'Hans' i Biblen

men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.

Jordens Konger rejser sig, Fyrster samles til Råd mod HERREN og mod hans Salvede:

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 

(7:17) Ulykken falder ned på hans Hoved, hans Uret rammer hans egen Isse.

(7:18) Jeg vil takke HERREN for hans Retfærd, lovsynge HERREN den Højestes Navn. 

(8:7) du satte ham over dine Hænders Værk, alt lagde du under hans Fødder,

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

Dog altid lykkes hans Vej, højt over ham går dine Domme; han blæser ad alle sine Fjender.

Hans Mund er fuld af Banden og Svig og Vold, Fordærv og Uret er under hans Tunge;

han lægger sig på Lur i Landsbyer, dræber i Løn den skyldfri, efter Staklen spejder hans Øjne;

han dukker sig, sidder på Spring, og Staklerne falder i hans Kløer.

Knus den ondes, den gudløses Arm, hjemsøg hans Gudløshed, så den ej findes!

HERREN er Konge evigt og altid, Hedningerne er ryddet bort af hans Land;

HERREN er i sin hellige Hal, i Himlen er HERRENs Trone; på Jorderig skuer hans Øjne ned, hans Blik ransager Menneskens Børn;

retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn! 

Gør kun den armes Råd til Skamme, HERREN er dog hans Tilflugt.

(18:7) i min Vånde påkaldte jeg HERREN og råbte til min Gud. Han hørte min Røst fra sin Helligdom, mit Råb fandt ind til hans Ører!

(18:8) Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

(18:9) Røg for ud af hans Næse, fortærende Ild af hans Mund, Gløder gnistrede fra ham.

(18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

(18:23) hans Bud stod mig alle for Øje, hans Lov skød jeg ikke fra mig.

(18:51) du, som kraftig hjælper din Konge og viser din Salvede Miskundhed, David og hans Æt evindelig. 

Til Korherren. Salme af David (19:2) Himlen forkynder Guds Ære, Hvælvingen kundgør hans Hænders værk.

(21:3) Hvad hans Hjerte ønskede, gav du ham, du afslog ikke hans Læbers Bøn. - Sela.

(21:4) Du kom ham i Møde med rig Velsignelse, satte en Krone af Guld på hans Hoved.

(21:6) Stor er hans Glans ved din Frelse, Højhed og Hæder lægger du på ham.

(22:28) Den vide Jord skal mærke sig det og omvende sig til HERREN, og alle Folkenes Slægter skal tilbede for hans Åsyn;

(22:30) De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

(22:32) de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. 

Hvo kan gå op på HERRENs Bjerg, og hvo kan stå på hans hellige Sted?

Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

selv skal han leve i Lykke og hans Sæd få Landet i Eje.

Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

giver HERREN hans Navns Ære; tilbed HERREN i helligt Skrud!

(30:5) Lovsyng HERREN, I hans fromme, pris hans hellige Navn!

(30:6) Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

(31:24) Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;

Ved HERRENs Ord blev Himlen skabt og al dens Hær ved hans Munds Ånde.

HERRENs Råd står fast for evigt, hans Hjertes Tanker fra Slægt til Slægt.

thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

Af David. Dengang han spillede vanvittig overfor Abimelek, som jog ham væk så han drog bort. (34:2) Jeg vil love HERREN til hver en Tid, hans Pris skal stadig fylde min Mund

(34:4) Hylder HERREN i Fællig med mig, lad os sammen ophøje hans Navn!

(34:7) Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.

(34:10) Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

(34:16) på retfærdige hviler hans Øjne, hans Ører hører deres Råb;

(34:21) han vogter alle hans Ledemod, ikke et eneste brydes.

Min Sjæl skal juble i HERREN, glædes ved hans Frelse,

alle mine Ledemod sige: "HERRE, hvo er som du, du, som frelser den arme fra hans Overmand, den arme og fattige fra Røveren!"

Til Korherren. Af Herrens Tjener. Af David (36:2) Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje;

(36:3) thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

(36:4) Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;

En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

Af HERREN stadfæstes Mandens Skridt, når han har Behag i hans Vej;

om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.

Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

han ynkes altid og låner ud, og hans Afkom er til Velsignelse.

Den retfærdiges Mund taler Visdom; hans Tunge siger, hvad ret er;

sin Guds Lov har han i Hjertet, ikke vakler hans Skridt.

men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.

Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

(39:12) Når du tugter en Mand med Straf for hans Brøde, smuldrer du hans Herlighed hen som Møl; kun et Åndepust er hvert Menneske. - Sela.

(41:4) På Sottesengen står HERREN ham bi, hans Smertensleje gør du ham let.

(41:6) Mine Fjender ønsker mig ondt: "Hvornår mon han dør og hans Navn udslettes?"

(41:7) Kommer en i Besøg, så fører han hyklerisk Tale, hans Hjerte samler på ondt, og så går han bort og taler derom.

(42:9) Sin Miskundhed sender HERREN om Dagen, hans Sang er hos mig om Natten, en Bøn til mit Livs Gud.

(47:5) han udvalgte os vor Arvelod, Jakob hans elskedes Stolthed. - Sela.

(48:3) Smukt løfter sig hans hellige Bjerg, al Jordens Fryd, Zions Bjerg i det højeste Nord, den store Konges By.

(49:9) - Prisen for hans sjæl blev for høj, for evigt måtte han opgive det - så han kunde blive i Live

(49:17) Frygt ej, når en Mand bliver rig, når hans Huses Herlighed øges;

(49:18) thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.

(55:22) Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

(56:5) og med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord. Jeg stoler på Gud, jeg frygter ikke, hvad kan Kød vel gøre mig?

(56:11) Med Guds Hjælp skal jeg prise hans Ord, med HERRENs Hjælp skal jeg prise hans Ord.

(58:11) Den retfærdige glæder sig, når han ser Hævn, hans Fødder skal vade i gudløses Blod;

(61:7) Til Kongens Dage lægger du Dage, hans År skal være fra Slægt til Slægt.

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

(62:13) Og Miskundhed er hos dig, o Herre. Thi enhver gengælder du efter hans Gerning. 

(64:10) alle Mennesker frygter, forkynder, hvad Gud har gjort, og fatter hans Hænders Geming;

lovsyng hans Navns Ære, syng ham en herlig Lovsang,

Han hersker med Vælde for evigt, på Folkene vogter hans Øjne, ej kan genstridige gøre sig store. - Sela.

I Folkeslag, lov vor Gud, lad lyde hans Lovsangs Toner,

Til Korherren. Salme af David. En Sang (68:2) Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans Avindsmænd flyr for hans Åsyn,

(68:5) Syng for Gud, lovsyng hans Navn, hyld ham, der farer frem gennem Ørknerne! HERREN er hans Navn, jubler for hans Åsyn,

(68:6) faderløses Fader, Enkers Værge, Gud i hans hellige Bolig,

(68:35) Giv Gud Ære! Over Israel er hans Højhed, Hans Vælde i Skyerne,

(69:37) hans Tjeneres Afkom skal arve det, de, der elsker hans Navn, skal bo deri. 

i hans dage blomstrer Retfærd, og dyb Fred råder, til Månen forgår.

hans Avindsmænd bøjer knæ for ham, og hans Fjender slikker Støvet;

alle Konger skal bøje sig for ham, alle Folkene være hans Tjenere.

han skal fri deres Sjæle fra Uret og vold, deres Blod er dyrt i hans Øjne.

Velsignet være hans Navn evindelig, hans Navn skal leve, mens Solen skinner. Ved ham skal man velsigne sig, alle Folk skal prise ham lykkelig!

og lovet være hans herlige Navn evindelig; al Jorden skal fyldes af hans Herlighed. Amen, Amen!

Til Korherren. Til Strengespil. Salme af Asaf. En Sang (76:2) Gud er kendt i Juda, hans navn er stort i Israel,

(76:3) i Salem er hans Hytte, hans Bolig er på Zion.