'Hans' i Biblen

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Da sagde HERREN til Satan: "Se, han er i din Hånd; kun skal du skåne hans Liv!"

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.

Thi Dårens Harme koster ham Livet, Tåbens Vrede bliver hans Død.

Selv har jeg set en Dåre rykkes op, hans Bolig rådne brat;

hans Sønner var uden Hjælp, trådtes ned i Porten, ingen reddede dem;

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

som Sommerspind er hans Tilflugt, hans Tillid er Spindelvæv;

I Solskinnet vokser han frodigt, hans Ranker breder sig Haven over,

i Stendynger fletter hans Rødder sig ind, han hager sig fast mellem Sten;

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!"

I Ulykke falder de fromme, den sorgløse spotter Faren, hans Fod står fast, mens Fristen varer.

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Vil ikke hans Højhed skræmme jer og hans Rædsel falde på eder?

Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;

Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,

For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.

Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;

ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg. 

End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,

Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;

Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;

han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.

Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!

I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;

Hans Vrede river og slider i mig, han skærer Tænder imod mig. Fjenderne hvæsser Blikket imod mig,

hans Pile flyver omkring mig, han borer i Nyrerne uden Skånsel, udgyder min Galde på Jorden;

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

Nej, den gudløses Lys bliver slukt, hans Ildslue giver ej Lys;

Lyset i hans Telt går ud, og hans Lampe slukkes for ham;

hans kraftige Skridt bliver korte, han falder for eget Råd;

thi hans Fod drives ind i Nettet, på Fletværk vandrer han frem,

Snaren er skjult i Jorden for ham og Saksen på hans Sti;

Ulykken hungrer efter ham, Undergang lurer på hans Fald:

Dødens førstefødte æder hans Lemmer, æder hans Legemes Lemmer;

han rives bort fra sit Telt, sin Fortrøstning; den styrer hans Skridt til Rædslernes Konge;

i hans Telt har Undergang hjemme, Svovl strøs ud på hans Bolig;

nedentil tørrer hans Rødder, oventil visner hans Grene;

hans Minde svinder fra Jord, på Gaden nævnes ikke hans Navn;

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

de i Vester stivner ved hans Skæbnedag, de i Øst bliver slagne af Rædsel.

hans Vrede blussede mod mig, han regner mig for sin Fjende;

samlede rykker hans Flokke frem og bryder sig Vej imod mig, de lejrer sig om mit Telt.

Steg end hans Hovmod til Himlen, raged hans Hoved i Sky,

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hans Sønner bejler til ringes Yndest, hans Hænder må give hans Gods tilbage.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Er det onde end sødt i hans Mund, når han gemmer det under sin Tunge,

så bliver dog Maden i hans Indre til Slangegift inden i ham;

Godset, han slugte, må han spy ud, Gud driver det ud af hans Bug,

ingen gik fri for hans Glubskhed, derfor varer hans Lykke ikke;

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

en Kni kommer ud af hans Ryg, et lynende Stål af hans Galde; over ham falder Rædsler,

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Himlen bringer hans Brøde for Lyset, og Jorden rejser sig mod ham.

Hans Huses Vinding må bort, rives bort på Guds Vredes Dag.

Slig er den gudløses Lod fra Gud og Lønnen fra Gud for hans Brøde! 

Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,

Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?

hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;

Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

tag dog mod Lærdom af ham og læg dig hans Ord på Sinde!

så den Almægtige bliver dit Guld, hans Lov dit Sølv,

han frelser uskyldig Mand; det sker ved hans Hænders Renhed! 

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Thi han kender min Vej og min Vandel, som Guld går jeg frem af hans Prøve.

Min Fod har holdt fast ved hans Spor, hans Vej har jeg fulgt, veg ikke derfra,

fra hans Læbers Bud er jeg ikke veget, hans Ord har jeg gemt i mit Bryst.

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

Andre hører til Lysets Fjender, de kender ikke hans Veje og holder sig ej på hans Stier:

Over Vandfladen jages han hen, hans Arvelod i Landet forbandes, han færdes ikke på Vejen til Vingården.

Han er glemt på sin Hjemstavns Torv, hans Storhed kommes ej mer i Hu, Uretten knækkes som Træet.

han styrtes uden Håb og Støtte, og på hans Veje er idel Nød.

Hans Storhed er stakket, så er han ej mer, han bøjes og skrumper ind som Melde og skæres af som Aksenes Top.

Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

Selv Månen er ikke klar i hans Øjne og Stjernerne ikke rene

Himlens Støtter vakler, de gribes af Angst ved hans Trusel;

ved hans Ånde klarede Himlen op hans Hånd gennembored den flygtende Slange.

Se, det er kun Omridset af hans Vej, hvad hører vi andet end Hvisken? Hans Vældes Torden, hvo fatter vel den? 

Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?

Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?

Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;

løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.

Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;

man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!