'Men' i Biblen

men har Lyst til HERRENs Lov, og som grunder på hans Lov både Dag og Nat.

Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af. 

(3:4) Men, HERRE, du er et Skjold for mig, min Ære og den, der løfter mit Hoved.

(4:5) Vredes kun, men forsynd eder ikke, tænk efter på eders Leje og ti! - Sela.

(5:8) Men jeg kan gå ind i dit Hus af din store Nåde og vendt mod dit hellige Tempel bøje mig i din Frygt.

(7:5) har jeg voldet dem ondt, der holdt Fred med mig, uden Årsag gjort mine Fjender Men,

(7:14) men mod sig selv har han rettet de dræbende Våben, gjort sine Pile til brændende Pile.

(7:16) han grov en Grube, han huled den ud, men faldt i den Grav, han gjorde.

(9:8) Men HERREN troner evindelig, han rejste sin Trone til Dom,

som agter den forkastede ringe, men ærer dem, der frygter HERREN, ej bryder Ed, han svor til egen Skade,

Men jeg skal i Retfærd skue dit Åsyn, mættes ved din Skikkelse, når jeg vågner. 

(18:19) På min Ulykkes Dag faldt de over mig, men HERREN blev mig til Værn.

(18:39) slog dem ned, så de ej kunde rejse sig, men lå faldne under min Fod.

(18:42) De råbte, men ingen hjalp, til HERREN, han svared dem ikke.

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

(22:3) Min Gud, jeg råber om Dagen, du svarer ikke, om Natten, men finder ej Hvile.

(22:7) Men jeg er en Orm og ikke en Mand, til Spot for Mennesker, Folk til Spe;

(22:20) Men du, o HERRE, vær ikke fjern, min Redning, il mig til Hjælp!

(22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

Mine Ungdomssynder og Overtrædelser komme du ikke i Hu, men efter din Miskundhed kom mig i Hu, for din Godheds Skyld, o HERRE!

Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.

(31:7) du hader dem, der bolder på Løgneguder. Men jeg, jeg stoler på HERREN,

(31:9) Du gav mig ikke i Fjendens Hånd, men skaffede Rum for min Fod.

(31:15) Men, HERRE, jeg stoler på dig; jeg siger: Du er min Gud,

(31:24) Elsk HERREN, alle hans fromme; de trofaste skærmer HERREN; men den, der handler i Hovmod, gengælder han mangefold.

Den gudløses Smerter er mange, men den, der stoler på HERREN, omgiver han med Nåde.

Men HERRENs Øje ser til gudfrygtige, til dem, der håber på Nåden,

(34:11) Unge Løver lider Nød og sulter, men de, der søger HERREN, dem fattes intet godt.

(34:20) Den retfærdiges Lidelser er mange, men HERREN frier ham af dem alle;

Men nu jeg vakler, glæder de sig, de stimler sammen, Uslinger, fremmede for mig, stimler sammen imod mig, håner mig uden Ophør;

Men de, der vil min Ret, lad dem juble og glæde sig, stadigen sige: "Lovet være HERREN, som under sin Tjener Fred!"

Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.

Men de sagtmodige skal arve Landet, de fryder sig ved megen Fred.

men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

men Sværdet rammer dem selv i Hjertet, og Buerne brydes sønder og sammen.

thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

Ung har jeg været, og nu er jeg gammel, men aldrig så jeg en retfærdig forladt eller hans Afkom tigge sit Brød;

men, HERREN giver ham ej i hans Hånd og lader ham ikke dømmes for Retten.

men se, da jeg gik der forbi, var han borte; da jeg søgte ham, fandtes han ikke.

men Overtræderne udryddes til Hobe, de gudløses Fremtid går tabt.

(38:14) Men jeg er som en døv, der intet hører, som en stum, der ej åbner sin Mund,

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(41:11) Men du, o HERRE, vær mig nådig og rejs mig, så jeg kan øve Gengæld imod dem.

(44:3) Folk drev du bort, men plantede hine, Folkeslag knuste du, men dem lod du brede sig;

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(44:8) men du gav os Sejr over Fjenden, du lod vore Avindsmænd blive til Skamme.

(49:16) Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

(49:21) Den, som lever i Herlighed, men uden Forstand, han er som Dyrene, der forgår. 

Men til Den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine Bud og fører min Pagt i Munden,

(52:9) "Se der den Mand, der ej gjorde Gud til sit Værn, men stoled på sin megen Rigdom, trodsede på sin Velstand!"

(52:10) Men jeg er som et frodigt Olietræ i Guds Hus, Guds Miskundhed stoler jeg evigt og altid på.

(55:14) men du, en Mand af min Stand, en Ven og fortrolig,

(55:22) Glattere end Smør er hans Mund, men Hjertet vil Krig, blødere end Olie hans Ord, skønt dragne Sværd.

(55:24) Og du, o Gud, nedstyrt dem i Gravens Dyb! Ej skal blodstænkte, svigefulde Mænd nå Hælvten af deres Dage. Men jeg, jeg stoler på dig! 

(59:9) Men du, o HERRE, du ler ad dem, du spotter alle Folk,

(59:17) Men jeg, jeg vil synge om din Styrke, juble hver Morgen over din Nåde; thi du blev mig et Værn, en Tilflugt på Nødens Dag.

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

(63:12) Men Kongen glædes i Gud; enhver, der sværger ved ham, skal juble, thi Løgnernes Mund skal lukkes. 

lod Mennesker skride hen over vort Hoved, vi kom gennem Ild og Vand; men du førte os ud og bragte os Lindring!

(68:4) Men retfærdige frydes og jubler med Glæde og Fryd for Guds Åsyn.

(68:7) Gud, som bringer ensomme hjem, fører Fanger ud til Lykke; men genstridige bor i tørre Egne.

(68:22) Men Fjendernes Hoveder knuser Gud, den gudløses Isse, der vandrer i sine Synder.

(69:14) Men jeg beder, HERRE, til dig i Nådens Tid, o Gud, i din store Miskundhed svare du mig!

(69:30) Men mig, som er arm og lidende, bjærge din Frelse, o Gud!

For mange står jeg som mærket af Gud, men du er min stærke Tilflugt;

Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. 

(75:10) Men jeg skal juble evindelig, lovsynge Jakobs Gud;

vi dølger det ikke for deres Børn, men melder en kommende Slægt om HERRENs Ære og Vælde og Underne, som han har gjort.

så de slår deres Lid til Gud og ikke glemmer Guds Gerninger, men overholder hans Bud,

- Efraims Børn var rustede Bueskytter, men svigted på Stridens Dag -

Men de blev ved at synde imod ham og vække den Højestes Vrede i Ørkenen;

Men før deres Attrå var stillet, mens Maden var i deres Mund,

Men han fik Lede ved Josefs Telt, Efraims Stamme udvalgte han ikke;

Men vi dit Folk og den Hjord, du røgter, vi vil evindelig takke dig, forkynde din Pris fra Slægt til Slægt! 

(81:12) Men mit Folk vilde ikke høre min Røst, Israel lød mig ikke.

Men, Herre, du er en barmhjertig og nådig Gud, langmodig og rig på Nåde og Sandhed.

Men Zion kalder man Moder, der fødtes enhver, den Højeste holder det selv ved Magt.

(88:14) Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde.

(89:34) men min Nåde tager jeg ikke fra ham, min Trofasthed svigter jeg ikke;

(89:39) Men du har forstødt og forkastet din Salvede og handlet i Vrede imod ham;

(92:9) men du er ophøjet for evigt, HERRE.

(102:13) Men du troner evindelig, HERRE, du ihukommes fra Slægt til Slægt;

(102:27) de falder, men du består, alle slides de op som en Klædning;

(102:28) som Klæder skifter du dem; de skiftes, men du er den samme, og dine År får aldrig Ende!

Men så højt som Himlen er over Jorden, er hans Miskundhed stor over dem, der frygter ham.

Men HERRENs Miskundhed varer fra Evighed og til Evighed over dem, der frygter ham, og hans Retfærd til Børnenes Børn

tillod han ingen at volde dem Men, men tugted for deres Skyld Konger

han sendte Mørke, så blev det mørkt, men de ænsede ikke hans Ord;

Men de glemte snart hans Gerninger, biede ej på hans Råd;

Da tænkte han på at udrydde dem, men Moses, hans udvalgte Mand, stilled sig i Gabet for hans Åsyn for at hindre, at hans Vrede lagde øde.

men knurrede i deres Telte og hørte ikke på HERREN;

Han frelste dem Gang på Gang, men de stod egensindigt imod og sygnede hen i Brøden;

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem at deres Trængsler

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

men de råbte til Herren i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

men de råbte til HERREN i Nøden, han frelste dem af deres Trængsler,

Men han løfter den fattige op af hans Nød og gør deres Slægter som Hjorde;

de oprigtige ser det og glædes, men al Ondskab lukker sin Mund.