'At' i Biblen

Hans Sønner havde for Skik at holde Gæstebud på Omgang hos hverandre, og de indbød deres tre Søstre til at spise og drikke sammen med sig.

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan.

så faldt Sabæerne over dem og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en anden og sagde: "Guds Ild faldt ned fra Himmelen og slog ned iblandt Småkvæget og Karlene og fortærede dem; jeg alene undslap for at melde dig det."

Medens han endnu talte, kom en tredje og sagde: "Kaldæerne kom i tre Flokke og kastede sig over Kamelerne og tog dem; Karlene huggede de ned med Sværdet; jeg alene undslap for at melde dig det."

og se, da for der et stærkt Vejr hen over Ørkenen, og det tog i Husets fire Hjørner, så det styrtede ned over de unge Mænd, og de omkom; jeg alene undslap for at melde dig det."

Nu hændte det en Dag, at Guds Sønner kom og trådte frem for HERREN, og iblandt dem kom også Satan og trådte frem for ham.

HERREN spurgte da Satan: "Har du lagt Mærke til min Tjener Job? Der findes ingen som han på Jorden, så from og retsindig en Mand, som frygter Gud og viger fra det onde. Endnu holder han fast ved sin Fromhed, og uden Grund har du ægget mig til at ødelægge ham!"

Og Job tog sig et Potteskår til at skrabe sig med, medens han sad i Askedyngen.

Da Jobs tre Venner hørte om al den Ulykke, der havde ramt ham, kom de hver fra sin Hjemstavn. Temaniten Elifaz, Sjuhiten Bildad og Na'amatiten Zofar, og aftalte at gå hen og vise ham deres Medfølelse og trøste ham.

Så sad de på Jorden hos ham i syv Dage og syv Nætter, uden at nogen af dem mælede et Ord til ham; thi de så, at hans Lidelser var såre store. 

De, der besværger Dage, forbande den, de, der har lært at hidse Livjatan";

Hvorfor var der Knæ til at tage imod mig, hvorfor var der Bryster at die?

Eller var jeg dog som et nedgravet Foster. som Børn, der ikke fik Lyset at se!

De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.

for at løfte de bøjede højt, så de sørgende opnår Frelse,

Held den Mand, som revses at Gud; ringeagt ej den Almægtiges Tugt!

du er gemt for Tungens Svøbe, har intet at frygte, når Voldsdåd kommer;

du kender at have dit Telt i Fred, du mønstrer din Bolig, og intet fattes;

du kender at have et talrigt Afkom, som Jordens Urter er dine Spirer;

så vilde det være min Trøst - jeg hopped af Glæde trods skånselsløs Kval at jeg ikke har nægtet den Helliges Ord.

Hvad er min Kraft, at jeg skal holde ud, min Udgang, at jeg skal være tålmodig?

Er det jer Hensigt at revse Ord? Den fortvivledes Ord er dog Mundsvejr!

Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!

han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.

Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,

Endnu i Grøde, uden at høstes, visner det før alt andet Græs.

"Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?

vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!

da talte jeg uden at frygte ham,, thi min Dom om mig selv er en anden! 

Gavner det dig at øve Vold, at forkaste det Værk, dine Hænder danned, men smile til gudløses Råd?

Kom i Hu, at du dannede mig som Ler, og til Støv vil du atter gøre mig!

Er ej mine Livsdage få? Så slip mig, at jeg kan kvæges lidt,

kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld!

ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast,

du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle.

Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! 

Hvem blandt dem alle ved vel ikke, at HERRENs Hånd har skabt det;

Men til den Almægtige vil jeg tale, med Gud er jeg sindet at gå i Rette,

Ti stille, at jeg kan tale, så overgå mig, hvad der vil!

Se, til Rettergang er jeg rede, jeg ved, at Retten er min!

at du skriver mig så bitter en Dom og lader mig arve min Ungdoms Skyld,

tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!

Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;

for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?

udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;

tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.

Får Mundsvejret aldrig Ende? Hvad ægged dig dog til at svare?

at du greb mig, gælder som Vidnesbyrd mod mig, min Magerhed vidner imod mig.

at han skifter Ret mellem Manden og Gud, mellem Mennesket og hans Ven!

Eller gør I jer store imod mig og revser mig ved at smæde?

Så vid da, at Gud har bøjet min Ret, omspændt mig med sit Net.

Men jeg ved, at min Løser lever, over Støvet vil en Forsvarer stå frem.

så tag jer i Vare for Sværdet; thi Vrede rammer de lovløse, at I skal kende, der kommer en Dom! 

at gudløses Jubel er kort og vanhelliges Glæde stakket?

Øjet, der så ham, ser ham ej mer, hans Sted får ham aldrig at se igen.

For at fylde hans Bug sender Gud sin Vredes Glød imod ham, lader sin Harme regne på ham.

Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!

skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!

Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"

lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!

Har den Almægtige godt af din Retfærd, Vinding af, at din Vandel er ret?

gav ikke den trætte Vand at drikke og nægted den sultne Brød.

Ak, vidste jeg Vej til at finde ham, kunde jeg nå hans Trone!

Hvorfor har ej den Almægtige opsparet Tider, hvi får de, som kender ham, ikke hans Dage at se?

Hvem hjalp dig med at få Ordene frem, hvis Ånd mon der talte af dig?

Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.

Krystal og Koraller ikke at nævne. At eje Visdom er mere end Perler,

Men til Mennesket sagde han: "Se, HERRENs Frygt, det er Visdom, at sky det onde er Indsigt." 

Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:

Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.

Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.

Jeg sluttede en Pagt med mit Øje om ikke at se på en Jomfru;

Blev jeg en Dåre på Grund at en Kvinde, og har jeg luret ved Næstens Dør,

var jeg ene om at spise mit Brød, har den faderløse ej spist deraf

var det min Glæde, at Rigdommen voksed, og at min Hånd fik sanket så meget,

nej, jeg tillod ikke min Gane at synde, så jeg bandende kræved hans Sjæl.

men da han så, at de tre Mænd intet havde at svare, blussede hans Vrede op;

og Buziten Elihu, Barak'els Søn, tog til Orde og sagde: Ung af Dage er jeg, og I er gamle Mænd, derfor holdt jeg mig tilbage, angst for at meddele eder min Viden;

Jeg biede på, at I skulde tale, lyttede efter forstandige Ord, at I skulde finde de rette Ord;

Skal jeg tøve, fordi de tier og står der uden at svare et Ord?

som tilbundet Vin er mit Bryst, som nyfyldte Vinsække nær ved at sprænges;

tale vil jeg for at få Luft, åbne mine Læber og svare.

thi at smigre bruger jeg ikke, snart rev min Skaber mig ellers bort! 

for at få Mennessket bort fra Uret og udrydde Hovmod af Manden,

og den viser ham Nåde og siger: "Fri ham fra at synke i Graven, Løsepenge har jeg fået!"

Han har friet min Sjæl fra at fare i Grav, mit Liv ser Lyset med Lyst!"

for at redde hans Sjæl fra Graven, så han skuer Livets Lys!

Har du noget at sige, så svar mig, tal, thi gerne gav jeg dig Ret;

hvis ikke, så høre du på mig, ti stille, at jeg kan lære dig Visdom! 

Thi han sagde: "Det båder ikke en Mand, at han har Venskab med Gud!"

Derfor, I kloge, hør mig: Det være langt fra Gud af synde, fra den Almægtige at gøre ondt;

Thi Mennesket sættes der ingen Frist til at møde i Retten for Gud;

så de voldte, at ringe råbte til ham, og han måtte høre de armes Skrig.

for at ikke en vanhellig skal herske, en af dem, der er Folkets Snarer.

at du siger: "Hvad båder det mig, hvad hjælper det mig, at jeg ikke synder?"

Der råber man, uden at han giver Svar, over de ondes Hovmod;

endsige din Påstand om ikke at se ham! Vær stille for hans Åsyn og bi på ham!

Bi nu lidt, jeg har noget at sige dig, thi end har jeg Ord til Forsvar for Gud.