'Det' i Biblen

(7:8) Lad Folkeflokken samles om dig, tag Sæde over den hist i det høje!

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

Han siger i Hjertet: "Gud glemmer, han skjuler sit Åsyn; han ser det aldrig."

Du skuer dog Møje og Kvide, ser det og tager def i din Hånd; Staklen tyr hen til dig, du er den faderløses Hjælper.

(12:7) HERRENs Ord er rene Ord, det pure, syvfold lutrede Sølv.

(18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

(19:3) Dag bærer Bud til Dag, Nat lader Nat det vide.

(21:5) Han bad dig om Liv, og du gav ham det, en Række af Dage uden Ende.

(22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

(22:28) Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

Han vejleder ydmyge i det, som er ret, og lærer de ydmyge sin Vej.

HERRE, jeg elsker dit Hus, det Sted, hvor din Herlighed bor.

Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.

Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

(34:3) min Sjæl skal rose sig af HERREN, de ydmyge skal høre det og glæde sig.

som var det en Ven eller Broder; jeg gik, som sørged jeg over min Moder, knuget af Sorg.

de spærrer Munden op imod mig og siger: "Ha, ha! Vi så det med egne Øjne!"

Du så det, HERRE, vær ikke tavs, Herre, hold dig ej borte fra mig;

(36:5) på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke.

(36:7) din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ,

Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

Stol på HERREN og gør det gode, bo i Landet og læg Vind på Troskab,

Tæm din Harme, lad Vreden fare, græm dig ikke, det volder kun Harm.

Det lidt, en retfærdig har, er bedre end mange gudløses Rigdom;

(38:21) som lønner mig godt med ondt, som står mig imod, fordi jeg søger det gode.

(39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

(39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

(39:10) Jeg tier og åbner ikke min Mund, du voldte det jo.

(40:3) Han drog mig op af den brusende Grav, af det skidne Dynd, han satte min Fod på en Klippe, gav Skridtene Fasthed,

(40:4) en ny Sang lagde han i min Mund, en Lovsang til vor Gud. Mange skal se det og frygte og stole på HERREN.

(40:10) I en stor Forsamling forkyndte jeg Retfærd, se, mine Læber lukked jeg ikke; HERRE, du ved det.

(41:3) HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(42:11) Det er, som knustes mine Ben, når Fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig : "Hvor er din Gud?"

Til Korherren. Maskil af Kora-Sønnerne (44:2) Gud, vi har hørt det med egne ører, vore Fædre har fortalt os derom; du øved en Dåd i deres Dage, i Fortids Dage med din Hånd;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(44:18) Alt det kom over os, skønt vi glemte dig ikke, sveg ikke heller din Pagt!

(44:22) vilde Gud ej opspore det? Han kender jo Hjerternes Løn dom

(48:3) Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.

(48:9) Som vi havde hørt det, så vi det selv i Hærskarers HERREs By, i vor Guds By; til evig Tid lader Gud den stå. - Sela.

Til Korherren. Salme af Kora-Sønnerne (49:2) Hør det, alle Folkeslag, lyt til, al Verdens Folk,

(49:9) - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

Om jeg hungred, jeg sagde det ikke til dig, thi mit er Jorderig og dets Fylde!

det gør du, og jeg skulde tie, og du skulde tænke, jeg er som du! Revse dig vil jeg og gøre dig det klart.

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

(51:18) Thi i Slagtoffer har du ikke Behag, og gav jeg et Brændoffer, vandt det dig ikke.

(52:8) De retfærdige ser det, frygter og håner ham leende:

(54:7) Det onde vende sig mod mine Fjender, udryd dem i din Trofasthed!

(54:8) Da vil jeg frivilligt ofre til dig, prise dit Navn, o HERRE, thi det er godt;

(54:9) thi det frier mig ud af al Nød; mit Øje skuer med Fryd mine Fjender! 

(55:13) Det var ikke en Fjende, som hånede mig - det kunde bæres; min uven ydmygede mig ej - ham kunde jeg undgå;

(55:15) og det skønt vi delte Samværets Sødme, vandrede endrægtelig i Guds Hus.

(56:8) Gengæld du dem det onde, stød Folkene ned i Vrede, o Gud!

Til Korherren. Al-tashket. Miktam af David (58:2) Er det virkelig Ret, I taler, I Guder, dømmer I Menneskenes Børn retfærdigt?

(59:8) Se, deres Mund løber over, på deres Læber er Sværd, thi: "Hvem skulde høre det?"

(60:4) du lod Landet skælve, slå Revner, læg nu dets Brist, thi det vakler!

(62:12) Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

(63:3) (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

(65:10) Du så til Landet, vanded det, gjorde det såre rigt, Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dets Korn,

(65:11) du vander dets Furer, jævner knoldene, bløder det med Regn, velsigner dets Sæd.

(68:19) Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.

(69:11) jeg spæged min Sjæl med Faste, og det blev mig til Spot;

(69:32) det er mer for HERREN end Okser end Tyre med Horn og Klove!

(69:33) Når de ydmyge ser det, glæder de sig; I, som søger Gud, eders Hjerte oplives!

(69:36) thi Gud vil frelse Zion og opbygge Judas Byer; der skal de bo og tage det i Eje;

(69:37) hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. 

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

Det så ud, som når man løfter Økser i Skovens Tykning.

Og alt det udskårne Træværk der! De hugged det sønder med Økse og Hammer.

(77:11) Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

Han satte et Vidnesbyrd i Jakob, i Israel gav han en Lov, idet han bød vore Fædre at lade deres Børn det vide,

at en senere Slægt kunde vide det, og Børn, som fødtes siden, stå frem og fortælle deres Børn derom,

Det hørte HERREN, blev vred, der tændtes en Ild mod Jakob, ja Vrede kom op mod Israel,

Hvor tit stod de ham ikke imod i Ørkenen og voldte ham Sorg i det øde Land!

Det hørte Gud og blev vred følte højlig Lede ved Israel;

han opgav sin Bolig i Silo, det Telt, hvor han boede blandt Mennesker;

han byggede sit Tempel himmelhøjt, grundfæstede det evigt som Jorden.

(80:18) Lad din Hånd være over din højres Mand, det Menneskebarn, du opfostrede dig!

(81:5) Thi det er Lov i Israel, et Bud fra Jakobs Gud;

(81:6) han gjorde det til en Vedtægt i Josef, da han drog ud fra Ægypten, hvor han hørte et Sprog, han ikke kendte.

(83:12) Deres Høvdinger gå det som Oreb og Ze'eb, alle deres Fyrster som Zeba og Zalmunna,

Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.

(88:5) jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med,

(88:7) Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted;

(89:16) Saligt det Folk, der kender til Frydesang, vandrer, HERRE, i dit Åsyns Lys!

ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt.

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt!

Falder end tusinde ved din Side, ti Tusinde ved din højre Hånd, til dig når det ikke hen;

du ser det kun med dit Øje, er kun Tilskuer ved de gudløses Straf;