I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Løgnetunge giver mange Hug, hyklersk Mund volder Fald. 

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Er der intet Brænde, går Ilden ud, er der ingen Bagtaler, stilles Trætte.

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Som en Spurv i Fart, som en Svale i Flugt så rammer ej Banden mod sagesløs Mand.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Som en vanvittig Mand, der udslynger Gløder, Pile og Død,

Som Sølvovertræk på et Lerkar er ondsindet Hjerte bag glatte Læber.

Svøbe for Hest, Bidsel for Æsel og Ris for Tåbers Ryg.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Den lade siger: "Et Rovdyr på Vejen, en Løve ude på Torvene!"

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

Som en Skytte, der sårer enhver, som kommer, er den, der lejer en Tåbe og en drukken.

Trækul til Gløder og Brænde til Ild og trættekær Mand til at optænde Kiv.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Den lade rækker til Fadet, men gider ikke føre Hånden til Munden.

Den afhugger Fødderne og inddrikker Vold, som sender Bud ved en Tåbe.

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

er den, der sviger sin Næste og siger: "Jeg spøger jo kun."

Slappe som den lammes Ben er Ordsprog i Tåbers Mund.

Den, der dølger sit Had med Svig, hans Ondskab kommer frem i Folkets Forsamling.