'Men' i Biblen

Men Satan svarede HERREN: "Mon det er for intet, Job frygter Gud?

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved alt, hvad han ejer! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Men Satan svarede HERREN: "Hud for Hud! En Mand giver alt, hvad han ejer, for sit Liv!

Men ræk engang din Hånd ud og rør ved hans Ben og Kød! Sandelig, han vil forbande dig lige op i dit Ansigt!"

Men han svarede hende: "Du taler som en Dåre! Skulde vi tage imod det gode fra Gud, men ikke imod det onde?" I alt dette syndede Job ikke med sine Læber.

Men da de i nogen Frastand så op og ikke kunde genkende ham, opløftede de deres Røst og græd, sønderrev alle tre deres Kapper og kastede Støv op over deres Hoveder.

Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?

Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!

Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.

Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom." 

men Mennesket avler Kvide, og Gnisterne flyver til Vejrs.

Men han frelser den arme fra Sværdet og fattig af stærkes Hånd,

men som svandt ved Solens Glød, tørredes sporløst ud i Hede;

men de beskæmmes i deres Tillid, de kommer derhen og skuffes!

Redelig Tale, se, den gør Indtryk; men eders Revselse, hvad er den værd?

Men vilde I nu dog se på mig! Mon jeg lyver jer op i Ansigtet?

Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.

men rives han bort fra sit Sted, fornægter det ham: "Jeg har ikke set dig!"

ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

endskønt du ved, jeg ikke er skyldig; men af din Hånd er der ingen Redning!

Fald jeg forbrød mig, da ve mig! Var jeg retfærdig, jeg skulde dog ikke løfte mit Hoved, men mættes med Skændsel, kvæges med Nød.

Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig,

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?

men den retfærdige holder sin Vej, en renhåndet vokser i Kraft.

Men I, mød kun alle frem igen, en Vismand fnder jeg ikke iblandt jer!

Se, jeg skriger: Vold! men får ikke Svar, råber om Hjælp, der er ingen Ret.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

Hans Ben var fulde af Ungdomskraft, men den lægger sig med ham i Støvet.

Og han havde dog fyldt deres Huse med godt. Men de gudløses Råd er ham fjernt.

thi stolte, hovmodige ydmyger han, men hjælper den, der slår Øjnene ned;

Men går jeg mod Øst, da er han der ikke, mod Vest, jeg mærker ej til ham;

Men han gjorde sit Valg, hvem hindrer ham Han udfører, hvad hans Sjæl attrår.

De drives fra By og Hus, og Børnenes Hunger skriger. Men Gud, han ænser ej vrangt.

han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;

han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;

Men Visdommen - hvor mon den findes, og hvor er Indsigtens Sted?

Men Visdommen - hvor mon den kommer fra, og hvor er Indsigtens Sted?

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;

Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;

men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

jeg agtede nøje på eder; men ingen af eder gendrev Job og gav Svar på hans Ord.

Men hør nu Job, på min Tale og lyt til alle mine Ord!

men han søger Påskud imod mig, regner mig for sin Fjende;

Thi på een Måde taler Gud, ja på to, men man ænser det ikke:

Siger da en til Gud: "Fejlet har jeg, men synder ej mer,

men siger ej: "Hvor er Gud, vor Skaber, som giver Lovsang om Natten,

Men nu, da hans Vrede ej bringer Straf og han ikke bekymrer sig stort om Synd,

fra retfærdige vender han ikke sit Blik, men giver dem Plads for stedse hos Konger på Tronen i Højhed.

Men hører de ikke, falder de for Sværd og opgiver Ånden i Uforstand.

Men vanhellige Hjerter forbitres; når han binder dem, råber de ikke om Hjælp;

Men dig har Medgangen lokket, du var i Fred for Ulykkens Gab; ingen Trængsel indjog dig Skræk, fuldt var dit Bord af fede Retter.

Og nu: Man ser ej Lyset, skygget af mørke Skyer, men et Vejr farer hen og renser Himlen,

derfor frygter Mennesker ham, men af selv kloge ænser han ingen. 

Een Gang har jeg talt, gentager det ikke, to Gange, men gør det ej mer!

Jeg havde kun hørt et Rygte om dig, men nu har mit Øje set dig;

Men efter at HERREN havde talet disse Ord til Job, sagde han til Temaniten Elifaz: "Min Vrede er blusset op mod dig og dine to Venner, fordi I ikke talte rettelig om mig som min Tjener Job!