'Det' i Biblen

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:

i Mørke raver de, selv om Dagen, famler ved Middag, som var det Nat.

Se, det har vi gransket, således er det; det har vi hørt, så vid også du det! 

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

Spørg dog Kvæget, det skal lære dig, Himlens Fugle, de skal oplyse dig,

se til Jorden, den skal lære dig lad Havets Fisk fortælle dig det!

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

Alt nu er mit Vidne i Himlen, min Talsmand er i det høje;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

sparer på det og slipper det ikke, holder det fast til sin Gane,

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

midt i sin Overflod har han det trangt, al Slags Nød kommer over ham.

"Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

hvad du sætter dig for, det lykkes, det lysner på dine Veje;

han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed! 

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

dem, det gik skævt, rev han bort i sin Vælde. Han står op og er ikke tryg på sit Liv,

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

Han udspænder Norden over det tomme, ophænger Jorden på intet;

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!

se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?

Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

man tilstopper Strømmenes Kilder og bringer det skjulte for Lyset.

Man får den ej for det fineste Guld, for Sølv kan den ikke købes,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

hvad var ellers min Lod fra Gud hist oppe, den Arv, den Almægtige gav fra det høje?

Har jeg slået min Lid til Guld, kaldt det rene Guld min Fortrøstning,

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Sandelig, tog jeg det på min Skulder, kransed mit Hoved dermed som en Krone,

Dog, det har du sagt i mit Påhør, jeg hørte så lydende Ord:

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

hans Kød svinder hen, så det ikke ses, hans Knogler, som før ikke sås, bliver blottet;

Han synger det ud for Folk: "Jeg synded og krænkede Retten og fik dog ej Løn som forskyldt!

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

fordi de veg borf fra ham og ikke regned hans Veje det mindste,

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

"Holder du det for Ret, og kalder du det din Ret for Gud,

at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?