'De' i Biblen

de skal give tankeløse Klogskab, ungdommen Kundskab og Kløgt;

de skal lære at tyde Ordsprog og Billeder, de vises Ord og Gåder.

Siger de: "Kom med, lad os lure på den fromme, lægge Baghold for sagesløs, skyldfri Mand!

Som Dødsriget sluger vi dem levende, med Hud og Hår, som for de i Graven.

thi deres Fødder løber efter ondt, de haster for at udgyde Blod.

de lurer på eget Blod, lægger Baghold for eget Liv.

Da svarer jeg ej, når de kalder, de søger mig uden at finde,

fordi de hadede Kundskab og ikke valgte HERRENs Frygt;

mit Råd tog de ikke til sig, men lod hånt om al min Revselse.

Frugt af deres Færd skal de nyde og mættes med egne Råd;

som går fra de lige Stier for at vandre på Mørkets Veje.

de, som går krogede Stier og følger bugtede Spor -

tilbage vender ingen, som går ind til hende, de når ej Livets Stier

at du må vandre de godes Vej og holde dig til de retfærdiges Stier;

Thi en Række af Dage og Leveår og Lykke bringer de dig.

Min Søn, tag Vare på Snilde og Kløgt, de slippe dig ikke af Syne;

så bliver de Liv for din Sjæl og et yndigt Smykke til din Hals.

De vise får Ære til Arv, men Tåber høster kun Skam. 

Kom ikke på gudløses Sti, skrid ej frem ad de ondes Vej.

thi de sover ikke, når de ikke har syndet, og Søvnen flyr dem, når de ej har bragt Fald.

Thi de æder Gudløsheds Brød og drikker Urettens Vin.

Gudløses Vej er som Mørket, de skønner ej, hvad de snubler over,

Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig!

og blandt de tankeløse så jeg en Yngling, en uden Vid blev jeg var blandt de unge;

de er alle ligetil for den kloge, retvise for dem der vandt Indsigt

Jeg elsker dem, der elsker mig, og de, der søger mig, finder mig.

De vise gemmer den indsigt, de har, Dårens Mund er truende Våde.

Den riges Gods er hans faste Stad, Armod de ringes Våde.

Yndefuld Kvinde vinder Manden Ære; hader hun Retsind, volder hun Skændsel. De lade må savne Gods, flittige vinder sig Rigdom.

De svigefulde er HERREN en Gru, hans Velbehag ejer, hvo lydefrit vandrer.

Visselig undgår den onde ej Straf, de retfærdiges Æt går fri.

De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod bolder Stand.

Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.

De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.

Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbebag.

De flittiges Hånd skal råde, den lade tvinges til Hoveriarbejde.

Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.

Vanheld følger Syndere, Lykken når de retfærdige.

I Dårens Mund er Ris til hans Ryg, for de vise står Læberne Vagt.

De tankeløse giver dårskab i Arv, de kloge efterlader sig Kundskab.

De, som virker ondt, farer visselig vild; de, som virker godt, finder Nåde og Trofasthed.

De vises Krone er Kløgt, Tåbers Krans er Dårskab.

Alle Vegne er HERRENs Øjne, de udspejder onde og gode.

Den lades Vej er spærret af Tjørn, de flittiges Sti er banet.

Er der ikke holdt Råd, så mislykkes Planer, de lykkes, når mange rådslår.

Øret, der lytter til Livsens Revselse, vil gerne dvæle iblandt de vise.

De retsindiges Vej er at vige fra ondt; den vogter sit Liv, som agter på sin Vej.

De gamles Krone er Børnebørn, Sønners Stolthed er Fædre.

At straffe den, der har Ret, er ilde, værre endnu at slå de ædle.

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Bugen.

Den forstandiges Hjerte vinder sig Kundskab, de vises Øre attrår Kundskab.

Gaver åbner et Menneske Vej og fører ham hen til de store.

Loddet gør Ende på Trætter og skiller de stærkeste ad.

Viis Konge sigter de gudløse, lader Tærskehjul gå over dem.

Gudløses Voldsfærd bortriver dem selv, thi de vægrer sig ved at øve Ret.

Vederstyggeligt er de gudløses Offer, især når det ofres for Skændselsdåd.

Bøj Øret og hør de vises Ord, vend Hjertet til og kend deres Liflighed!

Vogter du dem i dit Indre, er de alle rede på Læben.

ja, som en Stimand ligger hun på Lur og øger de troløses Tal blandt Mennesker.

De, som sidder sent over Vinen, som kommer for at smage den stærke Drik.

dine Øjne skuer de sælsomste Ting, og bagvendt taler dit Hjerte;

"De slog mig, jeg følte ej Smerte, gav mig Hug, jeg mærked det ikke; når engang jeg vågner igen, så søger jeg atter til Vinen!" 

Siger du: "Se, jeg vidste det ikke" - mon ej han, der vejer Hjerter, kan skønne? Han, der tager Vare på din Sjæl, han ved det, han gengælder Mennesker, hvad de har gjort.

Græm dig ej over Ugerningsmænd, misund ikke de gudløse;

Bryst dig ikke for Kongen og stil dig ikke på de stores Plads;

Bagtalerens Ord er som Lækkerbidskener, de synker dybt i Legemets Kamre.

En fattig Tyran, der kuer de ringe, er Regn, der hærger og ej giver Brød.

Hvo Loven sviger, roser de gudløse, hvo Loven holder, er på Krigsfod med dem.

Ildesindede fatter ej Ret; alt fatter de, som søger HERREN.

Hvo Velstand øger ved Åger og Opgæld, samler til en, som er mild mod de ringe.

Leder man retsindige vild på onde Veje, falder man selv i sin Grav; men de lydefri arver Lykke.

Vinder gudløse frem, kryber Folk i Skjul; når de omkommer, bliver de retfærdige mange. 

Er der mange retfærdige, glædes Folket, men råder de gudløse, sukker Folket.

Den retfærdige kender de ringes Retssag; den gudløse skønner intet.

Spottere ophidser Byen, men Vismænd, de stiller Vrede.

De blodtørstige hader lydefri Mand, de retsindige tager sig af ham.

En Konge, der dømmer de ringe med Ret, hans Trone står fast evindelig.

en Slægt med de stolteste Øjne, hvis Blikke er fulde af Hovmod.

en Slægt, hvis Tænder er Sværd hvis Kæber er skarpe Knive, så de æder de arme ud af Landet, de fattige ud af Menneskers Samfund.

Myrerne, de er et Folk uden Styrke, samler dog Føde om Somren;

Græshopper, de har ej Konge, drager dog ud i Rad og Række;

at de ikke skal drikke og glemme Vedtægt og bøje Retten for alle arme.