, bølgende ned fra Gilead.

Vend dig, vend dig, Sulamit, vend dig, vend dig, så vi kan se dig!"Hvad vil I se på Sulamit, mens Sværddansen trædes?" 

Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.

Er hun en Mur, så bygger vi en krone af sølv derpå, men er hun en Dør, så spærrer vi den med Cederplanke.

Eders Land er øde, eders Byer brændt, fremmede æder eders Jord for eders Øjne så øde som ved Sodomas Undergang.

Breder I Hænderne ud, skjuler jeg Øjnene for jer. Hvor meget I så end beder, jeg hører det ikke. Eders Hænder er fulde af Blod;

At den skulde ende som Skøge, den trofaste By, Zion, så fuld af Ret, Retfærdigheds Hjem, men nu er der Mordere.