'Den' i Biblen

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Denne Dag vorde Mørke, Gud deroppe spørge ej om den, over den stråle ej Lyset frem!

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

Mørket tage den Nat, den høre ej hjemme blandt Årets Dage, den komme ikke i Måneders Tal!

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

dens Morgenstjerner formørkes, den bie forgæves på Lys, den skue ej Morgenrødens Øjenlåg,

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Mon Gud vel bøjer Retten, bøjer den Almægtige Retfærd?

Thi spørg dog den befarne Slægt, læg Mærke til Fædrenes Granskning!

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse?

Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du?

Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet.

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

retsindige stivner af Rædsel ved sligt, over vanhellig harmes den skyldfri,

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

han må af med sin Vinding, svælger den ej, får ingen Glæde af tilbyttet Gods.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.

Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage! 

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

som sagde til Gud: "Gå fra os! Hvad kan den Almægtige gøre os?"

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

Vender du ydmygt om til den Almægtige, fjerner du Uretten fra dit Telt,

så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

- Man river den faderløse fra Brystet, tager den armes Barn som Borgen.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

"Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse Arm!

Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en Fylde af Visdom!

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

Stien derhen er Rovfuglen ukendt, Falkens Øje udspejder den ikke;

den trædes ikke af stolte Vilddyr, Løven skrider ej frem ad den.

Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

Mennesket kender ikke dens Vej, den findes ej i de levendes Land;

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

den opvejes ikke med Ofirguld, med kostelig Sjoham eller Safir;

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

Den er dulgt for alt levendes Øje og skjult for Himmelens Fugle;

Gud er kendt med dens Vej, han ved, hvor den har sit Sted;

da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.