'Gar' i Biblen

Salig den Mand, som ikke går efter gudløses Råd, står på Synderes Vej eller sidder i Spotteres Lag,

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

(38:6) Mine Sår både stinker og rådner, for min Dårskabs Skyld går jeg bøjet;

(39:11) Borttag din Plage fra mig, under din vældige Hånd går jeg til.

(39:14) Se bort fra mig, så jeg kvæges, før jeg går bort og ej mer er til! 

(41:3) HERREN vogter ham, holder ham i Live, det går ham vel i Landet, han giver ham ikke i Fjendevold.

(41:7) Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(49:11) nej, han skal se den; Vismænd dør, både Dåre og Tåbe går bort. Deres Gods må de afstå til andre,

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:15) I Dødsriget drives de ned som Får, deres Hyrde skal Døden være; de oprigtige træder på dem ved Gry, deres Skikkelse går Opløsning i Møde, Dødsriget er deres Bolig.

(55:11) de går Rundgang Dag og Nat på dens Mure;

(56:6) De oplægger stadig Råd imod mig, alle deres Tanker går ud på ondt.

(68:3) som Røg henvejres, så henvejres de; som Voks, der smelter for Ild, går gudløse til Grunde for Guds Åsyn.

(69:3) jeg er sunket i bundløst Dynd, hvor der intet Fodfæste er, kommet i Vandenes Dyb, og Strømmen går over mig;

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

(84:7) Når de går gennem Bakadalen, gør de den til Kildevang, og Tidligregnen hyller den i Velsignelser.

(84:8) Fra Kraft til Kraft går de frem, de stedes for Gud på Zion.

(88:17) din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde,

Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt.

Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted.

(92:10) Thi se, dine Fjender, HERRE, se, dine Fjender går under, alle Udådsmænd spredes!

han går ikke bestandig i Rette, gemmer ej evigt på Vrede;

Mennesket går til sit Dagværk, ud til sin Gerning, til Kvæld falder på.

Den gudløse ser det og græmmer sig, skærer Tænder og går til Grunde; de gudløses Attrå bliver til intet. 

Hvad fejler du, Hav, at du flyr, Jordan, hvi går du tilbage,

de har Hænder, men føler ikke, Fødder, men går dog ej, deres Strube frembringer ikke en Lyd.

Oplad mig Retfærdigheds Porte, ad dem går jeg ind og lovsynger HERREN!

Her er HERRENs Port, ad den går retfærdige ind.

Altid går jeg med Livet i Hænderne, men jeg glemte ikke din Lov.

de går deres Gang med Gråd, når de udstrør Sæden, med Frydesang kommer de hjem, bærende deres Neg. 

Det er forgæves, I står årle op og går sent til Ro, ædende Sliddets Brød; alt sligt vil han give sin Ven i Søvne.

Salig enhver, som frygter Herren og går på hans veje!

Dit Arbejdes Frugt skal du nyde, salig er du, det går dig vel!

Folk, som går forbi, siger ikke: "HERRENs Velsignelse over eder! Vi velsigner eder i HERRENs Navn!" 

Går jeg i Trængsel, du værger mig Livet, mod Fjendernes Vrede udrækker du Hånden, din højre bringer mig Frelse.

du har Rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine Veje kender du grant.

lad de gudløse falde i egne Gram, medens jeg går uskadt videre. 

Hans Ånd går bort, han bliver til Jord igen, hans Råd er bristet samme Dag.