At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.

I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.

Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske får, som hans Hænder har øvet.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods får den flittige tildelt.

Den kloge dølger sin Kundskab, Tåbers Hjerte udråber Dårskab.

De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.

Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.

Ingen står fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.

For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.

Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

Hellere overses, når man holder Træl, end optræde stort, når man mangler Brød.

Gudløses Ord er på Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.

Dårens Færd behager ham selv, den vise hører på Råd.

Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

Sanddru Læbe består for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.

En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en dårlig er som Edder i hans Ben.