Halleluja! Lov Herren, thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig!

sendte sit Ord og lægede dem og frelste deres Liv fra Graven.

Så skal HERRENs genløste sige, de, han løste af Fjendens Hånd

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

Thi han mættede den vansmægtende Sjæl og fyldte den sultne med godt.

De for ud på Havet i Skibe, drev Handel på vældige Vande,

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

De sad i Mulm og Mørke, bundne i pine og Jern,

De sygnede hen for Synd og led for Brødes Skyld,

skiftede Stormen til Stille, så Havets Bølger tav;

Hvo som er viis, han mærke sig det og lægge sig HERRENs Nåde på Sinde! 

Floder gør han til Ørken og Kilder til øde Land,

og ofre Lovprisningsofre og med Jubel forkynnde hans Gerninger.

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

han bød, og et Stormvejr rejste sig, Bølgerne tårnedes op;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

I den øde Ørk for de vild, fandt ikke Vej til beboet By,

Ørken gør han til Vanddrag, det tørre Land til Kilder;

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

ophøje ham i Folkets Forsamling og prise ham i de Ældstes Kreds!

og samlede ind fra Landene, fra Øst og Vest, fra Nord og fra Havet.

Thi han sprængte Døre af Kobber og sønderslog Slåer af Jern.

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

til Saltsteppe frugtbart Land for Ondskabens Skyld hos dem, som - bor der.

og førte dem ad rette Vej, så de kom til beboet By.

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn,

og glade blev de, fordi det stilned; han førte dem til Havnen, de søgte.

han udøser Hån over Fyrster og lader dem rave i vejløst Øde.

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn.

de tumled og raved som drukne, borte var al deres Visdom;

Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed, for hans Underværker mod Menneskens Børn

fordi de havde stået Guds Ord imod og ringeagtet den Højestes Råd.

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.

førte dem ud af Mørket og Mulmet og sønderrev deres Bånd.

de led både Sult og Tørst, deres Sjæl var ved at vansmægte;

de væmmedes ved al Slags Mad, de kom Dødens Porte nær

Han velsigner dem, de bliver mange, han lader det ikke skorte på Kvæg.

De bliver få og segner under Modgangs og Kummers Tryk,

mod Himlen steg de, i Dybet sank de, i Ulykken svandt deres Mod;

tilsår Marker og planter Vin og høster Afgrødens Frugt.

Deres Hjerte var knuget af Kummer, de faldt, der var ingen, som hjalp;

der lader han sultne bo, så de grunder en By at bo i,

blev Vidne til HERRENs Gerninger, hans Underværker i Dybet;