'Thi' i Biblen

Thi HERREN kender retfærdiges Vej, men gudløses Vej brydes af. 

(3:6) Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi HERREN holder mig oppe.

(3:8) Rejs dig, HERRE, frels mig, min Gud, thi alle mine Fjender slog du på Kind, du brød de gudløses Tænder!

(4:9) I Fred går jeg til Hvile og slumrer straks, thi, HERRE, du lader mig bo alene i Tryghed. 

(5:3) lån Øre til mit Nødråb, min Konge og Gud, thi jeg beder til dig!

(5:5) Thi du er ikke en Gud, der ynder Ugudelighed, den onde kan ikke gæste dig,

(5:10) Thi blottet for Sandhed er deres Mund, deres Hjerte en Afgrund, Struben en åben Grav, deres Tunge er glat.

(5:13) Thi du velsigner den retfærdige, HERRE, du dækker ham med Nåde som Skjold. 

(6:6) Thi i Døden kommes du ikke i Hu, i Dødsriget hvo vil takke dig der?

(6:9) Vig fra mig, alle I Udådsmænd, thi HERREN har hørt min Gråd,

(9:5) Thi du hævded min Ret og min Sag, du sad på Tronen som Retfærds Dommer.

(9:11) og de stoler på dig, de, som kender dit Navn, thi du svigted ej dem, der søgte dig, HERRE.

(9:13) Thi han, der hævner Blodskyld, kom dem i Hu, han glemte ikke de armes Råb:

(9:19) Thi den fattige glemmes ikke for evigt, ej skuffes evindelig ydmyges Håb.

thi den gudløse praler af sin Sjæls Atfrå, den gridske forbander, ringeagter HERREN.

Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn! 

Til Korherren. Al-ha-sheminit. Salme af David. (12:2) HERRE, hjælp, thi de fromme er borte, svundet er Troskab blandt Menneskens Børn;

Jeg vil synge for HERREN, thi han var mig god! 

Af Rædsel gribes de da, thi Gud er i de retfærdiges Slægt.

Vogt mig, Gud, thi jeg lider på dig!

Thi Dødsriget giver du ikke min Sjæl, lader ikke din hellige skue Graven.

Fra dig skal min Ret udgå, thi hvad ret er, ser dine Øjne.

Jeg råber til dig, thi du svarer mig, Gud, bøj Øret til mig, hør på mit Ord!

(18:8) Da rystede Jorden og skjalv, Bjergenes Grundvolde bæved og rysted, thi hans Vrede blussede op.

(18:20) Han førte mig ud i åbent Land, han frelste mig, thi han havde Behag i mig.

(18:22) thi jeg holdt mig til HERRENs Veje, svigted i Gudløshed ikke min Gud

(18:30) Thi ved din Hjælp søndrer jeg Mure, ved min Guds Hjælp springer jeg over Volde.

(21:8) Thi Kongen stoler på HERREN, ved den Højestes Nåde rokkes han ikke.

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

(21:13) thi du slår dem på Flugt, med din Bue sigter du mod deres Ansigt.

(22:12) Vær mig ikke fjern, thi Trængslen er nær, og ingen er der, som hjælper!

(22:17) Thi Hunde står omkring mig, onde i Flok omringer mig, de har gennemboret mine Hænder og Fødder,

(22:25) Thi han foragtede ikke, forsmåede ikke den armes Råb, skjulte ikke sit Åsyn for ham, men hørte, da han råbte til ham!"

(22:29) Thi HERRENs er Riget, han er Folkenes Hersker.

(22:32) de skal forkynde et Folk, der fødes, hans Retfærd. Thi han greb ind. 

Skal jeg end vandre i Dødsskyggens Dal, jeg frygter ej ondt; thi du er med mig, din Kæp og din Stav er min Trøst.

thi han har grundlagt den på Have, grundfæstet den på Strømme.

Led mig på din Sandheds Vej og lær mig, thi du er min Frelses Gud; jeg bier bestandig på dig.

For dit Navns Skyld, HERRE, tilgive du min Brøde, thi den er stor.

Mit Øje er stadig vendt imod HERREN, thi han frier mine Fødder af Snaren.

Vend dig til mig og vær mig nådig, thi jeg er ene og arm.

Se hen til mine Fjender, thi de er mange og hader mig med Had uden Grund.

Lad Uskyld og Retsind vogte mig, thi jeg bier på dig, HERRE.

Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

thi din Miskundhed står mig for Øje, jeg vandrer i din Sandhed.

Thi han gemmer mig i sin Hytte på Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op på en Klippe.

Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.

giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udånder Vold, står frem imod mig.

Thi HERRENs Gerning ænser de ikke, ej heller hans Hænders Værk. Han nedbryde dem og opbygge dem ej!

Lovet være HERREN, thi han har hørt min tryglende Røst;

Salm af David. En sang ved Tempelindvielsen (30:2) HERRE, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine Fjender glæde sig over mig;

(30:6) Thi et Øjeblik varer hans Vrede, Livet igennem hans Nåde; om Aftenen gæster os Gråd, om Morgenen Frydesang.

(31:4) thi du er min Klippe og Borg. For dit Navns Skyld lede og føre du mig,

(31:5) fri mig fra Garnet, de satte for mig; thi du er min Tilflugt,

(31:8) jeg vil juble og glæde mig over din Miskundhed; thi du har set min Nød, agtet på min Sjælekvide.

(31:10) Vær mig nådig, HERRE, thi jeg er angst, af Kummer hentæres mit Øje, min Sjæl og mit Indre.

(31:11) Thi mit Liv svinder hen i Sorg, mine År i Suk, min Kraft er brudt for min Brødes Skyld, mine Ben hentæres.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

(31:22) Lovet være HERREN, thi under fuld Miskundhed har han vist mig i en befæstet Stad.

thi din Hånd lå tungt på mig både Dag og Nat, min Livskraft svandt som i Sommerens Tørke. - Sela.

Thi sandt er HERRENs Ord, og al hans Gerning er trofast;

thi han talede, så skete det, han bød, så stod det der.

thi vort Hjerte glæder sig i ham, vi stoler på hans hellige Navn.

(34:10) Frygter HERREN, I hans hellige, thi de, der frygter ham, mangler intet.

Thi uden Grund har de sat deres Garn for mig, gravet min Sjæl en Grav.

Thi de taler ej Fred mod de stille i Landet udtænker de Svig;

(36:3) thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

(36:10) thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys!

Thi hastigt svides de af som Græsset, visner som det friske Grønne.

Thi Ugerningsmænd skal ryddes ud, men de, der bier på HERREN, skal arve Landet.

men Herren, han ler ad ham, thi han ser hans Time komme.

thi de gudløses Arme skal brydes, men HERREN støtter de retfærdige;

Thi de gudløse går til Grunde, som Engenes Pragt er HERRENs Fjender, de svinder, de svinder som Røg.

om end han snubler, falder han ikke, thi HERREN støtter hans Hånd.

thi HERREN elsker Ret og svigter ej sine fromme. De onde udslettes for evigt, de gudløses Afkom udryddes;

Vogt på Uskyld, læg Vind på Oprigtighed, thi Fredens Mand har en Fremtid;

HERREN hjælper og frier dem, fra de gudløse frier og frelser han dem; thi hos ham har de søgt deres Tilflugt. 

(38:3) Thi dine pile sidder i mig, din Hånd har lagt sig på mig.

(38:5) thi over mit Hoved skyller min Brøde som en tyngende Byrde, for tung for mig.

(38:8) Thi Lænderne er fulde af Brand, intet er karskt på min Krop,

(38:16) Thi til dig står mit Håb, o HERRE, du vil bønhøre, Herre min Gud,

(38:18) Thi jeg står allerede for Fald, mine Smerter minder mig stadig;

(38:19) thi jeg må bekende min Skyld må sørge over min Synd.

(39:13) Hør, o HERRE, min Bøn og lyt til mit Skrig, til mine Tårer tie du ej! Thi en fremmed er jeg hos dig, en Gæst som alle mine Fædre.

(40:13) Thi Ulykker lejrer sig om mig i talløs Mængde, mine Synder har indhentet mig, så jeg ikke kan se, de er flere end Hovedets Hår, og Modet har svigtet.

(42:6) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!

(42:12) Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træn:t af Fjender?

Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud! 

(44:4) thi de fik ej Landet i Eje med Sværdet, det var ej deres Arm, der gav dem Sejr, men det var din højre, din Arm og dit Ansigts Lys, thi du havde dem kær.

(44:7) thi ej på min Bue stoler jeg, mit Sværd kan ikke give mig Sejr;

(44:26) Thi vor Sjæl ligger bøjet i Støvet, vort Legeme klæber ved Jorden.

(45:12) at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.

(47:3) Thi HERREN, den Højeste, er frygtelig, en Konge stor over hele Jorden.

(47:8) thi han er al Jordens Konge, syng en Sang for Gud.

(47:10) Folkenes Stormænd samles med Folket, der tilhører Abrahams Gud; thi Guds er Jordens Skjolde, højt ophøjet er han! 

(48:5) Thi Kongerne samlede sig, rykked frem tilsammen;

(49:16) Men Gud udløser min Sjæl af Dødsrigets Hånd, thi han tager mig til sig. - Sela.

(49:18) thi intet tager han med i Døden, hans Herlighed følger ham ikke.