'Han' i Biblen

Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både Dag og Nat.

Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i Vold, som, er mig for stærke.

Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over Jomfruen, Judas Datter.

HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort som Fanger.

Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige og Fyrster,

afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der åd overalt.

På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.

Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og Præst.

HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få Sorg, de vansmægted sammen.

I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn fra HERREN.

Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"

HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig over dig, rejst Uvenners Horn.

mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,

ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.

Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,

han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,

Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.

Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.

Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;

han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;

han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.

Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;

med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.

Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;

han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken

Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;

godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.

Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;

han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.

Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.

har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;

ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.

før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.

HERREN køled sin Vrede, udøste sin Harmglød,. han tændte i Zion en Ild, dets Grundvolde åd den.

HERREN spredte dem selv, han så dem ej mer, Præster regned man ej eller ynked Profeter.

vor Livsånde, HERRENs Salvede, blev fanget i deres Grave, han, i hvis Skygge vi tænkte at leve blandt Folkene.

Din Skyld er til Ende, Zion, du forvises ej mer; han hjemsøger, Edom, din Skyld, afslører dine Synder.