'Han' i Biblen

Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

Til retsindige gemmer han Lykke, han er Skjold for alle med lydefri Vandel,

idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

hav ham i Tanke på alle dine Veje, så jævner han dine Stier.

HERREN revser den, han elsker, han straffer den Søn, han har kær.

thi HERREN skal være din Tillid, han vogter din Fod, så den ikke hildes.

Tænk ikke på ondt mod din Næste, når han tillidsfuldt bor i din Nærhed.

Yp ikke Trætte med sagesløs Mand, når han ikke har voldet dig Men.

thi den falske er HERREN en Gru; mod retsindig er han fortrolig;

i den gudløses Hus er HERRENs Forbandelse, men retfærdiges Bolig velsigner han.

Over for Spottere bruger han Spot, men ydmyge giver han Nåde.

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor;

han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. 

derfor kommer hans Undergang brat, han knuses på Stedet, kan ikke læges.

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

Thi Skinsyge vækker Mandens Vrede, han skåner ikke på Hævnens Dag;

ingen Bøde tager han god; store Tilbud rører ham ikke. 

han gik på Gaden tæt ved et Hjørne, skred frem på Vej til hendes Hus

Thi Manden er ikke hjemme, - på Langfærd er han draget;

Pengepungen tog han med, ved Fuldmåne kommer han hjem!"

tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

Mig skabte HERREN først blandt sine Værker, i Urtid, førend han skabte andet;

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

Da han grundfæsted Himlen, var jeg hos ham, da han satte Hvælv over Verdensdybet.

Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

da han satte Havet en Grænse, at Vandene ej skulde bryde hans Lov, da han lagde Jordens Grundvold,

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

revs ikke en Spotter, at han ikke skal hade dig, revs den vise, så elsker han dig;

giv til den vise, så bliver han visere, lær den retfærdige, så øges hans Viden.

Hvo som er tankeløs, han komme hid, jeg taler til dem, som er uden Vid:

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

At kue den ringe er Hån mod hans Skaber, han æres ved Medynk med fattige.

Gudløses Offer er HERREN en Gru, retsindiges Bøn har han Velbehag i.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

Spotteren ynder ikke at revses, til Vismænd går han ikke.

Hovmodiges Hus river HERREN bort, han fastsætter Enkens Skel.

Hver hovmodig er HERREN en Gru, visselig slipper han ikke for Straf.

Når HERREN har Behag i et Menneskes Veje, gør han endog hans Fjender til Venner.

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

Særlingen søger et påskud, med vold og magt vil han strid.

Om nogen svarer, førend han hører, regnes det ham til Dårskab og Skændsel.

Mands Bug mættes af Mundens Frugt, han mættes af Læbernes Grøde.

Bedre Fattigmand med lydefri færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

Om Efteråret pløjer den lade ikke, han søger i Høst, men finder intet.

Selv Drengen kendes på det, han gør, om han er ren og ret hans Færd.

Køberen siger: "Usselt, usselt!" men skryder af Handelen, når han går bort.

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

Godhed og Troskab vogter Kongen, han støtter sin Trone ved Retfærd.

En Konges hjerte er Bække i HERRENs hånd, han leder det hen, hvor han vil.

Må Spotter bøde, bliver tankeløs klog, har Vismand Fremgang, da vinder han kundskab.

Den Retfærdige har Øje med den gudløses Hus, han styrter gudløse Folk i Ulykke.

Den opblæste stolte kaldes en Spotter, han handler frækt i Hovmod.

Væn Drengen til den Vej, han skal følge, da viger han ikke derfra, selv gammel.

Den vennesæle velsignes, thi han deler sit Brød med den ringe.

HERRENs Øjne agter på Kundskab, men han kuldkaster troløses Ord.

Røv ej fra den ringe, fordi han er ringe, knus ikke den arme i Porten:

Ser du en Mand, som er snar til sin Gerning, da skal han stedes for Konger, ikke for Folk af ringe Stand. 

thi han sidder med karrige Tanker; han siger til dig: "Spis og drik!" men hans Hjerte er ikke med dig.

Tal ikke for Tåbens Ører, thi din kloge Tale agter han ringe.

thi deres Løser er stærk, han fører deres Sag imod dig.

Spar ej Drengen for Tugt; når du slår ham med Riset, undgår han Døden;

Visdom er Dåren for høj, han åbner ej Munden i Porten.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

Falder din Fjende, så glæd dig ikke, snubler han, juble dit Hjerte ikke,

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Sæt sjældent din Fod i din Næstes Hus, at han ej får for meget af dig og ledes.

Sulter din Fjende, så giv ham at spise, tørster han, giv ham at drikke;

Svar ej Tåben efter hans Dårskab, at ikke du selv skal blive som han.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Avindsmand hykler med Læben, i sit Indre huser han Svig;

gør han Røsten venlig, tro ham dog ikke, thi i hans Hjerte er syvfold Gru.

Tag hans Klæder, han borged for en anden, pant ham for fremmedes Skyld!

Den, som årle højlydt velsigner sin Næste, han får det regnet for Banden.

Hellere en fattig med lydefri Færd end en, som går Krogveje, er han end rig.

Misundelig Mand vil i Hast vinde Gods; at Trang kommer over ham, ved han ikke.

Hvo Nakken gør stiv, skønt revset tit, han knuses brat uden Lægedom.

Går Vismand i Rette med Dåre, vredes og ler han, alt preller af.

Tugt din Søn, så kvæger han dig og bringer din Sjæl, hvad der smager.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Hæleren hader sit Liv, han hører Forbandelsen, men melder intet.

Al Guds Tale er ren, han er Skjold for dem, der lider på ham.

Læg intet til hans Ord, at han ikke skal stemple dig som Løgner.

Bagtal ikke en Træl for hans Herre, at han ikke forbander dig, så du må bøde.

En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

Hendes Husbond er kendt i Portene, når han sidder blandt Landets Ældste.