'Der' i Biblen

Så går det enhver, der attrår Rov, det tager sin Herres Liv.

men den, der adlyder mig, bor trygt, sikret mod Ulykkens Rædsel. 

der sviger sin Ungdoms Ven og glemmer sin Guds Pagt;

Lykkelig den, der har opnået Visdom, den, der vinder sig Indsigt;

den er et Livets Træ for dem, der griber den, lykkelig den, som holder den fast!

men retfærdiges Sti er som strålende Lys, der vokser i Glans til højlys Dag:

thi det er Liv for dem, der finder det, Helse for alt deres Kød.

Stolte Øjne, Løgnetunge, Hænder, der udgyder uskyldigt Blod,

et Hjerte, der udtænker onde Råd, Fødder, der haster og iler til ondt,

falsk Vidne, der farer med Løgn, og den, som sætter Splid mellem Brødre.

Så er det at gå ind til sin Næstes Hustru; ingen, der rører hende, slipper for Straf.

Afsindig er den, der boler med hende, kun en Selvmorder handler så;

tankeløst følger han hende som en Tyr, der føres til Slagtning, som en Hjort, der løber i Nettet,

til en Pil gennemborer dens Lever, som en Fugl, der falder i Snaren, uden at vide, det gælder dens Liv.

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

Hos mig er der Rigdom og Ære, ældgammelt Gods og Retfærd.

for at tildele dem, der elsker mig, Gods og fylde deres Forrådshuse.

Og nu, I Sønner, hør mig! Vel den, der vogter på mine Veje!

Lykkelig den, der hører på mig, så han daglig våger ved mine Døre og vogter på mine Dørstolper.

Thi den, der ftnder mig; finder Liv og opnår Yndest hos HERREN;

og byder dem ind, der kommer forbi, vandrende ad deres slagne Vej:

Han ved ej, at Skyggerne dvæler der, hendes Gæster er i Dødsrigets Dyb. 

Hvo lydefrit vandrer, vandrer trygt; men hvo der går krogveje, ham går det ilde.

Retfærdige Læber tier om Had, en Tåbe er den, der udspreder Rygter.

Ved megen Tale undgås ej Brøde, klog er den, der vogter sin Mund.

Som Eddike for Tænder og Røg for Øjne så er den lade for dem, der sender ham.

Kommer Hovmod, kommer og Skændsel, men med ydmyge følger der Visdom.

Ved retfærdiges Lykke jubler en By, der er Fryd ved gudløses Undergang.

Den går det ilde, som borger for andre, tryg er den, der hader Håndslag.

Som Guldring i Svinetryne er fager Kvinde, der ikke kan skønne.

Hvo der jager efter godt, han søger efter Yndest, hvo der higer efter ondt, ham kommer det over.

Hvo der stoler på sin Rigdom, falder, retfærdige grønnes som Løv.

Den, der øder sit Hus, høster Vind, Dåre bliver Vismands Træl.

En retfærdig reddes med Nød og næppe, endsige en gudløs, en, der synder. 

Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.

Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Den retfærdige times der intet ondt, - gudløse oplever Vanheld på Vanheld.

På Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej. 

Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig råde, er Visdom.

Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Håndfuld for Håndfuld, øges.

Den, der lader hånt om Ordet, slås ned, den, der frygter Budet, får Løn.

Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.

Når der ikke er Okser, er Laden tom, ved Tyrens Kraft bliver Høsten stor.

Gå fra en Mand, som er en Tåbe, der mærker du intet til Kundskabs Læber.

Den, der foragter sin Næste, synder, lykkelig den, der har Medynk med arme.

Ved al Slags Møje vindes der noget, Mundsvejr volder kun Tab.

Den gudløses Færd er HERREN en Gru, han elsker den, der stræber efter Retfærd.

Streng Tugt er for den, der forlader Vejen; den, der hader Revselse, dør.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

Den øder sit Hus, hvem Vinding er alt; men leve skal den, der hader Gave.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

Hvo Tugt forsmår, lader hånt om sin Sjæl, men Vid fanger den, der lytter til Revselse.

Der er Gudsdom på Kongens Læber, ej fejler hans Mund, når han dømmer.

Retfærdige Læber har Kongens Yndest, han elsker den, der taler oprigtigt.

I Kongens Åsyns Lys er der Liv, som Vårregnens Sky er hans Yndest.

Vel går det den, der mærker sig Ordet; lykkelig den, der stoler på HERREN.

En Nidding graver Ulykkesgrave, det er, som brændte der Ild på hans Læber.

Rænkefuld Mand sætter Splid; den, der bagtaler, skiller Venner.

Voldsmand lokker sin Næste og fører ham en Vej, der ikke er god.

Den, der stirrer, har Rænker for; knibes Læberne sammen, har man fuldbyrdet ondt.

Digel til Sølv og Ovn til Guld, men den, der prøver Hjerter, er HERREN.

Den, der dølger en Synd, søger Venskab, men den, der ripper op i en Sag, skiller Venner.

Den, der gengælder godt med ondt, fra hans Hus skal Vanheld ej vige.

Den, der avler en Tåbe, får Sorg, Dårens Fader er ikke glad.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Selv Dåren, der tier, gælder for viis, forstandig er den, der lukker sine Læber. 

Den, der er efterladen i Gerning, er også Broder til Ødeland.

Den, der taler først i en Trætte har Ret, til den anden kommer og går ham efter.

Død og Liv er i Tungens Vold, hvo der tøjler den, nyder dens Frugt.

Den, der vinder Vid, han elsker sin Sjæl, og den, der vogter på Indsigt, får Lykke.

Det falske Vidne undgår ej Straf, og den, der farer med Løgn, går under.

Tugt din Søn, imens der er Håb, ellers stiler du efter at slå ham ihjel.

I Mands Hjerte er mange Tanker, men HERRENs Råd er det, der står fast.

Kongen, der sidder i Dommersædet, sigter alt ondt med sit Blik.

Øret, der hører, og Øjet, der ser, HERREN skabte dem begge.

Planer, der lægges ved Rådslagning, lykkes; før Krig efter modent Overlæg!

Den, der bander Fader og Moder, i Bælgmørke går hans Lampe ud.

Den, der farer vild fra Kløgtens Vej, skal havne i Skyggers Forsamling.

Den, der higer efter Retfærd og Godhed vinder sig Liv og Ære.

Den, der vogter sin Mund og sin Tunge, vogter sit Liv for Trængsler. -

På den svigefuldes Vej er der Torne og Snarer; vil man vogte sin Sjæl, må man holde sig fra dem.

Vær ej Ven med den, der let bliver hidsig, omgås ikke vredladen Mand,

Hør ikke til dem, der giver Håndslag, dem, som borger for Gæld!

Skal dit Blik flyve efter den uden at finde den? Visselig gør den sig Vinger som Ørnen, der flyver mod Himlen.

Hør ikke til dem, der svælger i Vin, eller dem, der frådser i Kød;

din Fader og Moder glæde sig, hun, der fødte dig, juble!

Den, der har ondt i Sinde, kaldes en rænkefuld Mand.

Frels dem, der slæbes til Døden, red dem, der vakler hen for at dræbes.

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

men dem, der dømmer med Ret, går det vel, dem kommer Lykkens Velsignelse over.

thi ellers vil den, der bører det, smæde dig og dit onde Rygte aldrig dø hen.

Som kølende Sne en Dag i Høst er pålideligt Bud for dem, der sender ham; han kvæger sin Herres Sjæl.

Som Skyer og Blæst uden Regn er en Mand, der skryder med skrømtet Gavmildhed.

Som Stridsøkse, Sværd og hvassen Pil er den, der vidner falsk mod sin Næste.

Som grumset Kilde og ødelagt Væld er retfærdig, der vakler i gudløses Påsyn.

Som åben By uden Mur er en Mand, der ikke kan styre sit Sind. 

Som en, der binder Stenen fast i Slyngen, er den, der hædrer en Tåbe.

Som en Tornekæp, der falder den drukne i Hænde, er Ordsprog i Tåbers Mund.