'Mig' i Biblen

(6:9) Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,

Shiggajon af David. Han sang den til Herren på grund af benjaminitten Kush. (7:2) HERRE min Gud, jeg lider på dig, frels mig og fri mig fra hver min Forfølger,

(7:3) at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

(7:9) HERREN dømmer Folkeslag. Mig dømme du, HERRE, efter min Retfærd og Uskyld!

(9:3) glæde og fryde mig i dig, lovsynge dit Navn, du Højeste,

(9:14) "HERRE, vær nådig, se, hvad jeg lider af Avindsmænd, du, som løfter mig op fra Dødens Porte,

Til Korherren.Salme af David. (13:2) Hvor længe vil du evigt glemme mig, Herre, hvor længe skjule dit Åsyn for mig?

(13:3) Hvor længe skal jeg huse Sorg i min Sjæl, Kvide i Hjertet Dag og Nat? Hvor længe skal Fjenden ophøje sig over mig?

(13:4) Se til og svar mig, HERRE min Gud, klar mine Øjne, så jeg ej sover ind i Døden

Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god! 

Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!

Snorene faldt mig på liflige Steder, ja, en dejlig Arvelod tilfaldt mig.

Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

Du lærer mig Livets Vej; man mættes af Glæde for dit Åsyn, Livsalighed er i din højre for evigt. 

Prøv mit Hjerte, se efter om Natten, ransag mig, du finder ej Svig hos mig.

Ej synded min Mund, hvad end Mennesker gjorde; ved dine Læbers Ord vogted jeg mig for Voldsmænds Veje;

Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

Vogt mig som Øjestenen, skjul mig i dine Vingers Skygge

for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

(18:5) Dødens Reb omsluttede mig, Ødelæggelsens Strømme forfærdede mig,

(18:6) Dødsrigets Reb omspændte mig, Dødens Snarer faldt over mig;

(18:17) Han udrakte Hånden fra det høje og greb mig, drog mig op af de vældige Vande,

(18:18) frelste mig fra mine mægtige Fjender, fra mine Avindsmænd; de var mig for stærke.

(18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

(18:20) Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

(18:21) HERREN gengældte mig efter min Retfærd, lønned mig efter mine Hænders Uskyld;

(18:22) thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud

(18:23) hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

(18:24) Ustraffelig var jeg for ham og vogtede mig for Brøde.

(18:25) HERREN lønned mig efter min Retfærd, mine Hænders Uskyld, som stod ham for Øje!

(18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

(18:34) gjorde mine Fødder som Hindens og gav mig Fodfæste på Højene,

(18:36) Du gav mig din Frelses Skjold, din højre støttede mig, din Nedladelse gjorde mig stor;

(18:40) Du omgjorded mig med Kraft til Kampen, mine Modstandere tvang du i Knæ for mig;

(18:44) Du friede mig af Folkekampe, du satte mig til Folkeslags Høvding; nu tjener mig ukendte Folk;

(18:45) hører de om mig, lyder de mig, Udlandets Sønner kryber for mig;

(18:48) den Gud, som giver mig Hævn, tvinger Folkeslag under min Fod

(18:49) og frier mig fra mine vrede Fjender! Du ophøjer mig over mine Modstandere, fra Voldsmænd frelser du mig.

(19:13) Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!

(19:14) Værn også din Tjener mod frække, ej råde de over mig! Så bliver jeg uden Lyde og fri for svare Synder.

Til Korherren. Al-ajjelet-ha-shahar. Salme af David (22:2) Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? Mit Skrig til Trods er Frelsen mig fjern.

(22:8) alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

(22:10) Ja, du drog mig af Moders Liv, lod mig hvile trygt ved min Moders Bryst;

(22:12) Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

(22:13) Stærke Tyre står omkring mig, Basans vældige omringer mig,

(22:14) spiler Gabet op imod mig som rovgridske, brølende Løver.

(22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

(22:16) min Gane er tør som et Potteskår til Gummerne klæber min Tunge, du lægger mig ned i Dødens Støv.

(22:17) Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

(22:18) jeg kan tælle alle mine Ben; med Skadefryd ser de på mig.

(22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

(22:22) Frels mig fra Løvens Gab, fra Vildoksens Horn! Du har bønhørt mig.

HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes,

han lader mig ligge på grønne Vange. Til Hvilens Vande leder han mig, han kvæger min Sjæl,

han fører mig ad rette Veje for sit Navns Skyld.

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

I mine Fjenders Påsyn dækker du Bord for mig, du salver mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over.

Kun Godhed og Miskundhed følger mig alle mine Dage, og i HERRENs Hus skal jeg bo gennem lange Tider. 

min Gud jeg stoler på dig, lad mig ikke beskæmmes, lad ej mine Fjender fryde sig over mig.

Lad mig kende dine Veje, HERRE lær mig dine Stier.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

Let mit Hjertes Trængsler og før mig ud af min Nød.

Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

Vogt min Sjæl og frels mig, jeg lider på dig, lad mig ikke beskæmmes.

Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

Ransag mig, HERRE, og prøv mig, gransk mine Nyrer og mit Hjerte;

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

Jeg har jo vandret i Uskyld, forløs mig og vær mig nådig!

Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.

Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

HERRE, hør mit Råb, vær nådig og svar mig!

skjul ikke dit Åsyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!

Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.

Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;

giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

Riv mig ej bort med gudløse, Udådsmænd, som har ondt i Sinde mod Næsten trods venlige Ord.

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(30:3) HERRE min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig.

(30:4) Fra Dødsriget, HERRE, drog du min Sjæl, kaldte mig til Live af Gravens Dyb.

(30:11) HERRE, hør og vær nådig, HERRE, kom mig til Hjælp!"

(30:12) Du vendte min Sorg til Dans, løste min Sørgedragt, hylled mig i Glæde,

Til Korherren. Salme af David (31:2) HERRE, jeg lider på dig, lad mig aldrig i Evighed skuffes.

(31:3) du bøje dit Øre til mig; red mig i Hast og vær mig en Tilflugtsklippe, en Klippeborg til min Frelse;

(31:4) thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:6) i din Hånd befaler jeg min Ånd. Du forløser mig, HERRE, du tro faste Gud,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

(31:10) Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

(31:12) For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

(31:16) mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

(31:17) lad dit Ansigt lyse over din Tjener, frels mig i din Miskundhed.