'Mig' i Biblen

Da sagde Kongen til mig, medens Dronningen sad ved hans Side: "Hvor længe vil den Rejse vare, og hvornår kan du vende tilbage? Og da Kongen således fandt for godt at lade mig rejse, opgav jeg ham en Tid.

Og jeg sagde til Kongen: Hvis Kongen synes, så lad mig få Breve med til Statholderne hinsides Floden, så de lader mig drage videre, til jeg når Juda,

og et Brev til Asaf, Opsynsmanden.over den kongelige Skov, at han skal give mig Træ til Bjælkeværket i Tempelborgens Porte og til Byens Mur og det Hus, jeg tager ind i! Det gav Kongen mig, eftersom min Guds gode Hånd var over mig.

Da jeg kom til Statholderne hinsides Floden, gav jeg dem Kongens Breve; desuden havde Kongen givet mig Hærførere og Ryttere med på Rejsen.

brød jeg op ved Nattetide sammen med nogle få Mænd uden at have sagt noget Menneske, hvad min Gud havde skudt mig i Sinde at gøre for Jerusalem; og der var intet andet Dyr med end det, jeg red på.

derpå red jeg videre til Kildeporten og Kongedammen, men der var ikke Plads nok til, at mit Ridedyr kunde komme frem med mig.

Forstanderne vidste ikke, hvor jeg var gået hen, eller hvad jeg foretog mig; og hverken Jøderne, Præsterne, Stormændene, Forstanderne eller de andre, der skulde have med Arbejdet at gøre, havde jeg endnu sagt noget.

Og da jeg fortalte dem, hvorledes min Guds gode Hånd havde været over mig, og om de Ord, Kongen havde talt til mig, sagde de: Lad os gøre os rede og bygge! Og de tog sig sammen til det gode Værk.

Og hverken jeg eller mine Brødre eller mine Folk eller Vagten, der fulgte mig, afførte os vore Klæder, og enhver, der blev sendt efter Vand, havde Spydet med. 

Da jeg hørte deres Klager og disse deres Ord, blussede Vreden heftigt op i mig;

Desuden skal det nævnes, at fra den Dag Kong Artaxerxes bød mig være deres Statholder i Judas Land, fra Kong Artaxerxes's tyvende til hans to og tredivte Regeriogsår, hele tolv År, spiste hverken jeg eller mine Brødre det Brød, der tilkom Statholderen,

Kom i Hu alt, hvad jeg har gjort for dette Folk, og regn mig det til gode, min Gud! 

sendte Sanballat og Gesjem Bud og opfordrede mig til en Sammenkomst i Kefirim i Onodalen. Men de havde ondt i Sinde imod mig.

Fire Gange sendte de mig samme Bud, og hver Gang gav jeg dem samme Svar.

Da sendte Sanballat for femte Gang sin Tjener til mig med samme Bud, og han havde et åbent Brev med,

Thi jeg skønnede, at det ikke var Gud, som havde sendt ham, men at han var kommet med det Udsagn om mig, fordi Tobija og Sanballat havde lejet ham dertil,

for at jeg skulde blive bange og forsynde mig ved slig Adfærd og de få Anledning til ilde Omtale, så de kunde bagvaske mig.

Kom Tobija og Sanballat i Hu, min Gud, efter deres Gerninger, ligeledes Profetinden Noadja og de andre Profeter, der vilde gøre mig bange!

Også plejede de både at tale godt om ham til mig og at forebringe ham mine Ord; Tobija sendte også Breve for at gøre mig bange. 

Da skød min Gud mig i Sinde at samle de store, Forstanderne og Folket for at indføre dem i Slægtsfortegnelser. Og da fandt jeg Slægtebogen over dem, der først var draget op, og i den fandt jeg skrevet:

harmede det mig højligen; og jeg kastede alt Tobijas Bohave ud af Kammeret

Kom mig det i Hu, min Gud, og udslet ikke de Kærlighedsgerninger, jeg har gjort mod min Guds Hus til Gavn for Tjenesten der!

Fremdeles bød jeg Leviterne, at de skulde rense sig og komme og holde Vagt ved Portene, for at Sabbatsdagen kunde holdes hellig. Kom mig også det i Hu, min Gud, og forbarm dig over mig efter din store Miskundhed!

og Ydelsen af Brænde til fastsatte Tider og af Førstegrøderne. Kom mig i Hu, min Gud, og regn mig det til gode! 

Gå hen og kald alle Susans Jøder sammen og hold Faste for mig, således at I hverken spiser eller drikker Dag eller Nat i tre Døgn; på samme Måde vil også jeg og mine Terner faste; og derefter vil jeg gå ind til Kongen, skønt det er imod Loven; skal jeg omkomme, så lad mig da omkomme!

hvis jeg har fundet Nåde for Kongens Øjne, og hvis det synes Kongen ret at opfylde min Bøn og tilstå mig mit Ønske, så komme Kongen og Haman til et Gæstebud, jeg vil gøre rede for dem. I Morgen vil jeg da gøre, som Kongen siger!"

Og Haman sagde: Dronning Ester lod heller ikke andre end mig komme med Kongen til det Gæstebud, hun havde gjoet rede; og jeg er også indbudt af hende til i Morgen sammen med Kongen.

Men alt det er mig ikke nok, så længe jeg ser denne Jøde Mordokaj sidde i Kongens Port."

Da Haman var kommet ind; sagde Kongen til ham: "Hvad gør man ved den Mand, Kongen ønsker at hædre?" Haman tænkte ved sig selv: "Hvem andre end mig skulde Kongen ønske at hædre?"

Dronning Ester svarede: "Hvis jeg har fundet Nåde for dine Øjne, Konge, og hvis Kongen synes, giv mig så mit Liv på min Bøn og giv mig mit Folk på mit Ønske;

og sagde: Hvis Kongen synes, og hvis jeg har fundet Nåde for hans Ansigt og Kongen holder det for ret, og han har Behag i mig, lad der så blive givet skriftlig Befaling til at tilbagekalde de Skrivelser, Agagiten Haman, Hammedatas Søn, udpønsede, og som han lod udgå for at udrydde Jøderne i alle Kongens Lande;

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Thi hvad jeg gruer for, rammer mig, hvad jeg bæver for, kommer over mig.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

Thi tungere er den end Havets Sand, derfor talte jeg over mig!

Thi i mig sidder den Almægtiges Pile, min Ånd inddrikker deres Gift; Rædsler fra Gud forvirrer mig.

Ak, blev mit Ønske dog opfyldt, Gud give mig det, som jeg håber

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Mine Brødre sveg mig som en Bæk, som Strømme, hvis Vand svandt bort,

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Har jeg mon sagt: "Giv mig Gaver, løs mig med eders Velstand,

red mig af Fjendens Hånd, køb mig fri fra Voldsmænds Hånd!"

Lær mig, så vil jeg tie, vis mig, hvor jeg har fejlet!

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.

Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?

Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!

Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?

Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

sige til Gud: Fordøm mig dog ikke, lad mig vide, hvorfor du tvister med mig!

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Knejsed jeg, jog du mig som en Løve, handlede atter ufatteligt med mig;

nye Vidner førte du mod mig, øged din Uvilje mod mig, opbød atter en Hær imod mig!

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

Hør nu ret på mit Ord, lad mig tale for eders Ører!

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

Kun for to Ting skåne du mig, så kryber jeg ikke i Skjul for dig:

Din Hånd må du tage fra mig, din Rædsel skræmme mig ikke!

Så stævn mig, og jeg skal svare, eller jeg vil tale, og du skal svare!

Hvor stor er min Skyld og Synd? Lad mig vide min Brøde og Synd!

Hvi skjuler du dog dit Åsyn og regner mig for din Fjende?

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!

Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

Brudt er min Ånd, mine Dage slukt, og Gravene venter mig;