'Gar' i Biblen

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile,

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,

Revser han dig for din Gudsfrygt? Eller går han i Rette med dig derfor?

Dit Lys blev Mørke, du kan ej se, og Strømme af Vand går over dig!

Skyerne skjuler ham, så han ej ser, på Himlens Runding går han!"

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

thi jeg går til i Mørket, mit Åsyn dækkes af Mulm. 

Som vilde Æsler i Ørkenen går de ud til deres Gerning søgende efter Næring; Steppen er Brød for Børnene.

Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Sender du Lynene ud, så de går, og svarer de dig: "Her er vi!"

Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.