'Han' i Biblen

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

Seks Gange redder han dig i Trængsel, syv går Ulykken uden om dig;

han frier dig fra Døden i Hungersnød, i Krig fra Sværdets Vold;

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

Se, Gud agter ej den uskyldige ringe, han holder ej fast ved de ondes Hånd.

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!

Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,

han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,

han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,

han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;

Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham?

Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå,

han holder alt levendes Sjæl i sin Hånd, alt Menneskekødets Ånd!

Hvad han river ned, det bygges ej op, den, han lukker inde, kommer ej ud;

han dæmmer for Vandet, og Tørke kommer, han slipper det løs, og det omvælter Jorden.

Rådsherrer fører han nøgne bort, og Dommere gør han til Tåber;

han løser, hvad Konger bandt, og binder dem Reb om Lænd;

Præster fører han nøgne bort og styrter ældgamle Slægter;

han røver de dygtige Mælet og tager de gamles Sans;

han udøser Hån over Fyrster og løser de stærkes Bælte;

han drager det skjulte frem af Mørket og bringer Mulmet for Lyset,

han tager Jordens Høvdingers Vid og lader dem rave i vejløst Øde;

Går det godt, når han ransager eder, kan I narre ham, som man narrer et Menneske?

Revse jer vil han alvorligt, om I lader som intet og dog er partiske.

se, han slår mig ihjel, jeg har intet Håb, dog lægger jeg for ham min Færd.

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,

Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.

Dog nu har han udtømt min Kraft, du bar ødelagt hele min Kreds;

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

de opspiler Gabet imod mig, slår mig med Hån på Kind og flokkes til Hobe omkring mig;

Gud gav mig hen i Niddingers Vold, i gudløses Hænder kasted han mig.

Jeg leved i Fred, så knuste han mig, han greb mig i Nakken og sønderslog mig; han stilled mig op som Skive,

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

Revne på Revne slår han mig, stormer som Kriger imod mig.

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Han spærred min Vej, jeg kom ikke frem, han hylled mine Stier i Mørke;

han klædte mig af for min Ære, berøved mit Hoved Kronen,

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Han flyr som en Drøm, man finder ham ikke, som et Nattesyn jages han bort;

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,