'Sig' i Biblen

den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

Min Søn, sig nej, når Syndere lokker!

mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

men den, som mister mig, skader sig selv; enhver, som hader mig, elsker Døden. 

Visdommen bygged sig Hus, rejste sig støtter syv,

Tugter man en Spotter, henter man sig Hån; revser man en gudløs, høster man Skam;

Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

HERREN lader ej en retfærdig sulte, men gudløses attrå støder han fra sig.

At vogte påTugt erVej tiILivet, vild farer den, som viser Revselse fra sig.

Ved retsindiges Velsignelse rejser en By sig, den styrtes i Grus ved gudløses Mund.

Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

Hjertet kender sin egen Kvide, fremmede blander sig ej i dets Glæde.

Den hidsige bærer sig tåbeligt ad, man hader rænkefuld Mand.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

Som en Troldsten er Gave i Giverens Øjne; hvorhen den end vender sig, gør den sin Virkning.

Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

Gods skaffer mange Venner, den ringe skiller hans Ven sig fra.

Vellevned sømmer sig ikke for Tåbe, end mindre for Træl at herske over Fyrster.

En Spotter er Vinen, stærk Drik slår sig løs, og ingen, som raver deraf, er viis.

Sig ikke: "Ondt vil jeg gengælde!" Bi på HERREN, så hjælper han dig.

Det er farligt at sige tankeløst: "Helligt!" og først efter Løftet tænke sig om.

At skabe sig Rigdom ved Løgnetunge er Jag efter Vind i Dødens Snarer.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Min Søn, er dit Hjerte viist, så glæder mit Hjerte sig også,

din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

sig ikke: "Jeg gør mod ham, som han gjorde mod mig, jeg gengælder hver hans Gerning."

Som Sne om Somren og Regn Høsten så lidt hører Ære sig til for en Tåbe.

Svar Tåben efter hans Dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.

Som en Hund, der vender sig om til sit Spy, er en Tåbe, der gentager Dårskab.

Ser du en Mand, der tykkes sig viis, for en Tåbe er der mere Håb end for ham.

Døren drejer sig på sit Hængsel, den lade på sit Leje.

Den lade tykkes sig større Vismand end syv, der har kloge Svar.

Den griber en Hund i Øret, som blander sig i uvedkommende Strid.

Rigmand tykkes sig viis, forstandig Småmand gennemskuer ham.

At være partisk er ikke godt, en Mand kan forse sig for en Bid Brød.

De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

Med Ord lader Træl sig ikke tugte, han fatter dem vel, men adlyder ikke.

en Slægt, der tykkes sig ren og dog ej har tvættet Snavset af sig,

Så er en Ægteskabsbryderskes Færd: Hun spiser og tørrer sig om Munden og siger: "Jeg har ikke gjort noget ondt!"

En Træl, når han gøres til Konge, en Nidding, når han spiser sig mæt,

Tæpper laver hun sig, hun er klædt i Byssus og Purpur.