'Da' i Biblen

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Da sagde HERREN til Satan: "Se, alt hvad han ejer, er i din Hånd; kun mod ham selv må du ikke udrække din Hånd!" Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn.

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;

Er da min Kraft som Stenens, er da mit Legeme Kobber?

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!

Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Har du da kødets Øjne, ser du, som Mennesker ser,

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Hvi drog du mig da af Moders Liv? Jeg burde have udåndet, uset af alle;

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Hvem kan vel trætte med mig? Da skulde jeg tie og opgive Ånden!

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

Hvor er da vel mit Håb, og hvo kan øjne min Lykke?

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Ved du da ikke fra Arilds Tid, fra Tiden, da Mennesket sattes på Jorden,

ja, da skal du fryde dig over den Almægtige og løfte dit Åsyn til Gud.

Da vilde jeg udrede Sagen for ham og fylde min Mund med Beviser,

Mon han da satte sin Almagt imod mig? Nej, visselig agted han på mig;

da gik en oprigtig i Rette med ham, og jeg bjærged for evigt min Ret.

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

da han satte en Lov for Regnen, afmærked Tordenskyen dens Vej,

da skued og mønstred han den, han stilled den op og ransaged den.

da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,

som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,

da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,

da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,

da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.

Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;

da gid jeg må så og en anden fortære, og hvad jeg planted, oprykkes med Rode!

hvad skulde jeg da gøre, når Gud stod op, hvad skulde jeg svare, når han så efter?

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Da nu hine tre Mænd ikke mere svarede Job, fordi han var retfærdig i sine egne Øjne,

men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

da åbner han Menneskers Øre, gør dem angst med Skræmmebilleder

Hvis da en Engel er på hans Side, een blandt de tusind Talsmænd, som varsler Mennesket Tugt,

da svulmer hans Legem af Friskhed, han oplever atter sin Ungdom.

da udånded Kødet til Hobe, og atter blev Mennesket Støv!

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

skal han da gøre Gengæld, fordi du vil det, fordi du indvender noget? Ja du, ikke jeg, skal afgøre det, så sig da nu, hvad du ved!

Hvis du synder, hvad skader du ham? Er din Brøde svar, hvad gør det da ham?

Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

Hvis de så hører og bøjer sig, da ender de deres Dage i Lykke, i liflig Fryd deres År.

Hvor var du, da jeg grundede Jorden? Sig frem, om du har nogen Indsigt!

Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,

Da svarede Job HERREN og sagde:

Da svarede HERREN Job ud fra Stormvejret og sagde:

Og HERREN vendte Jobs Skæbne, da han gik i Forbøn for sine Venner; og HERREN gav Job alt, hvad han havde ejet, tvefold igen.