'Et' i Biblen

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

"Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

Skriger et Vildæsel midt i Græsset, brøler en Okse ved sit Foder?

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Vil du skræmme et henvejret Blad, forfølge et vissent Strå,

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

endsige en Mand, det Kryb, et Menneskebarn, den Orm! 

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Har jeg set en Stakkel blottet for Klæder, en fattig savne et Tæppe

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

Du Menneske, dig vedkommer din Gudløshed, dig, et Menneskebarn, din Retfærd!

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.

Udgyd din Vredes Strømme, slå de stolte ned med et Blik,

bøj med et Blik de stolte og knus på Stedet de gudløse,

(40:26) Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?

(41:7) Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;

Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;

Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"