'Den' i Biblen

Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:13) Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 

Shiggajon af David. Han sang den til Herren på grund af benjaminitten Kush. (7:2) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

(7:8) Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!

(7:10) På gudløses Ondskab gøre du Ende, støt den retfærdige, du, som prøver Hjerter og Nyrer, retfærdige Gud.

(7:16) han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.

(7:18) Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn. 

Til Korherren. Al-ha-gittit. Salme af David. (8:2) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord du, som bredte din Højhed ud over Himlen!

(8:10) HERRE, vor Herre, hvor herligt er dit Navn på den vide Jord! 

(9:17) HERREN blev åbenbar, holdt Dom, den gudløse hildedes i sine Hænders Gerning. - Higgajon Sela.

(9:19) Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

Den gudløse jager i Hovmod den arme, fanger ham i de Rænker, han spinder;

thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

Når selv Grundpillerne styrter, hvad gør den retfærdige da?"

(12:3) de taler Løgn, den ene til den anden, med svigefulde Læber og tvedelt Hjerte.

(12:4) Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

(12:6) "For armes Nød og fattiges Suk vil jeg nu stå op", siger HERREN, "jeg frelser den, som man blæser ad."

Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

Den, som vandrer fuldkomment og øver Ret, taler Sandhed af sit Hjerte;

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

Rejs dig, HERRE, træd ham i Møde, kast ham til Jorden, fri med dit Sværd min Sjæl fra den gudløses Vold,

(18:4) Jeg påkalder HERREN, den Højlovede, og frelses fra mine Fjender.

(18:14) HERREN tordnede fra Himlen, den Højeste lod høre sin Røst, Hagl og Ildgløder.

(18:26) Du viser dig from mod den fromme, retsindig mod den retsindige,

(18:27) du viser dig ren mod den rene og vrang mod den svigefulde.

(18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(19:7) rinder op ved Himlens ene Rand, og dens Omløb når til den anden. Intet er skjult for dens Glød.

(20:10) HERRE, frels dog Kongen og svar os, den Dag vi kalder! 

(21:8) Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

(22:4) Og dog er du den hellige, som troner på Israels Lovsange.

(22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

(22:28) Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.

Den med skyldfri Hænder og Hjertet rent, som ikke sætter sin Hu til Løgn og ikke sværger falsk;

Så er den Slægt, som spørger efter ham, som søger dit Åsyn, Jakobs Gud! - Sela.

Hvo er den Ærens Konge? HERREN, stærk og vældig, HERREN, vældig i Krig!

Hvo er han, den Ærens Konge? HERREN, Hærskarers Herre, han er Ærens Konge! - Sela. 

HERRE, kom din Barmhjertighed i Hu og din Nåde, den er jo fra Evighed af.

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

Om nogen frygter HERREN, ham viser han den Vej, han skal vælge;

Min Fod står på den jævne Grund, i Forsamlinger vil jeg love HERREN. 

HERRENs Røst, den splintrer Cedre, HERREN splintrer Libanons Cedre,

får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!

HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven.

(31:19) Lad de falske Læber forstumme, som taler frækt om den retfærdige med Hovmod og Foragt.

(31:24) Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

Salig den, hvis Overdtrærdselser er forladt, hvis Synd er skjult:

Derfor bede hver from til dig, den Stund du findes. Kommer da store Vandskyl, ham skal de ikke nå.

Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.

til Frelse slår Stridshesten ikke til, trods sin store Styrke redder den ikke.

(34:9) Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!

(34:20) Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Til Korherren. Af Herrens Tjener. Af David (36:2) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;

(36:3) thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

og fører din Retfærdighed frem som Lyset, din Ret som den klare Dag.

Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.

En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

Den gudløse vil den retfærdige ilde og skærer Tænder imod ham;

Den gudløse låner og bliver i Gælden, den retfærdige ynkes og giver;

Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;

Den gudløse lurer på den retfærdige og står ham efter Livet,

Til Korherren. For Jedutun. Salme af David (39:2) Jeg sagde: "Mine Veje vil jeg vogte på, så jeg ikke synder med Tungen; min Mund vil jeg holde i Tømme, så længe den gudløse er mig nær!"

(40:3) Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

Til Korherren. Salme af David (41:2) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;

(42:3) Min Sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds Åsyn?

(44:17) for spottende, hånende Tale, for Fjendens og den hævngerriges Blikke.

(45:3) Den skønneste er du af Menneskens Børn, Ynde er udgydt på dine Læber, derfor velsignede Gud dig for evigt.

(46:5) En Flod og dens Bække glæder Guds Stad, den Højeste har helliget sin Bolig;

(46:6) i den er Gud, den rokkes ikke, Gud bringer den Hjælp, når Morgen gryr.

(47:3) Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.

(48:3) Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.

(48:9) Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

(49:21) Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. 

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.

Lovsang skal du ofre til Gud og holde den Højeste dine Løfter.

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 

Til Korherren. Maskil af David (52:2) Dengang Edomitten Do'eg gik hen og fortalte Saul, at David var taget ind til Akimelek (52:3) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

(55:23) Kast din Byrde på HERREN, så sørger han for dig, den retfærdige lader han ikke i Evighed rokkes.

(56:10) Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

(57:3) Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;

(58:5) Gift har de i sig som Slangen, den stumme Øgle, der døver sit Øre

(58:6) og ikke vil høre på Tæmmerens Røst, på den kyndige Slangebesværger.

(58:11) Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;