Jern skærpes med Jern, det ene Menneske skærper det andet.

Ros dig ikke af Dagen i Morgen, du ved jo ikke, hvad Dag kan bringe.

Vennehånds Hug er ærligt mente, Avindsmands Kys er mange.

Som i Vandspejlet Ansigt møder Ansigt, slår Menneskehjerte Menneske i Møde.

Hellere åbenlys Revselse end Kærlighed, der skjules.

Lad en anden rose dig, ikke din Mund, en fremmed, ikke dine egne Læber.

Ustandseligt Tagdryp en Regnvejrsdag og trættekær Kvinde ligner hinanden;

Olie og Røgelse fryder Sindet, men Sjælen sønderslides af Kummer.

Mærk dig, hvorledes dit Småkvæg ser ud, hav Omhu for dine Hjorde;

Dødsrige og Afgrund kan ikke mættes, ej heller kan Menneskens Øjne mættes.

Den kloge ser Faren og søger i Skjul, tankeløse går videre og bøder,

Vrede er grum, og Harme skummer, men Skinsyge, hvo kan stå for den?

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

Slip ikke din Ven og din Faders Ven, gå ej til din Broders Hus på din Ulykkes Dag. Bedre er Nabo ved Hånden end Broder i det fjerne.

Vær viis, min Søn, og glæd mit Hjerte, at jeg kan svare den, der smæder mig.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, efter sit Ry bedømmes en Mand.

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

Den mætte vrager Honning, alt beskt er sødt for den sultne.

0m du knuste en Dåre i Morter med Støder midt imellem Gryn, hans Dårskab veg dog ej fra ham.

Sten er tung, og Sand vejer til, men tung fremfor begge er Dårers Galde.

Som Fugl, der må fly fra sin Rede, er Mand, der må fly fra sit Hjem:

thi Velstand varer ej evigt, Rigdom ikke fra Slægt til Slægt;

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

er Sommergræsset svundet, Grønt spiret frem, og sankes Bjergenes Urter,

den, som vil skjule hende, skjuler Vind, og hans højre griber i Olie.

da har du Lam til at give dig Klæder og Bukke til at købe en Mark,

Gedemælk til Mad for dig og dit Hus, til Livets Ophold for dine Piger.