'Og' i Biblen

tage mod Tugt, som gør klog, mod Retfærdighed, Ret og Retsind;

de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

den vise høre og øge sin Viden, den forstandige vinde sig Levekunst;

de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

HERRENs Frygt er Kundskabs begyndelse, Dårer ringeagter Visdom og Tugt.

thi begge er en yndig Krans til dit Hoved og Kæder til din Hals.

Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

Vi vinder os Gods og Guld, vi fylder vore Huse med Rov.

Hvor længe vil I tankeløse elske Tankeløshed, Spotterne finde deres Glæde i Spot og Dårerne hade kundskab?

Fordi jeg råbte og I stod imod, jeg vinked og ingen ænsed det,

men I lod hånt om alt mit Råd og tog ikke min Revselse til jer,

når det, I frygter, kommer som Uvejr, når eders Ulykke kommer som Storm, når Trængsel og Nød kommer over jer.

fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;

Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

Min Søn, når du tager imod mine ord og gemmer mine Pålæg hos dig,

idet du låner Visdom Øre og bøjer dit Hjerte til Indsigt,

ja, kalder du på Forstanden og løfter din Røst efter Indsigt,

søger du den som Sølv og leder den op som Skatte,

da nemmer du HERRENs Frygt og vinder dig Kundskab om Gud.

Thi HERREN, han giver Visdom, fra hans Mund kommer Kundskab og Indsigt.

idet han værner Rettens Stier og vogter sine frommes Vej.

Da nemmer du Retfærd, Ret og Retsind, hvert et Spor, som er godt.

Thi Visdom kommer i dit Hjerte, og Kundskab er liflig for din Sjæl;

som glæder sig ved at gøre ondt og jubler over vrangt og ondt,

de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

Godhed og Troskab vige ej fra dig, bind dem som Bånd om din Hals, skriv dem på dit Hjertes Tavle!

Så finder du Nåde og Yndest i Guds og Menneskers Øjne.

Hold ikke dig selv for viis, frygt HERREN og vig fra det onde;

en Række af Dage er i dens højre, i dens venstre Rigdom og Ære;

dens Veje er liflige Veje, og alle dens Stier er Lykke;

Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

sig ej til din Næste: "Gå og kom igen, jeg vil give i Morgen!" - såfremt du har det.

Da jeg var min Faders Dreng, min Moders Kælebarn og eneste,

lærte han mig og sagde: Lad dit Hjerte gribe om mine Ord, vogt mine Bud, så skal du leve;

når du går, skal din Gang ej hæmmes, og løber du, snubler du ikke;

sky den og følg den ikke, vig fra den, gå udenom;

thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.

Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen,

og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse,

Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!"

Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd;

Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru,

Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn?

den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb;

Min Søn: har du borget for din næste og givet en anden Håndslag,

er du fanget ved dine Læber og bundet ved Mundens Ord,

gør så dette, min Søn, og red dig, nu du er kommet i Næstens Hånd: Gå hen uden Tøven, træng ind på din Næste;

Gå hen til Myren, du lade, se dens Færd og bliv viis.

Skønt uden Fyrste, Foged og Styrer,

sørger den dog om Somren for Æde og sanker sin Føde i Høst.

som blinker med Øjet, skraber med Foden og giver Tegn med Fingrene,

som smeder Rænker i Hjertet og altid kun ypper Kiv;

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

thi Budet er en Lygte, Læren Lys, og Tugtens Revselse Livets Vej

Om han gribes, må han syvfold bøde og afgive alt sit Huses Gods.

han opnår Hug og Skændsel, og aldrig udslettes hans Skam.

sig til Visdommen: "Du er min Søster!" og kald Forstanden Veninde,

og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

i Skumringen henimod Aften, da Nat og Mørke brød frem.

Og se, da møder Kvinden ham i Skøgedragt, underfundig i Hjertet;

hun griber i ham og kysser ham og siger med frække Miner;

"Jeg er et Takoffer skyldig og indfrier mit Løfte i Dag,

gik derfor ud for at møde dig, søge dig, og nu har jeg fundet dig!

jeg har stænket min Seng med Myrra, med Aloe og med Kanelbark;

Hør mig da nu, min Søn, og lyt til min Munds Ord!

thi mange ligger slagne, hvem hun har fældet, og stor er Hoben, som hun slog ihjel.

Jeg, Visdom, er Klogskabs Nabo og råder over Kundskab og Kløgt.

HERRENs Frygt er Had til det onde. Jeg hader Hovmod og Stolthed, den onde Vej og den falske Mund.

Jeg ejer Råd og Visdom, jeg har Forstand, jeg har Styrke.

Ved mig kan Konger styre og Styresmænd give retfærdige Love;

ved mig kan Fyrster råde og Stormænd dømme Jorden.

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

Min Frugt er bedre end Guld og Malme, min Afgrøde bedre end kosteligt Sølv.

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

førend han skabte Jord og Marker, det første af Jordsmonnets Støv.

Da han fæstede Skyerne oventil og gav Verdensdybets Kilder deres faste Sted,

leged på hans vide Jord og havde min Glæde af Menneskens Børn.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Hør på Tugt og bliv vise, lad ikke hånt derom!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

slagted sit Kvæg og blanded sin Vin, hun har også dækket sit Bord;

Kom og smag mit Brød og drik den Vin, jeg har blandet!

Dårskaben, hun slår sig løs og lokker og kender ikke til Skam;

og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

HERRENs Velsignelse, den gør rig, Slid og Slæb lægger intet til.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

En strør om sig og gør dog Fremgang, en anden nægter sig alt og mangler.

Gavmild Sjæl bliver mæt; hvo andre kvæger, kvæges og selv.

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 

Gudløse styrtes og er ikke mer. retfærdiges Hus står fast.

En Dåre giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.