'Der' i Biblen

Han er som et Træ, der, plantet ved Bække, bærer sin Frugt til rette Tid, og Bladene visner ikke: Alt, hvad han gør, får han Lykke til.

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 

(3:3) mange, som siger om min Sjæl: "Der er ingen Frelse for ham hos Gud!" - Sela.

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:7) tilintetgør dem, der farer med Løgn; en blodstænkt, svigefuld Mand er HERREN en Afsky.

(6:6) Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

(7:4) HERRE min Gud, har jeg handlet så, er der Uret i mine Hænder,

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

(7:12) retfærdig som Dommer er Gud, en Gud, der hver Dag vredes.

(8:9) Himlens Fugle og Havets Fisk, alt, hvad der farer ad Havenes Stier.

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:12) Lovsyng HERREN, der bor på Zion, kundgør blandt Folkene, hvad han har gjort!

(9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

(9:18) Til Dødsriget skal de gudløse fare, alle Folk, der ej kommer Gud i Hu.

Den gudløse siger i Hovmod: "Han hjemsøger ej, der er ingen Gud"; det er alle hans Tanker.

retfærdige og gudløse ransager HERREN; dem, der elsker Uret, hader hans Sjæl;

(12:4) Hver svigefuld Læbe udrydde HERREN, den Tunge, der taler store Ord,

Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

Er alle de Udådsmænd da uden Forstand, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder HERREN?

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

Jeg vil prise HERREN, der gav mig Råd, mine Nyrer maner mig, selv om Natten.

Vis, dig underfuldt nådig, du Frelser for dem, der tyr til din højre for Fjender!

for gudløse, der øver Vold imod mig, glubske Fjender, som omringer mig;

De er som den rovgridske Løve, den unge Løve, der ligger på Lur.

(18:13) Fra Glansen foran ham for der Hagl og Ildgløder gennem hans Skyer.

(18:31) Fuldkommen er Guds Vej, lutret er HERRENs Ord. Han er et Skjold for alle, der sætter deres Lid til ham.

(18:33) den Gud, der omgjorded mig med Kraft, jævnede Vejen for mig,

(22:8) alle, der ser mig, håner mig, vrænger Mund og ryster på Hovedet:

(22:12) Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

(22:15) Jeg er som Vand, der er udgydt, alle mine Knogler skilles, mit Hjerte er blevet som Voks, det smelter i Livet på mig;

(22:30) De skal tilbede ham alene, alle Jordens mægtige; de skal bøje sig for hans Åsyn, alle, der nedsteg i Støvet og ikke holdt deres Sjæl i Live.

(22:31) Ham skal Efterkommeme tjene; om HERREN skal tales til Slægten, der kommer;

(22:32) de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. 

Alle HERRENs Stier er Miskundhed og Trofasthed for dem, der holder hans Pagt og hans Vidnesbyrd.

Fortroligt Samfund har HERREN med dem, der frygter ham, og han kundgør dem sin Pagt.

giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:12) For alle mine Fjenders Skyld er jeg blevet til Spot, mine Naboers Gru, mine Keodinges Rædsel; de, der ser mig på Gaden, flygter for mig.

(31:16) mine Tider er i din Hånd. Red mig fra Fjenders Hånd, fra dem, der forfølger mig,

(31:20) Hvor stor er dog din Godhed, som du gemmer til dem, der frygter dig, over mod dem, der lider på dig, for Menneskebørnenes Øjne.

(31:24) Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

saligt det Menneske, HERREN ej tilregner Skyld, og i hvis Ånd der ikke er Svig.

Vær ikke uden Forstand som Hest eller Muldyr, der tvinges med Tømme og Bidsel, når de ikke vil komme til dig.

Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.

thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.

Saligt det Folk, der har HERREN til Gud, det Folkefærd, han valgte til Arvelod!

Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,

(34:7) Her er en arm, der råbte, og HERREN hørte, af al hans Trængsel frelste han ham.

(34:8) HERRENs Engel slår Lejr om dem, der frygter ham, og frier dem.

(34:9) Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!

(34:10) Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

(34:11) Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

(34:22) Ulykke bringer de gudløse Død, og bøde skal de, der hader retfærdige.

(34:23) HERREN forløser sine Tjeneres Sjæl, og ingen, der lider på ham, skal bøde. 

HERRE, træt med dem, der trætter med mig, strid imod dem, der strider mod mig,

tag Spyd og Økse frem mod dem, der forfølger mig, sig til min Sjæl: "Jeg er din Frelse!"

Lad dem beskæmmes og blues, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem rødmende vige,

Til Skam og Skændsel blive enhver, hvem min Ulykke glæder; lad dem, der hovmoder sig over mig, hyldes i Spot og Spe.

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

(36:11) Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet.

Græm dig ikke over Ugerningsmænd, misund ikke dem, der gør Uret!

Vær stille for HERREN og bi på ham, græm dig ej over den, der har Held, over den, der farer med Rænker.

Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.

En liden Stund, og den gudløse er ikke mere; ser du hen til hans Sted, så er han der ikke.

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

de retfærdige arver Landet og skal bo der til evig Tid.

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

(38:13) de, der vil mig til Livs, sætter Snarer, og de, der vil mig ondt, lægger Råd om Fordærv, de tænker Dagen igennem på Svig.

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(38:15) som en Mand, der ikke kan høre, i hvis Mund der ikke er Svar.

(38:20) Mange er de, der med Urette er mine Fjender, talrige de, der hader mig uden Grund,

(39:6) Se, i Håndsbredder målte du mine Dage ud, mit Liv er som intet for dig, som et Åndepust står hvert Menneske der. - Sela.

(39:7) Kun som en Skygge er Menneskets Vandring, kun Tomhed er deres Travlhed; de samler og ved ej, hvem der får det.

(40:5) Salig den Mand, der sætter sin Lid til HERREN, ej vender sig til hovmodige eller dem, der hælder til Løgn.

(40:8) Da sagde jeg: "Se, jeg kommer, i Bogrullen er der givet mig Forskrift;

(40:15) Lad dem beskæmmes og rødme, som vil mig til Livs, og de, der ønsker mig ondt, lad dem vige med Skændsel;

Til Korherren. Salme af David (41:2) Salig den Mand, der tager sig af de svage, ham frelser HERREN på Ulykkens Dag;

(41:9) "En dødelig Sot har grebet ham; han ligger der - kommer aldrig op!"

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(47:10) Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han! 

(48:7) af Rædsel grebes de brat, af Veer som en, der føder.

(48:14) læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der

(49:13) Trods Herlighed bliver Mennesket ikke, han er som Dyrene, der forgår.

(49:14) Så går det dem, der tror sig trygge, så ender det for dem, deres Tale behager. - Sela.

(49:20) han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.

(49:21) Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. 

"Saml mig mine fromme, der sluttede Pagt med mig ved Ofre!"

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.

Den, der ofrer Taksigelse, ærer mig; den, der agter på Vejen, lader jeg se Guds Frelse. 

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

Til Korherren. Al-mahalat. Maskil af David (53:2) Dårerne siger i Hjertet: "Der er ingen Gud!" Slet og afskyeligt handler de, ingen gør godt.

(53:3) Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

(53:5) Er de Udådsmænd da uden Forstand de, der æder mit Folk, som åd de Brød, og ikke påkalder Gud?

(55:16) Over dem komme Død, lad dem levende synke i Dødsriget! Thi der er Ondskab i deres Bolig, i deres Indre!

(55:20) Gud, som troner fra Fortids Dage, vil høre og ydmyge dem. - Sela. Thi der er ingen Forandring hos dem, og de frygter ikke for Gud.

(57:3) Gud, den Højeste, påkalder jeg, den Gud, der gør vel imod mig;