'Mig' i Biblen

Stil Sikkerhed for mig hos dig! Hvem anden giver mig Håndslag?

Til Mundheld har du gjort mig for Folk, jeg er blevet et Jærtegn for dem;

Natten gør jeg til Dag, Lyset for mig er Mørke;

Mon de vil følge mig ned i Dødsriget, skal sammen vi synke i Støvet? 

"Hvor længe vil I krænke min Sjæl og slå mig sønder med Ord?

I håner mig nu for tiende Gang, mishandler mig uden Skam.

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

brød mig ned overalt, så jeg må bort, oprykked mit Håb som Træet;

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

mine Piger regner mig for en fremmed, vildfremmed er jeg i deres Øjne;

selv Drenge agter mig ringe, når jeg reljser mig, taler de mod mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Nåde, mine Venner, Nåde, thi Guds Hånd har rørt mig!

Hvi forfølger og I mig som Gud og mættes ej af mit Kød?

"Derfor bruser Tankerne i mig, og derfor stormer det i mig;

Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!

Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,

vide, hvad Svar han gav mig, skønne, hvad han sagde til mig!

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

Ja, Gud har nedbrudt mit Mod, forfærdet mig har den Almægtige;

Horkarlens Øje lurer på Skumring, han tænker: "Intet Øje kan se mig!" og skjuler sit Ansigt under en Maske.

Og hvis ikke - hvo gør mig til Løgner, hvo gør mine Ord til intet? 

"Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Dybet siger: "I mig er den ikke!" Havet: "Ej heller hos mig!"

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.

den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;

jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.

jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;

Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;

de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.

Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.

Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;

thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.

ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;

trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;

på Rettens Vægtskål veje han mig, så Gud kan kende min Uskyld

Har jeg ringeagtet min Træls og min Trælkvindes Ret, når de trættede med mig,

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

Har min Mark måttet skrige over mig og alle Furerne græde,

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

derfor siger jeg: Hør mig, lad også mig komme frem med min Viden!

Mod mig har han ikke rettet sin Tale, og med eders Ord vil jeg ikke svare ham.

thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort! 

Guds Ånd har skabt mig, den Almægtiges Ånde har givet mig Liv.

Svar mig, i Fald du kan, rust dig imod mig, mød frem!

Rædsel for mig skal ikke skræmme dig, min Hånd skal ej ligge tyngende på dig.

men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

Lyt til og hør mig, Job, ti stille, så jeg kan tale!

Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom! 

"Hør mine Ord, I vise, I forstandige Mænd, lån mig Øre!

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

jeg ser det, lær du mig; har jeg gjort Uret, jeg gør det ej mer!"

Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

Lær mig, hvad vi skal sige ham! Intet kan vi få frem for Mørke.

Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

"Omgjord som en Mand dine Lænder, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Mon du vil gøre min Ret til intet, dømme mig, for af du selv kan få Ret?

"Hvem fordunkler mit Råd med Ord, som er uden Indsigt?" Derfor: jeg talte uden Forstand om noget, som var mig for underfuldt, og som jeg ej kendte til.

Hør dog, og jeg vil tale, jeg vil spørge, og du skal lære mig!

Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!

Tag eder derfor syv Tyre og syv Vædre og gå til min Tjener Job og bring et Brændoffer for eder. Og min Tjener Job skal gå i Forbøn for eder, thi ham vil jeg bønhøre, så jeg ikke gør en Ulykke på eder, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!"

Jeg kundgør HERRENs Tilsagn. Han sagde til mig: "Du er min Søn, jeg har født dig i Dag!

Bed mig, og jeg giver dig Hedningefolk til Arv og den vide Jord i Eje;

En Salme af David, da han flygtede for sin Søn Absalom. (3:2) HERRE, hvor er mine Fjender mange! Mange er de, som rejser sig mod mig,

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(3:5) Jeg råber højlydt til HERREN, han svarer mig fra sit hellige Bjerg. - Sela.

(3:6) Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.

(3:7) Jeg frygter ikke Titusinder af Folk, som trindt om lejrer sig mod mig.

(3:8) Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

Til Korherren. Til strengespil. Salme af David. (4:2) Svar, når jeg råber, min Retfærds Gud! I Trængsel skaffede du mig Rum. Vær nådig og hør min Bøn!

(4:4) Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

(5:8) Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

(5:9) Så led mig for mine Fjenders Skyld i din Retfærd, HERRE, jævn din Vej for mit Ansigt!

Til Korherren. Til strengespil. Al-ha-sheminit. Salme af David. (6:2) HERRE, revs mig ej i din Vrede, tugt mig ej i din Harme,

(6:3) vær mig nådig Herre, jeg sygner hen, mine Ledmod skælver, læg mig, Herre!

(6:5) Vend tilbage, HERRE, og frels min Sjæl, hjælp mig dog for din Miskundheds Skyld!