'Sig' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

som glæder sig til en Stenhøj, jubler, når de finder deres Grav

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

han støtter sig til sit Hus, det falder, han klynger sig til det, ej står det fast.

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Se, mit Øje har skuet alt dette, mit Øre har hørt og mærket sig det;

Det er i sig selv en Sejr for mig, thi en vanhellig vover sig ikke til ham!

så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

gid min Ven lod sig finde! Mit Øje vender sig med Tårer til Gud,

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Mine Brødre har fjernet sig fra mig, Venner er fremmede for mig,

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

Standsfælleræmmes til Hobe ved mig, de, jeg elskede, vender sig mod mig.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;

de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!

"Gavner et Menneske Gud? Nej, den kloge gavner sig selv.

De retfærdige så det og glædede sig, den uskyldige spottede dem:

de trænger de fattige af Vejen. Landets arme må alle skjule sig.

De vædes af Bjergenes Regnskyl, klamrer sig af Mangel på Ly til Klippen.

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Før det lysner, står Morderen op, han myrder arm og fattig; om Natten sniger Tyven sig om;

I Mørke bryder de ind i Huse, de lukker sig inde om Dagen, thi ingen af dem vil vide af Lys.

Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?

Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

Guld og Glar kan ej måle sig med den, den fås ej i Bytte for gyldne Kar,

Ætiopiens Topas kan ej måle sig med den, den opvejes ej med det rene Guld.

Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,

Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,

de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.

Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig

de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,

Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.

Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:

så dreje min Hustru Kværn for en anden, og andre bøje sig over hende!

visselig nej, hans Hofter velsigned mig, når han varmed sig i Uld af mine Lam.

Thi Guds Rædsel var kommet over mig, og når han rejste sig, magted jeg intet!

og lod mit Hjerte sig dåre i Løn, så jeg hylded dem med Kys på min Hånd

blussede Vreden op i Buziten Elihu, Barak'els Søn, af Rams Slægt. På Job vrededes han, fordi han gjorde sig retfærdigere end Gud,

Sig nu ikke: "Vi stødte på Visdom, Gud må fælde ham, ikke et Menneske!"

Gud forbryder sig visselig ej, den Almægtige bøjer ej Retten!

Drog han sin Ånd tilbage og tog sin Ånde til sig igen,

der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

så viser han dem deres Gerning, deres Synder, at de hovmodede sig,

åbner deres Øre for Tugt og byder dem vende sig bort fra det onde.

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

Se, han breder sin Tåge om sig og skjuler Havets Rødder;

De vilde Dyr søger Ly og holder sig i deres Huler:

det farer hid og did og bugter sig efter hans Tanke og udfører alt, hvad han byder, på hele den vide Jord,

Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

Mon Dødens Porte har vist sig for dig, skued du Mulmets Porte?

Så du ud over Jordens Vidder? Sig frem, om du ved, hvor stor den er!

Hvor er Vejen did, hvor Lyset deler sig, hvor Østenvinden spreder sig ud over Jorden?

Vandet størkner som Sten, Dybets Flade trækker sig sammen.

når Jorden ligger i Ælte, og Leret klumper sig sammen?

når de dukker sig i deres Huler; ligger på Lur i Krat?

De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,

den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;

Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?

Den lægger sig hen under Lotusbuske, i Skjul af Siv og Rør;

(41:2) Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?

(41:17) Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.