'Der' i Biblen

Der levede engang i Landet Uz en mand ved Navn Job. Det var en from og retsindig Mand, der frygtede Gud og veg fra det onde.

HERREN spurgte da Satan: " Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Bort med den Dag, jeg fødtes, den Nat, der sagde: "Se, en Dreng!"

Ja, denne Nat vorde gold, der lyde ej Jubel i den!

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

blandt Konger og Jordens Styrere, der bygged sig Gravpaladser,

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

Der larmer de gudløse ikke mer, der hviler de trætte ud,

små og store er lige der og Trællen fri for sin Herre.

Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken

endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!

han, som krydser de kloges Tanker, så de ikke virker noget, der varer,

så der bliver Håb for den ringe og Ondskaben lukker sin Mund.

Ak, for mig er der ingen Hjælp, hver Udvej lukker sig for mig.

Den, der nægter sin Næste Godhed, han bryder med den Almægtiges Frygt.

de, der var grumset af os, og som Sneen gemte sig i,

Vend jer hid, lad der ikke ske Uret, vend jer, thi end har jeg Ret!

Er der Uret på min Tunge, eller skelner min Gane ej, hvad der er ondt? 

Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,

Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,

Vokser der Siv, hvor der ikke er Sump, gror Nilgræs frem, hvor der ikke er Vand?

Så går det enhver, der glemmer Gud, en vanhelliges Håb slår fejl:

røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"

gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort;

Til Latter for Venner er den, der råbte til Gud og fik Svar. den retfærdige er til Latter.

I Fred er Voldsmænds Telte, og trygge er de, der vækker Guds Vrede, den, der fører Gud i sin Hånd.

Hos ham er der Visdom og Vælde, hos ham er der Råd og Indsigt.

Hos ham er der Kraft og Fasthed; den, der farer og fører vild, er hans Værk.

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Og så er han dog som smuldrende Trøske, som Klæder, der ædes op af Møl, 

Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!

Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;

Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?

hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

skønt der ikke er Vold i min Hånd, og skønt min Bøn er ren!

den, der forråder Venner til Plyndring, hans Sønners Øjne hentæres.

i sit Folk har han ikke Afkom og Æt, i hans Hjem er der ingen tilbage;

Ja, således går det den lovløses Bolig, dens Hjem, der ej kender Gud! 

Har jeg da virkelig fejlet, hænger der Fejl ved mig?

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

mine nærmeste og Hendinge holder sig fra mig, de, der er i mit Hus, har glemt mig;

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

som sit Skarn forgår han for evigt, de, der så ham, siger: "Hvor er han?"

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

idel Mørke er opsparet til ham; Ild, der ej blæses op, fortærer ham, æder Levningen i hans Telt.

Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;

Den mægtige - hans var Landet, den hædrede boede der.

Derfor var der Snaret omkring dig, og Rædsel ængsted dig brat.

Bliv Ven med ham og hold Fred. derved vil der times dig Lykke;

thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

"Også i Dag er der Trods i min Klage, tungt ligger hans Hånd på mit Suk!

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Som Tørke og Hede tager Snevand, så Dødsriget dem, der har syndet.

Han var ond mod den golde, der ikke fødte, mod Enken gjorde han ikke vel;

"Hos ham er der Vælde og Rædsel, han skaber Fred i sin høje Bolig.

Er der mon Tal på hans Skarer? Mod hvem står ikke hans Baghold op?

Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

han drog en Kreds over Vandene, der, hvor Lys og Mørke skilles.

i Stenen der sidder Safiren, og der er Guldstøv i den.

Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;

Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst. 

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.

Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;

Thi sligt var Skændselsdåd, Brøde, der drages for Retten,

ja, Ild, der æder til Afgrunden og sætter hele min Høst i Brand!

også det var Brøde, der drages for Retten, thi da fornægted jeg Gud hist oppe.

Ak, var der dog en, der hørte på mig! Her er mit Bomærke - lad den Almægtige svare! Havde jeg blot min Modparts Indlæg!

så gro der Tjørn for Hvede og Ukrudt i Stedet for Byg! Her ender Jobs Ord. 

Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

Se, der har du Uret, det er mit Svar, thi Gud er større end Mennesket.

Eller han revses med Smerter på Lejet, uafbrudt sfår der Hamp i hans Ben;

lad os udgranske, hvad der er Ret, med hinanden skønne, hvad der er godt!

Er der mon Mage til Job? Han drikker Spot som Vand,

Mon en, der hadede Ret, kunde styre? Dømmer du ham, den Retfærdige, Vældige?

der er intet Mørke og intet Mulm, som Udådsmænd kan gemme sig i.

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

Kloge Folk vil sige til mig som og vise Mænd, der hører mig:

Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

Ej må du længes efter Natten, som. opskræmmer Folkeslag der, hvor de er;

Lyt dog til hans bragende Røst, til Drønet, der går fra hans Mund!

Fra Kammeret kommer der Storm, fra Nordens Stjerner Kulde.

Ved Guds Ånde bliver der Is, Vandfladen lægges i Fængsel.

fra Norden kommer en Lysning. Over Gud er der frygtelig Højhed,

det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.

Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den! 

(41:1) Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.

(41:11) Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.

(41:22) På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;

(41:24) bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.

Så kom alle hans Brødre og Søstre og alle, der kendte ham tilforn, og holdt Måltid med ham i hans Hus, og de viste ham deres Medfølelse og trøstede ham over al den Ulykke, HERREN havde bragt over ham, og de gav ham hver en Kesita og en Guldring.