'At' i Biblen

Kysser Sønnen, at ikke han vredes og I forgår! Snart blusset hans Vrede op. Salig hver den, der lider på ham! 

(4:4) Vid dog, at HERREN er mig underfuldt god; når jeg påkalder HERREN, hører han mig.

(6:7) Jeg er så træt af at sukke; jeg væder hver Nat mit Leje, bader med Tårer min Seng;

(7:3) at han ej som en Løve skal rive mig sønder, bortrive, uden at nogen befrier.

(8:3) Af spædes og diendes Mund har du rejst dig et Værn for dine Modstanderes Skyld, for at bringe til Tavshed Fjende og Hævner.

(8:5) hvad er da et Menneske, at du kommer ham i Hu, et Menneskebarn, at du tager dig af ham?

(9:15) at jeg kan kundgøre al din Pris, juble over din Frelse i Zions Datters Porte!"

(9:21) HERRE, slå dem med Rædsel, lad Folkene kende, at de er Mennesker! - Sela. 

han lurer i Skjul som Løve i Krat, på at fange den arme lurer han, han fanger den arme ind i sit Garn;

for at skaffe fortrykte og faderløse Ret. Ikke skal dødelige mer øve Vold. 

Thi se, de gudløse spænder Buen, lægger Pilen til Rette på Strengen for i Mørke at ramme de oprigtige af Hjertet.

Thi retfærdig er HERREN, han elsker at øve Retfærd, de oprigtige skuer hans Åsyn! 

HERREN skuer ned fra Himlen på Menneskens Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

De omringer os, overalt hvor vi går, de sigter på at slå os til Jorden.

(19:4) Uden Ord og uden Tale, uden at Lyden høres,

(19:6) som en Brudgom går den ud af sit Kammer, er glad som en Helt ved at løbe sin Bane,

(19:12) Din Tjener tager og Vare på dem; at holde dem lønner sig rigt.

(19:13) Hvo mærker selv, at han fejler? Tilgiv mig lønlige Brøst!

(20:6) at vi må juble over din Frelse, løfte Banner i vor Guds Navn ! HERREN opfylde alle dine Bønner!

(20:7) Nu ved jeg, at HERREN frelser sin Salvede og svarer ham fra sin hellige Himmel med sin højres frelsende Vælde.

(21:12) Thi de søger at volde dig ondt, spinder Rænker, men evner intet;

Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

Løft eders Hoveder, I Porte, løft jer, I ældgamle Døre, at Ærens Konge kan drage ind!

Skaf mig ret o Herre, thi jeg vandrer i Uskyld, stoler på HERREN uden at vakle.

Jeg tvætter mine Hænder i Renhed, at jeg kan vandre omkring dit Alter, HERRE,

for at istemme Takkesang, fortælle om alle dine Undere.

Når onde kommer imod mig for at æde mit Kød, så snubler og falder de, Uvenner og Fjender!

Om eet har jeg bedet HERREN, det attrår jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.

Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land -

Jeg råber til dig, o Herre, min Klippe, vær ikke tavs imod mig, at jeg ej, når du tier, skal blive som de, der synker i Graven.

får Libanon til at springe som en Kalv og Sirjon som den vilde Okse!

HERRENs Røst får Ørk til at skælve, HERREN får Kadesj's Ørk til at skælve!

HERRENs Røst får Hind til at føde, og den gør lyst i Skoven.

(30:10) "Hvad Vinding har du af mit Blod, af at jeg synker i Graven? Kan Støv mon takke dig, råbe din Trofasthed ud?

(30:13) at min Ære skal prise dig uden Ophør. HERRE min Gud, jeg vil takke dig evigt! 

(31:13) Som en død er jeg gået dem at Minde, jeg er som et ødelagt Kar.

(31:14) Thi mange hører jeg hviske, trindt om er Rædsel, når de holder Råd imod mig, pønser på at tage mit Liv.

Jeg vil lære dig og vise dig, hvor du skal gå, jeg vil råde dig ved at fæste mit Øje på dig.

for at fri deres Sjæl fra Døden og holde dem i Live i Hungerens Tid.

(34:9) Smag og se, at HERREN er god, salig den Mand, der lider på ham!

(34:13) Om nogen attrår Liv og ønsker sig Dage for at skue Lykke,

(34:14) så var din Tunge for ondt, dine Læber fra at tale Svig;

(34:17) Mod dem, der gør ondt, er HERRENs Åsyn for at slette deres Minde af Jorden; (vers 16 og 17 har byttet plads)

(36:3) thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham.

(36:4) Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt;

De gudløse drager Sværdet og spænder Buen for at fælde arm og fattig, for at nedslagte dem, der vandrer ret;

Bi på HERREN og bliv på hans Vej, så skal han ophøje dig til at arve Landet; du skal skue de gudløses Undergang.

(39:3) Jeg var stum og tavs, jeg tav for at undgå tomme Ord, men min Smerte naged,

(39:5) Lær mig, HERRE, at kende mit Endeligt, det Mål af Dage, jeg har, lad mig kende, hvor snart jeg skal bort!

(40:6) Mange Undere gjorde du, HERRE min Gud, og mange Tanker tænkte du for os; de kan ikke opregnes for dig; ellers forkyndte og fortalte jeg dem; til at tælles er de for mange.

(40:9) at gøre din Vilje, min Gud, er min Lyst, og din Lov er i mit Indre."

(40:14) Du værdiges, HERRE, at fri mig, HERRE, il mig til Hjælp.

(41:8) Mine Avindsmænd hvisker sammen imod mig, alle regner de med, at det går mig ilde:

(41:12) Deraf kan jeg kende, at du har mig kær, at min Fjende ikke skal juble over mig.

at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud!

(45:12) at Kongen må attrå din Skønhed, thi han er din Herre.

(46:11) Hold inde og kend, at jeg er Gud, ophøjet blandt Folkene, ophøjet på Jorden!

(48:14) læg Mærke til dets Ringmur, så gennem dets Borge, at I kan melde Slægten, der

(49:10) og aldrig få Graven at se;

(49:20) han vandrer til sine Fædres Slægt, der aldrig får Lyset at skue.

han stævnede Himlen deroppe hid og Jorden for at dømme sit Folk:

Og Himlen forkyndte hans Retfærd, at Gud er den, der dømmer.

Mærk jer det, I, som glemmer Gud, at jeg ikke skal rive jer redningsløst sønder.

(51:6) Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine Øjne er ondt, at du må få Ret, når du taler, stå ren, når du dømmer.

Til Korherren. Maskil af David (52:2) Dengang Edomitten Do'eg gik hen og fortalte Saul, at David var taget ind til Akimelek (52:3) Du stærke, hvi bryster du dig af din Ondskab imod den fromme?

(52:11) Evindelig takker jeg dig, fordi du greb ind; jeg vidner iblandt dine fromme, at godt er dit Navn. 

(53:3) Gud skuer ned fra Himlen på Menneskenes Børn for at se, om der findes en forstandig, nogen, der søger Gud.

Til Korherren. Til Strengespil. Maskil af David (54:2) Dengang Folkene fra Zim kom og fortalte Saul, at David skjulte sig hos dem (54:3) Frels mig o Gud, ved dit navn og skaf mig min ret ved din Vælde,

(56:10) Da skal Fjenderne vige, den Dag jeg kalder; så meget ved jeg, at Gud er med mig.

(56:13) Jeg har Løfter til dig at indfri, o Gud, med Takofre vil jeg betale dig.

(56:14) Thi fra Døden frier du min Sjæl, ja min Fod fra Fald, at jeg kan vandre for Guds Åsyn i Livets Lys. 

Til Korherren. Al-tashket. Miktam af David. Dengang Saul sendte Folk ud for at bevogte Huset og dræbe ham (59:2) Fri mig fra mine Fjender, min Gud bjærg mig fra dem, der rejser sig mod mig;

(59:4) Thi se, de lurer efter min Sjæl, stærke Mænd stimler sammen imod mig, uden at jeg har Skyld eller Brøde.

(59:5) Uden at jeg har forbrudt mig, HERRE, stormer de frem og stiller sig op. Vågn op og kom mig i Møde, se til!

(59:12) Slå dem ikke ihjel, at ikke mit Folk skal glemme, gør dem hjemløse med din Vælde og styrt dem,

(59:14) udryd dem i Vrede, gør Ende på dem, så man kan kende til Jordens Ender, at Gud er Hersker i Jakob! - Sela.

(61:8) Han skal trone evigt for Guds Åsyn; send Nåde og Sandhed til at bevare ham!

(62:5) Ja, de oplægger Råd om at styrte ham fra hans Højhed. De elsker Løgn, velsigner med Munden, men forbander i deres Indre. - Sela.

(62:12) Een Gang talede Gud, to Gange hørte jeg det: at Magten er Guds,

(63:3) (således var det, jeg så dig i Helligdommen) for at skue din Vælde og Ære;

(64:5) for i Løn at ramme den skyldfri, ramme ham brat og uset.

(64:6) Ihærdigt lægger de onde Råd, skryder af, at de lægger Snarer siger: "Hvem skulde se os?"

(67:3) for at din Vej må kendes på Jorden, din Frelse blandt alle Folk.

(68:19) Du steg op til det høje, du bortførte Fanger, Gaver tog du blandt Mennesker, også iblandt de genstridige, at du måtte bo der, HERRE, o Gud.

(68:24) at din Fod må vade i Blod, dine Hundes Tunger få del i Fjenderne."

(69:4) træt har jeg skreget mig, Struben brænder, mit Øje er mat af at bie på min Gud;

(69:15) Frels mig med din trofaste Hjælp fra Dyndet, at jeg ikke skal synke; red mig fra dem, der hader mig, fra Vandenes Dyb,

(69:21) Spot har ulægeligt knust mit Hjerte; jeg bied forgæves på Medynk, på Trøstere uden at finde;

(69:22) de gav mig Malurt at spise og slukked min Tørst med Eddike.

Til Korherren. Af David. Le-hazkir (70:2) Du værdiges, Gud, at fri mig, Herre, il mig til Hjælp!

Men jeg, jeg vil altid håbe, blive ved at istemme din Pris;

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger. 

Hvor længe, o Gud, skal vor Modstander smæde, Fjenden blive ved at håne dit Navn?

Kom i Hu, o HERRE, at Fjenden har hånet, et Folk af Dårer har spottet dit Navn!

(76:10) da Gud stod op til Dom for at frelse hver ydmyg på Jord. - Sela.

(77:10) har Gud da glemt at ynkes, lukket sit Hjerte i Vrede? - Sela.

(77:11) Jeg sagde: Det er min Smerte; at den Højestes højre er ikke som før.