'Og' i Biblen

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

Syv Sønner og tre Døtre fødtes ham;

og hans Ejendom udgjorde 7000 Stykker Småkvæg, 3000 Kameler, 500 Spand Okser, 500 Aseninder og såre mange Trælle, så han var mægtigere end alle Østens Sønner.

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Når så Gæstebudsdagene havde nået Omgangen rundt, sendte Job Bud og lod Sønnerne hellige sig, og tidligt om Morgenen ofrede han Brændofre, et for hver af dem. Thi Job sagde: "Måske har mine Sønner syndet og forbandet Gud i deres Hjerte." Således gjorde Job hver Gang.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg har gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

Har du ikke omgærdet ham og hans Hus og alt, hvad han ejer, på alle Kanter? Hans Hænders Idræt har du velsignet, og hans Hjorde breder sig i Landet.

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Da nu en Dag hans Sønner og Døtre spiste og drak i den ældste Broders Hus,

kom et Sendebud til Job og sagde: "Okserne gik for Ploven, og Aseninderne græssede i Nærheden;

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en fjerde og sagde: "Dine Sønner og Døtre spiste og drak i deres ældste Broders Hus;

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Da stod Job op, sønderrev sin Kappe, skar sit Hovedhår af og kastede sig til Jorden, tilbad

og sagde: Nøgen kom jeg af Moders Skød, og nøgen vender jeg did tilbage.

I alt dette syndede Job ikke og tillagde ikke Gud noget vrangt. 

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

HERREN spurgte Satan: "Hvor kommer du fra?" Satan svarede HERREN: "Jeg bar gennemvanket Jorden på Kryds og tværs."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Så gik Satan bort fra HERRENs Åsyn, og han slog Job med ondartet Bylder fra Fodsål til Isse,

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Da sagde hans Hustru til ham: "Holder du endnu fast ved din Fromhed? Forband Gud og dø!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

Derefter oplod Job sin Mund og forbandede sin Dag,

og Job tog til Orde og sagde:

Mulm og Mørke løse den ind, Tåge lægge sig over den, Formørkelser skræmme den!

fordi den ej lukked mig Moderlivets Døre og skjulte Kvide for mit Blik!

Så havde jeg nu ligget og hvilet, så havde jeg slumret i Fred

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Knap har jeg Fred, og knap har jeg Ro, knap har jeg Hvile, så kommer Uro! 

Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:

Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;

Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.

Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

Råb kun! Giver nogen dig Svar? Og til hvem af de Hellige vender du dig?

sultne åd deres Høst, de tog den, selv mellem Torne, og tørstige drak deres Mælk.

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Nej, jeg vilde søge til Gud og lægge min Sag for ham,

som øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal,

som giver Regn på Jorden og nedsender Vand over Marken

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Thi han sårer, og han forbinder, han slår, og hans Hænder læger.

du ler ad Voldsdåd og Hungersnød og frygter ej Jordens vilde dyr;

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

Så tog Job til Orde og svarede:

"Gid man vejed min Harme og vejed min Ulykke mod den!

vilde d dog knuse mig, række Hånden ud og skære mig fra,

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

Karavaner bøjer af fra Vejen, drager op i Ørkenen og går til Grunde;

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Ja, slige Strømme er I mig nu, Rædselen så I og grebes af Skræk!

Selv om en faderløs kasted I Lod og købslog om eders Ven.

Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.

Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere! 

Så tog Sjuhiten Bildad til Orde og sagde:

Har dine Sønner syndet imod ham, og gav han dem deres Brøde i Vold,

så søg du nu hen til Gud og bed hans Almagt om Nåde!

Såfremt du er ren og oprigtig, ja, da vil han våge over dig, genrejse din Retfærds Bolig;

Vi er fra i Går, og intet ved vi, en Skygge er vore Dage på Jord.

Mon ej de kan lære dig, sige dig det og give dig Svar af Hjertet:

Se, det er Glæden, han har af sin Vej, og af Jorden fremspirer en anden!

End skal han fylde din Mund med Latter og dine Læber med Jubel;

dine Avindsmænd skal klædes i Skam og gudløses Telt ej findes mer! 

Så tog Job til Orde og svarede:

Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?

han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,

han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!

hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!

Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!

Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!

Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,

Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"

Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,

Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,

Dine Hænder gjorde og danned mig først, så skifter du Sind og gør mig til intet!

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Mon du ikke hældte mig ud som Mælk og lod mig skørne som Ost,

iklædte mig Hud og kød og fletted mig sammen med Ben og Sener?

Du gav mig Liv og Livskraft, din Omhu vogted min Ånd

og så gemte du dog i dit Hjerte på dette, jeg skønner, dit Øjemed var:

Synded jeg, vogted du på mig og tilgav ikke min Brøde.

før jeg for evigt går bort til Mørkets og Mulmets Land,

Landet med bælgmørkt Mulm, med Mørke og uden Orden, hvor Lyset selv er som Mørket." 

Så tog Na'amatiten Zofar til Orde og sagde: