'Man' i Biblen

Af dem skal man lære Visdom forstandig Tale,

Thi en Skøge får man blot for et Brød, men Andenmands Hustru fanger dyrebar Sjæl.

Kan man vandre på glødende Kul, uden at Fødderne svides?

Ringeagter man ikke Tyven, når han stjæler fot at stille sin Sult?

Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

Blinker man med øjet, volder man ondt, den brovtende dåre styrtes.

På den kloges Læber fnder man Visdom, Stok er til Ryg på Mand uden Vid.

Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den åbenmundede falder i Våde.

Afvises Tugt, får man Armod og Skam; agtes på Revselse, bliver man æret.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

Ved Mildhed og Troskab sones Brøde, ved HERRENs Frygt undviger man ondt.

Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

Man kan møde en Bjørn, hvis Unger er taget, men ikke en Tåbe udi hans Dårskab.

Ej finder man Lykke, når Hjertet er vrangt, man falder i Våde, når Tungen er falsk.

Det er ilde at give en skyldig Medhold, så man afviser skyldfris Sag i Retten.

Fandt man en Hustru, fandt man Lykken og modtog Nåde fra HERREN.

Er man god mod den ringe, låner man HERREN, han gengælder en, hvad godt man har gjort.

Den, som er hidsig, må bøde, ved Skånsel gør man det værre.

Vinding har man af Godhed, hellere fattig end Løgner.

HERRENs Frygt er Vej til Liv, man hviler mæt og frygter ej ondt.

Har man end Guld og Perler i Mængde, kosteligst Smykke er Kundskabslæber.

Først haster man efter en Arv, men til sidst velsignes den ikke.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

HERREN elsker den rene af Hjertet; med Ynde på Læben er man Kongens Ven.

Såfremt du ej kan betale, tager man Sengen, du ligger i.

Den retfærdiges Fader jubler; har man avlet en Vismand, glædes man ved ham;

det er bedre, du får Bud: "Kom heropl" end man flytter dig ned for en Stormands Øjne. Hvad end dine Øjne har set,

I Graven, man graver, falder man selv, af Stenen, man vælter, rammes man selv.

Røgter man et Figentræ, spiser man dets Frugt; den, der vogter sin Herre, æres.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

Når retfærdige jubler, er Herligheden stor, vinder gudløse frem, skal man lede efter Folk.

At dølge sin Synd fører ikke til Held, men bekendes og slippes den, finder man Nåde.

Saligt det Menneske, som altid ængstes, men forhærder man sit Hjerte, falder man i Ulykke.

Et Menneske, der tynges af Blodskyld, er på Flugt til sin Grav; man hjælpe ham ikke.

Forvænner man sin Træl fra ung, vil han til sidst være Herre.

Firbenet, det kan man gribe med Hænder, er dog i Kongers Paladser.